Foto: Mathias Damborg
Layal Freije har rejst til byer fyldt med kultur, musik og mad, og altid insisteret på at møde mennesker der, hvor de er, og for hvem de er. Hun har været i krigszoner, flygtningelejre og set krigsofre i øjnene, men at dække krigen i Gaza er noget af det sværeste, hun har oplevet i sin karriere.
I dag er det ikke alt det, hun har set, der påvirker hende mest – det er alt det, hun ikke kan se. At dække Gaza uden at kunne se de mennesker, hun skriver om i øjnene, er ikke til sammenligning.
»Det er så forfærdeligt at stå på sidelinjen til en krig, der er så blodig og voldsom uden at kunne få lov til at se de mennesker i øjnene, man taler med.«
En stemme til dem, der ikke har nogen
Layal Freije blev færdiguddannet kandidat i journalistik fra RUC i 2017. Allerede i sin praktiktid på Politiken blev hun sat til at dække Mellemøsten, hvilket bestemt ikke gjorde hende noget. Hun har altid drømt om at fortælle om verden udenfor Danmark og give folk et indblik i hverdagen i Aleppo, når iranske gardister patruljerer gaderne eller i de vilkår, flygtninge i Syrien lever under.
Layal Freije har sprunget en del led over på karrierestigen, hvilket på kort tid har givet hende enormt mange oplevelser på nethinden og i hukommelsen. Hendes talent blev spottet hurtigt i karrieren, hvor hun kort efter endt uddannelse flyttede til Istanbul og blev mellemøstkorrespondent for Weekendavisen. Hun har formidlet historier for blandt andet Jyllands-Posten, Politiken og Zetland både som freelance og fastansat.
Hun har set: »steder, der ikke er særligt behagelige og mennesker, der ikke havde det særligt godt.« Men mest af alt har hun set nogle mennesker i øjnene, som har nægtet at lade sig knække. Mennesker, der ikke har haft mulighed for at tænke langsigtet eller turde drømme stort, men som har kæmpet for at komme gennem dagen. Afghanske kvinder, ofre for Talibanregimet, men mest af alt kunsthåndværkere, som trodsede systemet og i al hemmelighed tjente penge på deres kunst, for at brødføde deres familier. Mænd i mindre bemidlede områder i Tunesien, der fortalte om deres ikke-eksisterende fremtid, men som alligevel skabte et kulturinitiativ for at styrke det lokale ungdomsfællesskab.
Foto: Mathias Damborg
Hun har da også, som hun selv beskriver det, lavet en masse “rugbrød” gennem tiden, men det har været, når hun har brudt muren og givet stemmer til dem, der ikke selv har nogen, at hendes journalistiske virke har givet allermest mening.
Senest har hun lavet podcastene “Gaza FM” og “Det Lykkelige Arabien” på Radio IIII, og i dag skriver hun om Mellemøsten for Information.
Grotesk og absurd
Alle journalister har styrker og svagheder, og Layal ser helt klart den lange, uddybende, tidskrævende journalistik som sit kald. Hun foretrækker ikke, når det skal gå hurtigt og holdes kort. For hende er baggrundsviden helt essentiel for, at hun kan fortælle folks historier og formidle dem bedst muligt.
Layal kan godt lide, når det “gør ondt i hjernen”, når hun skal sætte sig ind i stof. Men det kan også gøre for ondt i hjernen, mener hun. Det gør sig gældende, når journalister i dag skal dække hvad der sker i Gaza og Vestbredden, eller gøre et forsøg på det. Hun beskriver virkeligheden som grotesk og absurd, fordi journalister pludselig skal dykke dybt ned i internationalt anerkendte menneskerettighedsorganisationers arbejdsmetoder for at verificere, hvad de siger, frem for selv at kunne være øjenvidner.
»Hvor er det sindssygt, at vi er kommet til et sted hvor vi skal kigge på anerkendte organisationers arbejde for at fortælle, hvorfor de er troværdige. Vi har et internationalt system, vi har været så stolte af, troet på og ikke har sat spørgsmålstegn ved. Og lige pludselig sidder vi og skal undersøge, om de taler sandt, fordi det handler om en krig, hvor vi ikke kan få lov til at komme ind som journalister.«
Hun føler sig enormt utilstrækkelig som journalist, når hun bliver lukket ude fra virkeligheden. Hun beskriver, hvordan dækningen af konflikterne i Gaza er blevet en form for “they said, they said”-journalistik, som er langt fra autentisk.
Følelse af utilstrækkelighed
Det er ikke kun det journalistiske virke, der kommer til kort, når journalister lukkes ude af blodige brændpunkter, som verden har krav på at få indblik i. Det gør balancen mellem arbejde og privatliv i høj grad også. Det er så godt som umuligt for Layal ikke at tage arbejdet med hjem og lade det påvirke hende.
»Mit privatliv er vildt påvirket, fordi jeg føler, at jeg ikke kan udføre mit arbejde rigtigt, det er så voldsomt,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg synes, det er et sted, hvor journalistikken er kommet til kort, fordi vi ikke kan udføre vores arbejde ordentligt. Det er fuldstændigt absurd, fordi jeg gør det fra min lejlighed i København K, hvor jeg sidder og drikker kaffe og spiser mandler, mens de lider.«
Foto: Mathias Damborg
Men hendes privatliv får aldrig lov at komme med på arbejde – og det er helt bevidst. Hun oplever en udvikling i journalisters dækning af verden, hvor fakta pludselig er til debat, hvor der opstår skjult aktivisme, og hvor polarisering raser. Det skræmmer hende, for hvis ikke journalisterne kan leve op til at fortælle om verden, som den er, og hvordan den hænger sammen – om man er enig i den eller ej, hvem kan så?
»Vi er journalister. Vi dækker verden som den er – gennem fakta, menneskehistorier og gode kilder. Det er det vigtigste vi kan gøre, hvis vi skal bevare vores troværdighed.«
Menneskene skal menneskeliggøres
Dækningen af Mellemøsten mangler nuancering og det er en skam, mener Layal. Medierne dækker Mellemøsten med krig, død og ødelæggelser som gennemgående temaer. Menneskene i Mellemøsten får kun en stemme i offerfortællinger, og bliver presset ind i dødstal og statistikker. Hun mener, at det er nødvendigt at kende til deres hverdag, for at forstå deres situation og for at forstå, at de er meget mere end ofre – at de er stærke mennesker. Det er nødvendigt at adskille landene og forstå, at de alle har hver deres smukke unikke kultur, som former, hvem de er. Hun anerkender, at hun selv er en del af problemet.
»Man skal kæmpe lidt mere for kulturhistorierne, for krig og katastrofer er lidt det journalister lever af.«
Men historierne er nødvendige, fordi det giver folk anledning til at sammenligne sig selv med de her mennesker og forstå, at mændene i Tunesien har et så stort potentiale, de ikke kan udleve. Og at kvinderne i Afghanistan også gerne vil udfolde deres kreativitet, men under nogle helt andre forhold, end dem vi kender herhjemme. Oplevelser former den slags journalist man bliver og den slags journalistik, man vil lave, mener hun. Tid er penge – også i mediebranchen, og de sparsomme ressourcer til at have journalister spredt udover hele verden smitter af på det billede, der bliver tegnet af Mellemøsten. Det er en enorm stor opgave at sidde hjemme i lille Danmark og dække den store verden tilstrækkeligt. Men Layal er et levende bevis på, at det kan godt lade sig gøre, fordi hun har rejst ud i verden, mødt mennesker og skabt tillid.
Foto: Mathias Damborg