Illustration: Agnes Rønberg
I marts 2020 ændrede mediebilledet sig markant. Verdenssituationen blev en anden, og coronavirus blev altoverskyggende. Et kollektivt ønske om at forstå, hvad det var, der foregik omkring os, blev til, hvilket har skabt stor efterspørgsel på videnskabsjournalistik.
Intet emne har i nyere tid været så altdominerende, som corona har. Siden marts 2020 har vi befundet os i en kollektiv coronabevidsthed, som har gjort og fortsat gør, at vores opmærksomhed bliver sporet ind på at prøve at forstå den virus, som er så styrende for vores samfund.
Medierne har strømmet over med artikler og indslag, som alle har til formål at forklare og give overblik over corona. 10 spørgsmål og svar: Forstå hvorfor flokimmunitet ikke er Danmarks strategi mod covid og Overblik: Forstå de forskellige corona-vacciner er to eksempler ud af et hav af artikler, der har til hensigt at oplyse om den altomsluttende virus. TV 2 har introduceret programmet Spørg om Corona, hvor de forklarer og udpensler de vigtigste spørgsmål og svar om virussen, og DR har jævnligt haft corona-spørgetime, hvor man kunne skrive ind med spørgsmål og få dem besvaret af eksperter.
Efterspørgslen har været stor, og dén efterspørgsel på viden om corona har Lars Henrik Aagaard også mærket, som er videnskabsjournalist hos Berlingske.
»Der har været en ufattelig hunger blandt læserne efter at finde ud af, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, hvad der er op og ned med hensyn til den her sygdom, som vi jo til at begynde med ikke forstod ret meget af, fordi den var helt ny.«
Mængden af videnskabsjournalistik er eksploderet efter corona overtog verdenen, men sådan har det selvsagt ikke altid været.
Svingende interesse
Ifølge Lars Henrik Aagaard, som har arbejdet med videnskabsjournalistik de sidste 19 år, har interessen for videnskabsjournalistik været svingende, og i en tid hvor mange medier er præget af nedskæringer, har videnskabsjournalisten godt kunnet mærke, at det ikke altid var hans stofområde, som blev prioriteret højest i avisens spalter.
»Man begynder at spare på videnskabsjournalistikken, og jeg oplever, at der er perioder, hvor jeg har problemer med at få mit stof prioriteret på avisen.«
Lars Henrik Aagaard fortæller at, det bl.a. skyldes, at avisen prioriterer historier, der sætter diskussioner i gang på de sociale medier, og dermed bidrager til den digitale retning, avisen ønsker at gå. Og der har videnskabsjournalistikken ikke altid formået at fange offentlighedens interesse.
Men der har også været perioder med fremgang, hvilket har gjort sig gældende ikke kun under pandemien, men også i forbindelse med håndteringen af klimakrisen, hvor forskning og dermed videnskabsjournalistikken har spillet en væsentlig rolle i den offentlige debat.
Klimafiksering
Ifølge Lars Henrik Aagaard begyndte der at komme mere fokus på klimajournalistik og dermed også videnskabsjournalistik, da FN’s klimakonference, COP 15, blev afholdt i 2009 i Bella Centeret i København. Eller: »den store københavnske klimakonference, hvor København skulle redde verden fra klimaforandringer,« som han omtaler den.
I de 12 dage, hvor klimakonferencen fandt sted, blev der både i København og i udlandet demonstreret og protesteret med udgangspunkt i klimaforandringerne. Dengang afstedkom det stor mediebevågenhed – både på grund af de konfrontationer, demonstranterne havde med ordensmagten, men også på grund af det store fokus den danske befolkning pludselig havde på klimaforandringerne.. Flere begyndte at tage klimakrisen alvorligt, og efterspørgslen på dybdegående og god klimajournalistik blev større. Dét affødte en reaktion fra medierne, som begyndte at prioritere klimajournalistikken højere.
»Vi (red. Berlingske) begyndte at satse meget mere på klimajournalistik, hvilket betød, at der opstod en fornyet interesse for videnskabsstof, ikke mindst klimavidenskabsstof,« fortæller Lars Henrik Aagaard om perioden omkring COP 15.
Det næste boost i klimajournalistikken kom, da Mette Frederiksen tilbage i 2019 præsenterede regeringens 70 procents CO2-udlednings-reduktionsmål. Endnu en gang rettede offentligheden øjnene mod videnskabsjournalistikken, som havde til opgave at levere svar inden for den grønne omstilling, og måske også selv komme med et par løsninger eller to
»Så begyndte jeg igen at have meget fokus på konsekvenser af klimaforandringer, hvordan vi kan reducere CO2-udledning, og hvilke teknologier man kan tage i anvendelse, altså relativt løsningsorienteret klimajournalistik,« fortæller Lars Henrik Aagaard.
Ønsket om at forstå
Nu er pandemien så løbet med al opmærksomheden. Virussen har overtaget samtalen, og sendefladerne. Med pressemøder og udtalelser fra fagfolk er der også kommet et behov for at formidle den terminologi, der bliver gjort brug af. Og det har de også lagt mærke til på Berlingske.
»Her under corona er videnskabsjournalistikken i enorm grad kommet til sin ret,« siger Lars Henrik Aagaard og fortsætter:
»Der har været et enormt behov for at forsøge at formidle og forklare en masse ting her under coronakrisen. Og vi har også kunnet konstatere på abonnementssalget, at der har været en kolossal efterspørgsel på netop den type journalistik.«
Opfattelsen hos Lars Henrik Aagaard er , at corona-dækningen har bidraget til, at videnskabsjournalistikken i dag har vokset sig til at være større end nogensinde før. Videnskabsjournalistikkens fremgang og opblomstring under corona, har været et resultat af ønsket om at forstå, og det har man fra mediernes side leveret.