Foto: Magnus Nygaard
Matilde Kimer er korrespondent for DR i Rusland og Ukraine. I 2009 trak hun første gang sin skudsikre vest over skuldrene og spændte den fast om livet og har siden dækket den brutale virkelighed i hele det tidligere Sovjetunionen.
»Forfølger de mig nu også i Danmark?« udbryder Matilde Kimer, da vi møder hende på Åmarken Station i Hvidovre. »Der er lige gået en fyr fordi mig, som snakkede russisk i telefonen.«
Vi forstår først morsomhedens tragikomiske alvor, da hun fortæller os, at det ikke er unormalt for udenlandske journalister i Rusland og Ukraine at blive både bliver aflyttet og forfulgt.
Journalisten og korrespondenten tager os med til hjemmet i Hvidovre, hvor vi træder ind ad indgangsporten, som hun har navngivet fire bildæk, som er stablet i indkørslen. Vi sætter os på hendes lille terrasse i baghaven, hvor hun begynder på sin fortælling om rejsen fra banegården i Odense til bomberne ved fronten i det østlige Ukraine.
Amors russiske pil
Fundamentet til Matilde Kimers første møde med Rusland blev støbt efter gymnasiet, hvor den 21-årige student besøgte sin mormors bror og hans russiske kone i Paris. På russisk manér påpegede den rå, russiske kvinde, at Kimer burde lære russisk. Fascineret af sproget fandt Kimer hurtigt sig selv siddende i lejligheden i Paris og kæmpe med det russiske alfabet.
Reglerne for at få visum til Rusland krævede, at man skulle være indskrevet på et russisk universitet. Handlekraftigt pakkede hun sin kuffert og fløj direkte fra Paris til Sankt Petersborg.
Amors russiske pil ramte plet, og hun blev smaskforelsket i Ruslands rå vildskab.
»Jeg forelskede mig hovedkulds i Rusland. Yderpunkterne er for sindssyge, og det russiske folk er de vildeste mennesker.«
Matilde Kimer begyndte på Syddansk Universitet i 2003. Hun havde et klart ønske om at kombinere russisk med journalistik, og weekenderne blev derfor brugt på at lære russisk. fem år senere sad hun til en MUS-samtale på DR, hvor hun netop var startet blevet fastansat.
»Jeg kan huske, at de spurgte mig, hvor jeg så mig selv om tre år. Hvortil jeg svarede, at jeg så mig selv som korrespondent i Rusland, hvor jeg har genåbnet Moskva-afdelingen,« fortæller Matilde med en veldrejet kølig humor, der viser sig at være karakteristisk for den knivskarpe og benhårde kvinde.
Tre måneder efter pakkede hun sin varme pelsfrakke og tog til Moskva som nyansat DR-korrespondent.
At sende live fra helvede
»Undskyld mig, men hvilken nyhedsstation sender en afpillet blondine direkte ind i helvede?«
Sådan lød den første ordveksling mellem Matilde Kimer og Vova, som med Matildes egne ord var hendes lokale ukrainske fixer.
Hun mødte ham første gang i 2014, hvor Maidan-protestbevægelsens voldelige demonstrationer havde affødt en regulær krig i Donbass mellem pro-russiske separatister og ukrainsk militær, hvilket skyldtes præsident Viktor Janukovitj’s annullering af en associeringsaftale med EU.
Den humoristiske tone mellem korrespondenten og Vavo blev hurtigt erstattet af alvor, idet skudvekslinger mellem krigens to parter blussede op. Matilde Kimer var eneste Rusland-korrespondent for DR, og hun blev derfor udsendt over 40 gange for at dække konflikten i det østlige Ukraine.
Både hos de pro-russiske separatister og hos det ukrainske militær oplevede korrespondenten et stærkt had til modparten. Hun beskriver, hvordan et stærkt fjendebillede og en umenneskeliggørelse opstod, hvilket kastede det moralsk forkastelige ved at dræbe over skulderen:
»Jeg oplevede, at man på begge sider omtalte fjenden som terrorister og ikke-mennesker. De var med at afmenneskeliggøre hinanden, og så er det ikke svært at slå modparten ihjel. Det skaber et dybt had, som er hårdt at opleve, men som er så vigtigt at berette om.«
Matilde Kimer har sendt live fra krigssituationer i både Rusland, Ukraine, Bellarus og Kaukasus.
Kan du se nogle lyspunkter i krigens mørke?
»Når man er nødt til at samarbejde for ikke at dø, så opstår der et unikt og magisk sammenhold – næsten en slags korpsånd. Det er forsiden af krigsmedaljen. Vi kan for eksempel tage situationen lige nu, hvor vi sidder her på terrassen. Hvis vi var i krig lige nu, så ville vi sige: okay, vi er nødt til at hjælpe hinanden, ellers dør vi, for der kommer raketter lige om lidt.«
»En motherfucker af en kanon«
Selvom Matilde Kimer har brugt utallige timer på at lave reportager fra krigszoner, er krigen for hende alt andet end tillokkende. Hun ser hverken sig selv som adrenalin-junkie eller frygtløs actionhelt. Alligevel føler hun, at jobbet som korrespondent har været hendes “kald”.
»Jeg bliver pissebange, når der bliver affyret skud og mortergranater, for jeg har ved gud ikke lyst til at dø. Jeg føler dog, at det er forbundet med dét kald at rapportere og fortælle om noget, der er så vigtigt. Og hvis jeg ikke dækker det, så bliver det slet ikke dækket.«
For korrespondenten er behovet for at fortælle ærligt om den til tider brutale virkelighed stor. Selvom det kan lyde næsten religiøst, er hun ikke bange for at kalde det et »journalistisk kald.« Hun er følelsesmæssigt investeret i de mennesker og det land, hun beretter om. Hun er så dedikeret, at hun vil gå rigtig, rigtig langt for at dokumentere krigens væsen. Særligt én episode popper op, når hun tænker tilbage på situationer, hvor hun har rapporteret med livet som indsats:
»På et tidspunkt stopper bussen, hvor vi ikke er langt fra Ukraines frontlinje. Vi åbner døren og i det samme sker en kæmpe eksplosion. Min sikkerhedsmand kaster sig på jorden, men jeg tager med rystende hænder min telefon og prøver at filme. Først nu ser jeg, at der står en 152 mm lige ved siden af os – en ordentlig motherfucker af en kanon. Jeg skal sende live til radioavisen, og jeg får lavet reportagen, men jeg har ingen anelse om, hvad jeg får sagt.«
Grænseløs
Det er tydeligt at mærke på Matilde Kimer, hvor opmærksom hun er på, hvad krigen gør ved hende som menneske. Hendes knivskarpe beretninger leveres uden skyggen af filter, og vi kan derfor ikke komme uden om spørgsmålet:
Hvor store skulle dine personlige omkostninger være, for at du ville sige; hertil og ikke længere?
»Vi bliver obligatorisk debriefet på DR, når vi kommer hjem til Danmark. Da jeg kom hjem efter den episode, sagde de til mig, at jeg bliver nødt til at sætte grænser, ellers bliver jeg grænseløs. Jeg var sådan: “bla bla bla, behandlersprog”. Det tog mig lang tid at forstå, hvad de mente. Jeg har ikke oplevet min grænse endnu,« fortæller Kimer og fortsætter:
»Jeg er ikke krigsjournalist, jeg er journalist i det tidligere Sovjetunionen, og så er der tilfældigvis krig dér. Det er for mig ikke et mål at dække krig, det er et mål at dække den virkelighed, der udfolder sig. Det er også min oplevelse, at der ikke er ret mange, der gør det. Derfor synes jeg, at mit arbejde er mega vigtigt.«
Og lige præcis vigtigheden af Matildes arbejde, bringer os videre til det næste og presserende spørgsmål, nemlig om hun kan slippe krigen når hun så er hjemme? Eller om den ryger med det beskidte tøj og notesbogen direkte i kufferten og rejser hjem til huset i Hvidovre og den forblæste terrasse?
»Jeg har også dårlig samvittighed, når jeg kommer hjem. Sidste august havde jeg arbejdet dag og nat. Jeg var fysisk og følelsesmæssigt tømt. Jeg havde set folk blive slået ihjel, og jeg var nødt til at komme hjem til min familie. Så sad vi i et sommerhus på Falster med en god flaske vin, og jeg tænkte: hvad fanden bilder jeg mig ind? Hvordan kan jeg ikke være i Hviderusland og berette om, hvad der foregår?«
Matilde trækker vejret en gang og fortsætter:
»Når det så er sagt, så er det vigtigt at blive mindet om, at krigen er derovre, og at du ikke er krigen.«
Det russiske ord for “ikke-ligeglad”
Det tidligere Sovjetunionen er et sted, der betyder meget for Matilde Kimer. Som interviewet lakker mod enden, vil vi gerne finde ud af, hvad drivkraften for Matilde er, når hun gang på gang sætter livet på spil, for at berette om virkeligheden i Rusland og Ukraine.
Ifølge Matilde Kimer er det hendes tilknytning til landene og befolkningen, der gør at journalisten har fortsat arbejdet i det krigsramte områder.
»Der er rigtig mange, der er taknemmelige over, at jeg gider. Der findes et vidunderligt begreb på russisk: at være “ikke-ligeglad” – det hører jeg meget. Tak fordi du ikke er ligeglad med os! Og det kan sgu ikke blive ret meget større. Der findes ikke en redaktør, der har sendt mig en rose-mail, der kan toppe det.«
Men når man er “ikke-ligeglad”, kan man også sidde midt i bomberegn og blive godt og grundigt frustreret. Som Matilde selv beskriver det: »jo større presset er på dig, jo længere bevæger du dig ind i din egen navle.« Hun fortæller med et intenst blik om hendes oplevelse i Ukraine, dagen hvor attentatet på Charlie Hebdo i Paris fandt sted.
»Krigen i Østukraine var på sit højeste – over 100 ukrainere døde om dagen. Der blev skudt om ørerne på os, og situationen var fuldstændig sindssyg. I samme øjeblik sker terrorangrebet på Charlie Hebdo.Vi er fuldstændig ude af sendefladen i 5-7 dage. Jeg var simpelthen så frustreret over det på Ukraines vegne, menneskehedens vegne og mine egne vegne. Hvorfor sidder jeg her i livsfare med tre børn derhjemme, hvis I ikke engang gider at bringe det?«
Vi får lov til at tage en pause og fordøje den intense time, som vi lige har haft i selskab med den passionerede kvinde. Vores fotograf får stillet Matilde op foran den hvidkalkede mur i baghaven, »blitzs« siger det, portrættet er i hus. Imens flyver en vildfaren engangsgrill forbi i haven, Matilde smiler sagte:
»Ja, som I kan se, har jeg jo sørget for at rydde op og gøre klar til, at jeg skulle have gæster.«