Foto: Alex M. A. Horan
Fire unge mennesker har dedikeret op mod to år af deres liv for at sprede Guds ord i Odense – en mission i tro med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Iført navneskilt og med hænderne over kors beder Avery Ball (yderst t.v.), Ethan Christensen (t.v.), Celeste Klitgaard Knudsen (t.h.) og Jill Thomas (yderst t.h.). Når de skal præsentere sig selv, er det dog som »Søster« Knudsen, »Søster« Thomas, »Ældste« Ball og »Ældste« Christensen. De er alle fire kristne missionære, der er blevet sendt til Danmark. At de er endt i Danmark, tilskriver de Guds vilje, selvom de alle har dansk ophav. Udover Celeste Klitgaard Knudsen, kommer de alle fra USA. Inden afrejsen fra USA har de skullet lære dansk på en måneds tid. På trods af dette taler og skriver de flydende dansk, hvortil kun accenten afslører dem en smule.
Hver tirsdag åbner kirken op for fællesspisning og undervisning som set på billedet til ovenfor. Missionærerne og de troende mødes, men der er også plads til dem, der endnu ikke har fundet Gud.
De fleste kender de troende fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som »Mormoner« – en betegnelse, de fire missionære tager afstand fra. Forskellen mellem dem og Mormonerne er blandt andet, at mormonerne tillader flerkoneri. Selvom de ikke vil kaldes »Mormoner«, er Mormons Bog en ud af fire af de vigtigste skrifter.
Missionærerne afsætter godt to timer dagligt til at missionere. Resten af tiden går med selvstudie og med at undervise andre interesserede i deres tro, såvel som i dansk og engelsk. Sådan ser skemaet ud mandag til lørdag fra klokken 07.30 til 21.00. Søndag er en »fridag«, men så alligevel ikke, for søndagene tilbringes alligevel i kirken til gudstjeneste.
De fleste, der bliver døbt i Danmark, nøjes med at få en våd isse under ritualet, men det er ikke nok hos de Sidste Dages Hellige. Her skal hele korpus føres under vand. Udover at dåben adskiller sig fra, hvad vi kender, gør deres lære om treenigheden også. De tror nemlig på, at Gud, Jesus og Helligånden er tre forskellige væsner.