Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Den her klumme tager udgangspunkt i bogen 4000 weeks. En tankeprovokerende titel, da 4000 uger er alt vi har at gøre med, hvis vi lever en gennemsnitlig menneskealder. 1148 af mine uger er brugt, og det får mig til at reflektere over, hvad jeg skal bruge de sidste 2852 på.
Jeg kunne opnå alle mine drømme og give mig hen til den gængse fortælling om, at man kan nå alt med hårdt arbejde. The American Dream’s agenda har spredt sig til resten af verden. Men er alle de mål, vi sætter os, i sidste ende det værd? Er det overhovedet vores egne mål, eller prøver vi at leve op til noget? »4000 weeks« prædiker anti-produktivitet. Det handler om at gå imod strømmen og slappe af. For nålen er ikke længere svær at finde i høstakken. I dag består høstakken af nåle, der er uendelige muligheder og ting, vi kunne gøre. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor stress og angst er markant stigende.
Løsningen er ikke altid individuel
Selvhjælpsbøger fylder på manges hylder og har selv gjort det på min. Bøgerne gentager ofte de samme temaer og prædiker selvoptimering. Man må ikke være offer. Man skal tage ansvar og arbejde hårdere. Det kan blive toxic, fordi man nemt kan komme til at vende alle problemer indad. 12-tals-piger og hustlerkulturen er to eksempler. 12-tals-pigen er blevet arketypen på stræberen. De lider under perfektionisme. De er pligtopfyldende, og lærerens vurdering af dem er altafgørende. Hustlerkulturen prædiker, at man står op klokken 4 og arbejder konstant. Målet er enorm rigdom og succes, for først da får livet værdi. Hyperproduktivet bliver idealiseret og prioriteret over socialt samvær og egne interesser.
Presset bliver også forstærket, når man ser sit liv relativt til andres på sociale medier. Det bliver en kamp, hvor lykke og tilfredshed kobles til præstationer, succes og materielle goder, selvom den korrelation ikke nødvendigvis er sand ifølge blandt andre Buddha og Rasmus Seebach.
Alt ansvar bør heller ikke ligge hos et individ. Visse normer og strukturer i samfundet bidrager også til mistrivsel. Konstant vurdering, selvevaluering, sociale medier, materialisme og kapitalisme er ting, der konstant prikker til os og beder om vores opmærksomhed. Selvfølgelig bør man heller ikke bare give op på samfundet, men man kan overveje, hvorvidt kapløbet mod andre og sig selv er det hele værd.
Præstationskultur
I 8.klasse bliver man introduceret til karakterræset. De fleste husker nok følelsen af de første karakterer i folkeskolen. Det påvirkede en i høj grad dengang enten positivt eller negativt. Det er en tidlig introduktion til præstationskulturen, der følger resten af livet, hvor man skal bevise, at man er god nok. På samme måde er CV’et og sociale medier blevet en bevisbyrde. Du læser på universitetet for et papir på, at du er en god løn værdig. Du har været frivillig i Røde Kors, så du kan bruge det på LinkedIn. Du er begyndt at træne, så din ekskæreste kan se det på Instagram. Du har taget dine børn med ud i skoven, så du kan tage et billede til Facebook. Pludselig stopper man med at bruge sin fritid og sine hobbyer på noget, man selv kan lide.
Du bør også arbejde et vist antal timer om ugen. Ifølge nogle politikere behøver du ikke engang bryde dig om dit erhverv. Hvis du arbejder nok, kan du oven i hatten være så heldig, at din bankrådgiver kan låne dig penge til dit store drømmehus. Så kan man gældsætte sig selv og arbejde konstant de næste 40 år for at betale gælden. Men det er et bevis for succes, når du en gang hvert andet år skal invitere dine gamle gymnasievenner over til grillaften.
Spark din bucketlist, så den vælter, og lad det flyde
Omfavn begrænsning. De ord ville sprænge selvhjælpscoachens trommehinde, der mener enhver begrænsning skyldes dovenskab. Sandheden er, at ingen produktivitetshack kan gøre, at du kan nå det hele. For vi har i teorien uendeligt potentiale i en verden med smartphones, internet og globalisering, men i praksis er det et uendeligt hamsterhjul, hvor et tilfredsstillende slutresultat ikke er opnåeligt. Sky’s the limit-forestillingen, selvhjælpskulturen prædiker, forvirrer os.
Man ser produktivitet som en spand, der skal tømmes (en bucketlist). Rammer sættes for, at dagen bliver en succes. I virkeligheden er analogien om, at produktivitet er en flod, faktisk bedre. Vi kan kun tage nogle ting ad gangen, mens vi må lade de andre flyde forbi. Du bilder dig aldrig ind, at det er muligt at tømme floden. Følelsen af, at man KAN nå det hele, hvis man prøver, er forkert. Alligevel har vi lange to-do-lister med 10 selvoptimerende opgaver, der skal nås. Man bliver stresset i forsøget på at få det bedre; det virker ulogisk.
Internettet er ligesom floden. Man kan se og lære alt. Man tænker dog aldrig, man vil tømme nettet for information. Alligevel banker man sig selv i hovedet over de fem bøger, man ikke fik læst. Men det var bare en fiktiv grænse, for der er uendeligt materiale derude. Du kunne have læst 20 bøger. Man kunne have lært at investere. Man kunne have læst op på, hvordan man optimerer sin sundhed. Man vælger selv rammen, og de selvvalgte rammer kan blive en pisk, der gør vores rygge blodige.
Før i tiden var der få valgmuligheder. Du gjorde dét, dine forældre gjorde. Du giftede dig med en lokal. Ingen tinder. Ikke alle de uddannelser. Ingen tog til de store byer og til udlandet. I dag har de fleste enormt mange muligheder. Hvis man gør noget, der ikke er perfekt, kan man få en skyldfølelse, for man har alt potentiale lige foran næsetippen.
Vores hjerne har udviklet sig til at blive det, vi kender som jæger-samler-mennesket. De brugte cirka 3-5 timer om dagen på at jage. Man tænkte ikke tid som noget, man skulle kæmpe imod. Når man havde gjort det, man skulle, så var man færdig. I dag er tid en begrænset ressource, som man skal værne om med rutiner og skemaer. Ironisk nok viser forskning, at vi ligeledes kun har 4-5 timers god koncentration at gøre godt med om dagen. Så omfavn begrænsing, tag det, du kan, og lad det andet flyde forbi.
Nålen er ikke længere svær at finde, men spørgsmålet er, hvor mange nåle vil vi samle, før vi har stukket os for meget?