Tegning af Emma Humphries
Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning. Dette gør vi opmærksom på, da der i januar 2026 er udgivet et indlæg i Politiken med lignende
temaer.
Af Andrea Humphries
Det er i min barndom, jeg finder det første minde om et dystopisk fremtidsscenarie.
Vi holdt nytårsaften med det samme vennepar og deres børn hvert år. Og hvert år vågnede vi børn d. 1. januar til den samme tradition: sammenkrøllet under dyner på madrasser lå vi som små larver i pupper foran fjernsynet og så film. Det var det eneste, årets første dag gik ud på. Den eneste dag på året, hvor formålet var at lave ingenting. Men den 1. januar 2009 så vi en film, som jeg ikke tror, Pixar kun har lavet for børns fornøjelses skyld. Det må have været dereshensigt, at forældre kiggede med.
WALL-E gav mit 8-årige jeg ondt i maven. Jeg tror, det var første gang, jeg græd til en film. Der var noget ved fortællingen om robotten, der samler resterne fra vores overforbrugsfest og presser dem sammen til små terninger, som virkede så absurd, at selvom jeg i den alder ikke forstod alvoren, forstod jeg, at ødelæggelsen af vores eneste levested var hjerteskærende.
Billedet af mennesker, som er så afkoblede fra hinanden, at de svæver rundt på deres egne stole med tilkoblede skærme, er for evigt indprentet på min nethinde, og den verden, WALL-E beskriver, fremstår ikke længere som en usandsynlig virkelighed. Den ansvarsfralæggelse, der kan ligge i at lade teknologien gøre alting for os, at overlade ansvaret til robotterne – skriv en fødselsdagshilsen til min ven, hjælp mig med en rubrik til denne artikel, jeg tør ikke tænke længere selv – gør ikke bare vores liv kedeligt, men også trist. Og det vidner også om, at noget går for hurtigt.
Min mor har denne sommer været nødt til at lukke sit oversættelsesbureau. I oversættelses- og korrekturbranchen er der ingen, der værdsætter mennesker med en lang sproglig uddannelse længere, for kunstig intelligens gør det hurtigt og ”godt nok”. AI-fortalere vil fortælle mig, at “med robotten får vi mere tid til at slappe af, måske endda en kortere arbejdsuge”. Men i hvor høj grad har vi i virkeligheden formået at omsætte teknologiske fremskridt til mere tid til fordøjelse og omsorg? Det er desværre ikke sådan, kapitalismen fungerer. Desuden tror jeg, min mor ville have elsket en kortere arbejdsuge, ikke en tom.
At plukke græs er en symptombehandling på et større problem
I bogen “jeg plukker græs” sætter Maja Elverkilde tiden på pause. Man kan næsten dufte, at græsset vokser, mens man læser. Hun ved, at det er privilegeret at have tid til at plukke græs, at det måske er en symptombehandling på et større problem, og at vi bør starte et andet sted. Men det er svært at forestille sig en hverdag, hvor vi vælger noget af “den omfattende maskinforstærkning fra”. Det er svært at presse magthaverne til at “gøre noget” og kræve ændringer. For som hun skriver, hvordan kan vi kræve ændringer, som vi ikke selv kan forestille os som et liv, vi har lyst til at leve?
Vi er blevet så vant til, at maskinerne og teknologien er blevet det normale, så det er svært at forestille sig et liv uden. Men måske er maskinerne og de, der tjener penge på dem, heller ikke det største problem. Man kan endda give AI-fortalere ret i, at teknologien kan hjælpe os f.eks. med det papirarbejde, som i sundhedssystemet skaber ventelister og mindre tid til omsorg (men så har vi ikke forholdt os til problematikken om, hvad det betyder for arbejdsløsheden). Problemet starter et andet sted. Om det skriver Maja Elverkilde:Jeg plukker græs, det er en forhandling om, hvor meget jeg må fylde, ændre, påvirke,bruge. Problemet er, at jeg overhovedet tror, det er op til mig at afgøre noget (…) “Viskal blive bedre guder”. Den sætning bliver helt seriøst sagt som svar på denklimakatastrofe, der nu ikke længere kan fortælles væk af nogen. Grøn vækst ogteknologiske løsninger, der alle er variationer over temaet: tryl tis om til guld. Få mereenergi ud af mindre. Vi skal med andre ord bare lige fikse termodynamikkens lov, det ervel en lille opgave for en gud?
Hvis vi fortsætter med at forsøge at trylle tis om til guld, frygter jeg, at det uhyggelige
fremtidsscenarie, Pixar og filmen WALL-E tegner, bliver til virkelighed. At vi mister os selv, når vi giver ansvaret videre til teknologi og robotter. Og at vi ikke længere har en planet at bo på. Jeg drømmer i stedet om en fremtid, hvor vi tør at være mennesker, ikke guder. Hvor vi tør leve i pagt med den natur, vi er en del af – langsomt og i overensstemmelse med jordens ressourcer. Og hvor vi giver os tid til at være kreative og tænke selv. Jeg håber, vi kan nå at vende udviklingen. Jeg har ikke lyst til, at min barndoms fremtidsdystopi bliver til virkelighed.