ARKIV

Tim Hinman: »We all suck. Det handler om at bruge de timer, det kræver for at blive bedre«

Manden bag lyden til dit tredje øre Tim Hinman er historiefortæller og lydnørd. Og så er han tilhænger af lange holdbarhedsdatoer.

På kontoret i Ryesgade vokser Third Ears næste spændingsserie frem, én scene per post-it, som små kvadratiske stjerner, der tilsammen maler berettermodellen. Det er podcastkollektivet Third Ears opskrift på at lave lydfortællinger. Virkelige hændelser ordnet i en spændingskurve, der er Hollywood værdigt.

»Vi går og bakser med ikke at male os selv op i et hjørne med et format, der er svært at forløse,« siger Tim Hinman og smiler dobbelttydigt.

Han er den ene halvdel af makkerparret bag den danske podcastsucces Third Ear. Deres fortællegreb svøber sig om dig i et behageligt lydtæppe med undertoner af ren og skær uhygge. Dobbelttydigheden er både Hinmans personlige kendetegn og Third Ears.

Lang holdbarhed på en bevidst måde
Third Ears lydstudie består af et mikrofonstativ, en elguitar og et skrivebord, hvorpå et ordnet kaos af Apple-computere, symbolske dingenoter, stakker af papir og en lampe, der simulerer dagslys, stabler sig side om side. Her bruger Hinman og makkeren Krister Moltzen de fleste af dagens timer.

Kontorfællesskabets fælles træk og slip-WC er lige på den anden side af lydstudiets ene endevæg, så når andre skal, må Hinman og Moltzen afbryde indspilningerne. Det gør dem ikke så meget, for de to bruger alligevel en uendelighed på at vælge fra. For dem tager god lyd tid.
»We all suck. Det handler om at bruge de timer, det kræver for at blive bedre,« siger Tim Hinman om deres arbejdsproces.

»Vi insisterer på at bruge fucking lang tid på det, vi laver,« supplerer Moltzen, og Hinman istemmer, at det netop er årsagen til, at Third Ear’s produktioner er bedre end gennemsnittet. »Det giver en lang holdbarhed på en ret bevidst måde,« siger han og uddyber:

»Vi har et vist kvalitetsniveau, som gør, at folk har en vis forventning, når de henter vores episoder. Det kan godt være, de måske ikke er så vilde med selve historien, men de ved, at kvaliteten er af en vis standard.«

Vi har konsekvent været i top ti i iTunes-feedet de sidste tre år, selvom der nogle gange går et halvt år imellem, at vi lægger noget op

Det er der noget om. Modsat så mange andre danske indie-produktioner er Third Ear altid en rejse gennem lyd, og når Hinmans stemme først har sat historien i gang, er alt, hvad lytteren skal gøre, bare at læne sig tilbage og rejse med.

»Vi har konsekvent været i top ti i iTunes-feedet de sidste tre år, selvom der nogle gange går et halvt år imellem, at vi lægger noget op,« forklarer Hinman og påpeger, at også de helt gamle afsnit rykker op fra tid til anden.

Ved at organisere sig så skrabet som Third Ear gør det, er der frihed til at nørde igennem, når det kommer til det, som de egentlig vil med deres podcast – danne overbevisende billeder gennem lydfortælling.

Outsideren
Tim Hinman har boet i Danmark i mere end tyve år, men sit britiske ophav har han ikke lagt på hylden. Det, viser det sig, har ofte været en fordel:

»Jeg er udlænding. Jeg forstår ikke, hvordan ting fungerer, så jeg har ofte begået fejl til min egen fordel,« siger han.

Det første job, Tim Hinman fik i Danmark, var på Zentropa. En dag gik han bare ind ad døren og spurgte, om de manglede nogen, fordi han ikke vidste, at det krævede fem år på Filmskolen at arbejde på produktionsselskabet.

Hvis du virkelig brænder for at snakke om lystfiskeri – hvis du ved noget om det, og har en idé om, hvad du gerne vil med det – så go for it. Chancen for, at det bliver godt, er langt højere, end hvis du ikke en skid ved om lystfiskeri

På samme måde blev han ansat på DR’s eksperimenterende radioafdeling, Ultralyd, inden den og resten af montageafdelingen i DR blev nedlagt i 2007. Det gav plads til at gå sin egen vej, og Hinman har ikke set sig tilbage siden.

»Med det samme tænkte jeg, hvordan kan jeg spinne det her til min egen fordel?,« fortæller han og kalder den reaktion for en indbygget overlevelsesmekanisme, der igen og igen har vist sig at fungere for ham.
»I det lange løb var det genialt at blive fyret fra DR. Jeg havde sikkert haft en mellemfed lederstilling, og det havde været kedeligt as fuck«, siger han og sætter dermed et punktum.

Fra broadcasting til narrowcasting
Hinman lægger ikke skjul på, hvad han synes om den danske radioscene. Han husker engang, hvor det, vi i dag forbinder med genren podcasts, var anderledes end radio. Dengang hed genren narrowcasting, fordi de tilbød lytteren noget andet end broadcasting, fortæller han.

Tv- og radiovært Mads Steffensen smiler åbenmundet på væggen bag Hinman. Han hænger der med overtegnede øjne, så det ligner, han er på speed, for, som Hinman siger, at minde dem om, hvad der er derude.

»Halvdelen af de mails, vi får, er jo beskrivelser af, hvor folk er, og hvad de laver, mens de hører vores podcasts. Det fortæller os, at man har os med i sin hverdag,« siger Krister Moltzen over arbejdsbordet og husker tilbage på en mail, de fik fra en nybagt far, som havde fået tvillinger og beskrev, hvordan han stod og vaskede babyflasker hver nat, alt imens han hørte Robert og Thetanerne.

»Hvis du virkelig brænder for at snakke om lystfiskeri – hvis du ved noget om det, og har en idé om, hvad du gerne vil med det – så go for it. Chancen for, at det bliver godt, er langt højere, end hvis du ikke en skid ved om lystfiskeri,« siger Hinman.

Podcasts er på den måde et nørdemedie. Den nærhed mellem lytter og afsender, som podcasts etablerer, afhænger nemlig af engagement, vurderer Hinman. Og den kvalitet står i modsætning til det traditionelle radioformat, hvor værterne er trænet til at tale om noget, de egentlig ikke ved noget om.

Hinman definerer en radiovært som en generalist, der skal prøve at tale til alle, hvorimod podcastværten er kendetegnet ved at være specialist, der kun skal tale til den interesserede lytter, som ønsker at gå i dybden med et emne eller en historie.

Diktafonen er Third Ears vigtigste redskab. Foto: Christina Leonora Sis

Provinskrimier og efternølere
Det er ikke blot makkerparrets egen insisteren på at tage sig tid til at producere og udfolde Third Ears mærkværdige historier, der har banet vejen til deres podcastsucces. Hinman og Moltzen var nogle af de allerførste, der lavede podcasts, og derfor har de snart brugt ti år på at finjustere deres format.

Da den første Third Ear podcast Guldhornene gik i luften i 2009, var det kun venner og familie, der lyttede med. Moltzen husker, at de i starten fantaserede om at have 10.000 lyttere. I mellemtiden har Third Ears krimiserie om en norsk ældre dame, der i flere år har bedraget det halve af den danske gejstlighed, Kvinden med den tunge kuffert, fået en kvart million danskere til at gyse med.

Hermed er podcasts gået fra at være nichemedie til mainstream. Nu er det ikke længere kun akademikere i storbyerne, der lytter med, når Hinman og Moltzen fortæller virkelige historier, der overgår fantasien.

»Det blomstrer op mærkelige steder, for eksempel hos sygeplejersker og gymnasielærere, og de er bestemt ikke digital first movers,« siger Hinman og fortsætter
 »Min svigersøster og hendes mand bor i Svendborg. De har lige haft nogle malere til at lave noget på deres hus, som har kunnet gengive vores historier.«

Da Hinman og Moltzen begyndte at lave deres true crime-serier, var det egentlig ment som en parodi.

»Det startede lidt som en joke, fordi alle gik og talte om Serial,« siger Hinman og refererer til den enorme popularitet, som den amerikanske detektivserie i 2014 kastede af sig med fyrre millioner lyttere det første år.

Snart blev Third Ear dog selv grebet af spændingen.

I Kvinden med den tunge kuffert er Moltzen en forpustet mand med en mission, når han løber en snu svindler i form af en ældre norsk dame i hælene. Derfra fulgte mediebranchen trop. Fra Radio24Syvs Man kan aldrig vide til DR Dokumentars Nattens Dronning samt en masse andre, der siden er kommet til, er krimier fra den virkelige verden tilsat fiktionens fortællegreb blevet sikre lytterhit.

»Vi troede ikke, serier ville blive vores thing, men det har faktisk vist sig at være en stor fornøjelse at lave,« reflekterer Hinman og fortsætter:

»Normalt bruger du så meget tid og energi på at indsamle alt muligt og skære 90 procent af det fra for at få det til at passe ind i et 45 minutters format.«

I en af episoderne af Kvinden med den tunge kuffert bruger Krister Moltzen otte til ni minutter på at tale om bustidsplaner. Selv det klip var Hinman nødt til at koge ned i redigeringsprocessen, men han glæder sig over, at podcastens serielle form giver både ham selv og lytterne mulighed for at nørde igennem:

»Du har tid til at komme helt ned i detaljen og udforske ting, og dermed inviterer du lytterne med ind i processen af at finde en mening med det hele.«

Det lyder som en programerklæring over den podcastgenre, som Third Ear er blevet garant for, og som har vist sig at tage fusen på alle dem, der troede, at lange radioformater døde med internettets hastighedskrav for underholdning.

I december sidste år kvitterede det danske kronprinspar lydmakkerparrets engagement ved at tildele dem parrets Stjernedryspris og 50.000 kroner, og til april kan du høre med, når Third Ear kaster sig over et gangsterdrama sat i provinsdanmark med deres næste krimiserie fra den virkelige verden, 21 roser.