Forlængede weekender i Europas storbyer er yderst populære. Byer som Barcelona, London og Paris drukner i turister året rundt. Anderledes står det til i Skt. Petersborg – her byder lavsæsonen på unikke vintereventyr og ganske få turister.
Formiddagssolen glimter i byens mange guldkupler. Den klare, lyseblå himmel står i skarp kontrast til de utallige, lysegule facader og snedækkede tage. Det er formiddag en fredag i februar, og jeg har besteget de 262 trin, det kræver for at nå Isaak-katedralens udsigtspunkt. Heroppe, højt over gadernes hektiske liv, åbner byen sig op og strækker sig så langt øjet rækker.
Vinteren er lavsæson for turismen i Skt. Petersborg, og denne tidlige formiddag har kun en enkelt anden turist fundet vej til svalegangen rundt om Isaak-katedralens kuppel. Det er en fantastisk mulighed for at nyde 360-graders panorama over byen i fred og fordragelighed.
Det samme gælder for resten af byens attraktioner. Om sommeren står turisterne i uendeligt lange køer og venter i timevis på at få adgang til Vinterpaladset og Katharina den Stores enorme kunstsamling. Denne weekend i februar måler køen kun ganske få meter.
Byen er dækket af nyfalden sne, solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen ligger adskillige grader under frysepunktet. I parkerne slår børnehavebørn sig løs i det hvide paradis, mens pelsklædte pædagoger holder vagtsomt øje.
Neva-floden, der skærer igennem byen, er frosset til i et kaos af isskosser, og i horisonten anes røgen fra de mange skorstene i byens industriområder.
Når vinterkulden sætter sig i kroppen, og det er tid til at varme sig på en skål borsjtj eller en kop kaffe på en af byens mange stalovaya’er (cafeteria i traditionel russisk stil), er servicen mange steder utroligt høj. En fremgang i turismen og værtskabet ved fodbold-VM i 2018 har sat sit spor i særligt de unge generationer. De fleste yngre russere ønsker at være gode til engelsk og øjner gerne muligheden for at øve sig lidt ekstra, når der i lavsæsonen endeligt kommer en turist forbi.
Foto: Lærke Schmidt Fallesen.
Den 37-årige taxachauffør, Elena Ivanova, som jeg kører med fra lufthavnen, er et godt eksempel på dette. Hun har fuldtidsjob som jurist, men arbejder i sin fritid for den engelsksprogede taxaservice LingoTaxi.
»Jeg kører ikke turister til og fra lufthavnen for pengenes skyld, men fordi det gør mig bedre til engelsk, og fordi det giver mig mulighed for at lære mennesker fra hele verden at kende,« forklarer hun.
»At være god til engelsk gør det også nemmere at rejse og opleve andre lande.«
Men muligheden for at rejse er ikke den eneste grund til, at Elena Ivanova kører taxa.
»Når jeg kører med turister, kan jeg sørge for, at de får et godt første møde med Rusland. Jeg kan godt lide at hjælpe og give dem en varm velkomst til Skt. Petersborg.«
Skt. Petersborg er en oplagt destination for det første møde med Rusland. Byen har tilnavnet: ”Vinduet mod vest”, og særligt arkitekturen afspejler den mere vestligt orienterede del af den russiske kultur. Det gør byen lige så let tilgængelig som andre europæiske storbyer. De fleste store seværdigheder ligger inden for gåafstand i det historiske centrum, og det er let at navigere langs byens mange kanaler, gader og prospekter.
Sikkert nede fra Isaak-katedralens top, krydser jeg snesjappet på en af byens store pladser og bevæger mig mod Peter og Paulus-fæstningen på den modsatte side af floden. Fæstningen blev anlagt som byens første og største vartegn og huser blandt andet zarfamiliens sarkofager.
Den mest forunderlige attraktion venter dog på ydersiden af fæstningen. Langs bredden af den isklædte Neva-flod varmer en flok vinterbadere sig op ad den solbeskinnede mur. De fleste er kun iført badetøj og rødglødende hud efter et dyp gennem et hul i isen. Det er de lokale hvalrosser. Uanset vejr og vind, bader de fra kanten af bredden året rundt. I Rusland kommer varmen indefra.