Foto: Kaliva/Shutterstock.com
I har hørt om det, læst om det og snakket om det. I har helt sikkert en holdning til det, der skete under den 94. Oscar-uddeling, hvor Will Smith slog Chris Rock på live-tv. Selvom Will Smith har undskyldt, og Chris Rock har meldt ud, at han ikke vil retsforfølge Will Smith, så betyder det ikke, at vi ikke stadig kan snakke om, hvilket signal håndteringen af dette optrin har sendt til os alle sammen.
Nogle har kaldt det et historisk moment, og jeg er enig. Et historisk dumt moment. Jeg kan huske, at jeg så overskrifterne og tænkte: “Gud, der røg Will Smiths karriere.”
Men ved nærmere efterforskning fandt jeg ud af, at Will Smith ikke ret længe efter at have slået en anden mand på åben skærm kunne modtage Oscar-statuetten for bedste mandlige hovedrolle. Da jeg så videoerne med hans tale, tænkte jeg med det samme: “Så må det være en joke. Så dumme tror de vel ikke, at vi er?” Men nu står vi her næsten en måned senere, og det virker ikke, som om der kommer en afsløring rundt om hjørnet.
Hvis vi går ud fra, at optrinnet ikke var indøvet, så kan jeg blot konkludere, at både Will Smith og Oscar-akademiet har mistet deres autoritet fuldstændig i mine øjne.
At slå andre mennesker hører nemlig ingen steder hjemme i bedste sendetid. Rettelse – at slå andre mennesker hører ingen steder hjemme. Punktum. Alligevel kan Will Smith få lov til at gå urørt hen imod Chris Rock, pande ham en syngende lussing, gå uberørt ned igen og derefter sidde og råbe op som et surt barn, der ikke har fået sin vilje. Undskyld mig, men hvornår blev den slags opførsel okay?
Måske fordi det var Will Smith, som slog. En mand med en formue på 350 millioner dollars, som er en del af Hollywoods elite. Det er sådan, at det ser ud i hvert fald.
Will Smith skulle have været vist ud på stedet, da optrinnet skete. Oscar-akademiet havde muligheden for at udsende et klart signal om, at den opførsel ikke er velkommen til et af de fineste awardshows i branchen. I stedet fik Will Smith lov til at gå uforstyrret tilbage til sin plads og efterfølgende råbe op i et grimt sprog.
Nu var det jo ikke en lige højre, som sendte Chris Rock i gulvet, så jeg prøver ikke at advokere for, at Will Smith skulle være ført ud i håndjern. Men det havde klædt akademiet at udvise en eller anden form for morale ved at prikke Will Smith på skulderen og pænt bede ham forlade establissementet.
I stedet står det, der skete den 27. marts på Dolby Theatre i Los Angeles, nu tilbage som en kendsgerning om, at så snart du er rig og berømt nok, så kan du té dig, som du vil uden de store konsekvenser. En stor fed langemand til almindelige mennesker. Især i et land som USA, hvor der sidder folk i fængsel på ti og tyve år for besiddelse af marihuana.
Forestil jer blot engang, at det var en ukendt udenlandsk producer, som havde lavet samme nummer? Den person var røget ud hurtigere, end Will Smith kunne nå at sige “Get my wife’s name out your fucking mouth.” Hele situationen indkapsler blot de store klasseskel, vi stadig lever under den dag i dag.
Nogle mener, at Will Smith var i sin gode ret til sin reaktion og er kommet på en masse argumenter, som forsøger at skabe sympati for ham. Et eller andet sted synes jeg blot, at den reaktion definerer det problem, jeg forsøger at udstille. Vi ville jo aldrig have diskuteret, om det her var okay, hvis ikke det var Will Smith, der stod bag. Men nu hvor argumenterne er derude, så lad mig da lige løbe dem igennem.
“Chris Rock lavede jo en usmagelig joke om Will Smiths kone, Jada, og hendes hårtab som er grundet en sygdom.”
En usmagelig joke, som jeg da egentlig måske kan give folk ret i, at det er, må aldrig blive en undskyldning for at udøve vold.
“Han var vred, og i vrede handler man nogle gange uhæmmet.” For det første er det et super dårligt argument. Det trækker associationer til, at man kan undskylde voldsmænds ageren med, at “de var vrede”. Dernæst, har I set videoen? Will Smith spankulerer nærmest op på scenen og skal gå i cirka ti sekunder, før han når frem til Chris Rock og slår ham. På vejen tilbage går han igen kontrolleret. Der er ingenting i Will Smiths kropssprog eller ageren, der tyder på, at han agerede i et uhæmmet vredesudbrud. Snarere et egoudbrud.
“Det er smukt, at Will Smith gerne vil beskytte hans kone, især på grund af deres turbulente forhold.” Officer, it’s this one, right here. Få en parterapeut, og bland stakkels Chris Rock uden om dine ægteskabelige problemer, Will Smith.
“Joken kan sikkert have gjort skade på nogle, der sidder derhjemme med alopecia, så det er godt, at Will Smith gør opmærksom på det.” Lad os få én ting på det rene, tror I virkelig, at Will Smith havde rørt sig ud ad flækken, hvis hans kone ikke led af alopecia? Lad os nu ikke glemme, at Will Smith grinte ad joken, før han gik op og slog Chris Rock.
Will Smiths handlinger var intet andet end et klart udtryk for, ja, nu kommer den, toxic masculinity. Hvis Will Smiths intention havde været at skabe opmærksomhed omkring, hvor degraderende sådan nogle jokes kan være for mennesker med alopecia, så havde han en enestående mulighed for at bruge sin takketale på at informere om sygdommen. På den måde var det nok også Chris Rock, som var blevet set på som skurken af offentligheden.
Men i stedet skulle Will Smith lege alfahan, og nu er han så udelukket fra Oscar-akademiet i ti år. Og hvilken sølle straf er det ikke? Denne symbolske straf er ikke andet end et bevis på, at man holder hånden over hinanden i de inderste kredse i Hollywood. Straffen betyder i praksis, at Will Smith ikke må deltage i Oscar-showet i ti år, men han kan stadig nomineres og vinde priser. Så i princippet er det blot festen, han misser hvert år. Alligevel virker det til, at folk er tilfredse. Will Smith er højst sandsynligt nok tilfreds. Nu venter han nok blot på, at alt det her dysses ned og går over i historien.
Jeg kan næsten høre dem grine ad os alle sammen.