Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Global usikkerhed, truende konflikter og demokratiets tilbagegang præger verdensbilledet. Europa står over for afgørende valg, hvor geopolitiske forskydninger kræver handling. Trumpismens skygge truer Ukraine, mens NATO vakler. En stærkere europæisk forsvarsalliance og nytænkning er nødvendig for at forme Europas sikkerhed i en uforudsigelig verden.
De globale udfordringer
Efter årtier med fred på det europæiske kontinent er modbydelige krigshandlinger nu igen brudt frem. Vi lever nu igen i en tid præget af mange og store konflikter på kryds og tværs af det internationale samfund. Toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine er netop passeret, de store grænseforskydninger er dog stadig udeblevet, og vi går med stor sandsynlighed en lang udmattelseskrig i møde, der er umulig at vurdere, hvor længe vil vare.
I Afrika eskalerer situationen flere steder. Sudan balancerer på randen af kollaps, sulten hærger, og 18 millioner mennesker ved ikke, hvordan de skal få deres næste måltid. Desuden er Rusland og Kina på en kraftig charmeoffensiv i Afrika, mens Vesten har tabt pusten og taber terræn. Det, vi er vidne til, er en klar genoptrapning af det stormagtspil, der udspillede sig på det afrikanske kontinent i flere årtier under den kolde krig. Når man tager de internationale konflikter og valgenes størrelse i betragtning, så kommer udfaldene utvivlsomt til at påvirke hele verden.
Demokratiets trange kår
Vi skal ikke mange år tilbage, før troen på demokratiet spirede som aldrig før. Dengang, da muren faldt, hvor Gorbatjov indførte de politiske reformer glasnost og perestrojka, der efterfølgende ledte til Sovjetunionens sammenbrud, førte en helt ny dimension af frihed og åbenhed med sig. Kina begyndte at åbne sin økonomi op for udenlandske investeringer, der var ensbetydende med, at planøkonomien blev sendt i graven. Det var fremskridt, der fik os til at tro på en bedre og mere retfærdig verden, hvor demokratiet ville vinde frem og friheden sejre. Verden blev et sted, hvor store internationale organisationer som EU blev bygget på demokrati og menneskerettigheder. Den tid er heldigvis ikke forbi, men vi må ikke tage demokratiet for givet.
Når mere end halvdelen af jordens befolkning skal stemme, så er der på oversiden lagt op til en sand fest for demokratiet, men lad festen stoppe der. Kigger vi på skyggesiden, så er det forventningen, at kun 43 ud af 70 valg bliver afholdt frie. Frihedspendulet har desværre svunget den forkerte vej de seneste år. Demokratiet er sendt på retræte og er direkte under pres.
Democracy Index bliver udgivet hvert år og vurderer landenes demokratiske processer fra nul til ti og konkluderer, at kun 8% af jordens befolkning lever i et fuldt demokrati – den laveste demokrati-score siden undersøgelsen startede i 2006. Næsten 40% lever i et autoritært styre. Flere steder i verden står der mørke kræfter klar til at destabilisere verdens demokratier og smadre tallet på 8% endnu længere ned.
Det vigtigste valg til Europa-Parlamentet nogensinde
På det europæiske kontinent er rammerne derfor sat op til et skelsættende, historisk og vigtigt valg til Europa-Parlamentet. Omkring 400 millioner af indbyggerne i de 27 medlemslande i EU skal til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal repræsentere dem i det europæiske fællesskab, mens også en tredjedel af landene afholder nationale valg. Valget til Europa-Parlamentet bliver afgørende for den retning, EU kommer til at bevæge sig i.
Konsekvenserne af klimaforandringerne er for alvor begyndt at blive tydelige for alle og enhver. 2023 slog rekord som det varmeste år, der nogensinde er målt på jorden. Giver vi efter for Putin og andre anti-demokratiske kræfter, eller skal vi fortsætte med at slå hånden i bordet? På ydersiden burde spørgsmålet om kampen for frihed ikke sætte de store spørgsmål i Europa, men realiteten er en anden. Det er blandt andet det, som det nye Europa-Parlament skal afgøre. Mange beskriver valget som det vigtigste valg til Europa-Parlamentet siden indførslen af det direkte valg i 1979. Når vi kigger på, hvilke udfordringer EU står overfor, så kan man næppe være uenig i den analyse.
Trumpismen forsøger ihærdigt at kvæle Ukraine
I to år har Ukraine vist en umanerlig tapperhed, der fortjener den dybeste respekt. Selvom det internationale samfund i starten ikke jævnede Ukraines modstandskamp de store chancer, har Ukraine modstået Ruslands brutalitet i kampen for frihed og demokrati. En kamp, der i virkeligheden også er vores egen kamp.
Desværre har starten på 2024 været alt for god for Rusland. Mens Trump kæmper en indædt kamp for at bremse den amerikanske støtte, skriger de ukrainske styrker efter ammunition på slagmarken. For nylig måtte ukrainerne trække sig fra frontlinjebyen Avdijivka som en direkte konsekvens af den manglende støtte fra de vestlige lande, der blev trukket i langdrag.
Ligeledes er trumpismen og kampen mod den ukrainske støtte samtidig ved at finde rodfæste i Europa. Især er dele af den nationalkonservative højrefløj begyndt at modsætte sig den europæiske støtte. I flere EU-lande er opstået en dybt foruroligende fascination af Putin, herunder i Italien med premierminister Giorgia Meloni ved roret, vi ser det også i Holland med Geert Wilders, med Le Pen i Frankrig, men tydeligst er det med det nye makkerskab bestående af Victor Orbán og Robert Fico, der henholdsvis er ledere af Ungarn og Slovakiet. Overraskende er det dog ikke, da man rent politisk kan se mange sammenhænge – eksempelvis er de klimafornægtende og anti-EU.
Vinder trumpismen tilstrækkeligt frem, vil det være en de facto foræring af Ukraine til Rusland. Det bliver det kommende Europa-Parlaments vigtigste opgave at sikre, at vi i Europa ikke lader Ukraine falde i hænderne på Putin.
Et amerikansk præsidentvalg, der kan vende op og ned på NATO
Det er ikke kun den amerikanske støtte til Ukraine, der står på spil, når amerikanerne til november skal vælge den næste præsident. Det er et valg, der har potentialet til at skabe store forskydninger i verdensbilledet. Hvis Donald Trump til november gør comeback i Det Hvide Hus, bliver Europa kastet ud i en helt ny og utryg position på forsvarsområdet. Kigger vi på meningsmålingerne, ligner det et scenarie, vi må forberede os på.
For nylig har Trump direkte opfordret Rusland til at gøre »whatever the hell they want« mod et NATO-medlemsland, der ikke lever op til 2%-kravet. Reelt set er der intet nyt over kommentaren, da han længe har været tydelig om behovet for europæisk oprustning – hvilket han i øvrigt har helt ret i. Efterfølgende var USA´s tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, hurtig til at udtale, at Trump vil trække USA ud af NATO, hvis han bliver den næste amerikanske præsident.
Om det nu reelt set ender ud i en amerikansk udmeldelse af NATO, vil jeg gerne sætte store spørgsmålstegn ved. For det første har Kongressen i USA vedtaget en lov, der betyder, at enhver præsident ikke kan trække USA ud af NATO uden godkendelse fra Senatet eller en lov vedtaget af Kongressen. Dernæst lægger Trumps nuværende rådgiver, Keith Kellogg, op til en ny kurs for NATO. Selvom kursen ikke indebærer en amerikansk udmelding, så er det dog stadig en ændring, der ville svække NATOs afskrækkelsesevne. Det, som Kellogg lægger op til, er en »trindelt alliance«, hvor medlemslandenes beskyttelse er baseret af deres økonomiske bidrag.
Det, der altid har været afgørende i NATO-samarbejdet, er musketereden, der siger, at hvis ét land bliver angrebet, er det et angreb på samtlige lande. Det betyder, at man står skulder ved skulder i forsvaret. Når Trump sætter spørgsmålstegn ved det, begynder hele fundamentet om NATO-alliancen at vakle. Vi står i en helt ny sikkerhedspolitisk situation, hvor ingen kan vide sig sikre på, om musketereden reelt set holder, når det kommer til stykket. Der opstår to konsekvenser ved at sætte spørgsmålstegn ved det.
For det første frister det svage sjæle som Putin til at afprøve om, der er sandhed over Trumps trusler. For det andet stiller det Europa i en komplet ny sikkerhedspolitisk situation, hvor vi ikke længere kan stole på NATO. Det kræver en ny alliance af europæiske lande, der også samarbejder sikkerhedspolitisk, så vi er i stand til at klare os uden USA.
Et styrket europæisk forsvar
»Europa kan først blive taget alvorligt i kampen mod Rusland, når kontinentet bliver en seriøs militær magt,« udtalte Polens nye premierminister Donald Tusk, der i samme ombæring vækkede den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten til live. Trekanten består foruden Polen af Frankrig og Tyskland.
Et kunstigt åndedræt og en markant styrkelse af Weimar-trekanten vil placere EU som en styrket geopolitisk aktør, der forholder sig til verden som den er, ikke blot som vi ønsker den skal være. Vi skal simpelthen kunne tage vare på vores egen sikkerhed. Det er decideret uansvarligt at se NATO som en a la carte forsvarsalliance, der afhænger af humøret på den amerikanske præsident.
Derfor skal vi rykke sammen i bussen i Europa. Der skal oprettes en europæisk gren i NATO-alliancen, som i sig selv ville kunne agere med den nødvendige styrke og slagkraft uden USA. Her er noget af det vigtigste at få gang i forsvarsindustrien, som i Europa gennem årtier er blevet gevaldigt nedprioriteret. Vi har set på verden, som vi ønskede den var, ikke hvordan den var.
I dag er EU-landene blot selvforsynende med under 25%, når det kommer til forsvarsmateriel. Det er selvsagt alt for lavt, men selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at vi ikke længere kan fastholde vores eurocentriske og utopiske verdenssyn, så kan man ikke trylle våben og en hel forsvarsindustri frem over natten. Der skal dog gang i den europæiske våbenproduktion heller i går end i dag!
Én af de måder, man kan gøre det på, er ved at kigge på investeringsbankerne, der længe har været underlagt påbud om ikke at investere i våben og ammunition, men derimod fredsprojekter. En fælleseuropæisk investeringsbank, der kunne tilbyde EU’s medlemslande og virksomheder lukrative aftaler, hvis ordrer bliver lagt hos europæiske virksomheder, ligger lige til højrebenet.
Et afgørende valg
Det er svært at undervurdere vigtigheden af sommerens Europa-Parlamentsvalg. Vi skal vise, at vi i Europa har lært af historien og ikke overlader spirende demokratier til sig selv, når autokrater truer, som vi for eksempel gjorde under den spanske borgerkrig. Nazistyret og det fascistiske Italien med Mussolini i spidsen satsede massivt på at begrave demokratiet i Spanien, hvilket de lykkedes med. De europæiske demokratier stod udenfor kampen for frihed og demokrati i Spanien, hvorved vi lod landet sejle sin egen sø. Det havde den konsekvens, at de demokratiske stemmer i Spanien måtte lade sig støtte af den lige så diktatoriske Sovjetunion. En kamp, der selvsagt var umulig. Tragedierne i Spanien var grusomme, flere byer blev fuldstændig jævnet med jorden og forberedte os på, hvad vi så på resten af det europæiske kontinent få år senere.
Hvis vi i dag kigger på billeder fra Ukraine, så tyer Putin og Rusland ikke til blødere krigsmetoder. Bakhmut, Avdijivka og Mariupol er blot få eksempler på de mange byer, der tydeligt viser, hvad det er, vi står overfor. Fuldstændig hensynsløs krigsførelse, hvor målet helliger midlet for Putins vanvittige tankegang om at skabe et nyt Storrusland.
Valget til Europa-Parlamentet er derfor et spørgsmål om, hvilken vej vi skal. Skal vi lade den yderste højrefløj og trumpisen kaste Ukraine i hænderne på Rusland, eller har vi lært af historien, og vil vi forsætte den europæiske støtte til Ukraines frihedskamp, der sågar også er vores egen?