VELVET TERRORISM: Pussy Riot indtager Louisiana med et årtis protestperformance-aktioner

Udstillingens sidste og mest opsigtsvækkende kunstværk. En videoperformance af Maria Alyokhina der tisser på et billede af Vladimir Putin. Foto: Mia Krogh

Korte kjoler, strømpebukser og farverige elefanthuer – Pussy Riot, det improvisatoriske anti-Putinistiske feministkollektiv, udstiller for første gang på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. LIXEN har taget kunstbrillen på og er begivet sig en tur til det Nordsjællandske.

Best of culture – Nordsjælland

Der er relativt tomt i og omkring bygningen af særlig arkitektonisk kvalitet, midt i naturskønne omgivelser, nord for København. Parkeringspladsen rummer rigeligt med plads til eventuelle kunstinteresserede københavnere, nysgerrige turister eller skoleklasser med kendskab til moderne kunst.

Museet er delt op i to. Den ene halvdel rummer den mere faste udstilling af blandt andre Pablo Picasso, Asger Jorn og Andy Warhol, som stort set altid er en del af husets vidunderlige kunstkollektion. Den anden halvdel bliver gerne skiftet ud med et par måneders mellemrum, og det er i denne del af huset, at Pussy Riot er at finde. Derimellem finder man naturligvis også Louisiana Butik samt Louisiana Cafe, som finder sted i den hyggelige pejsestue med udsigt over haven, som rummer ca. 600.000 besøgende årligt.

Den kulturelle del af dagen er hermed gået i gang, og med lyden af kraftige hæle fra cowboystøvler på bonede trægulve, begiver jeg mig nu ind i et univers af både visuel-, lyrisk- og installationskunst. Dog med et øje, der konstant kigger om hjørner for at finde ud af, hvornår vi når dagens højdepunkt; fløjlsterrorismen.

På turen gennem det smukke museum, falder mørket så småt på, og først da jeg når til cafeen, går det op for mig, at Pussy Riot-udstillingen finder sted i museets kælder. Jeg spotter, på den hvide væg ved den brede, snoede trappenedgang, de store lyserøde bogstaver, der udgør »PUSSY RIOT«.

VELVET TERRORISM

Dørene åbner sig, og denne gang er det første, der fanger mit øje en kulsort væg, endnu engang med lyserøde bogstaver, der nu udgør »VELVET TERRORISM«. En ældre kvinde kommer nærmest løbende ud fra udstillingen med fingrene i ørerne og et skræmt blik i øjnene. Jeg er begejstret, og jeg mærker, at alle mine kulturelle sanser er klar til at blive stimuleret – også i den grad. For da jeg træder ind i det første rum af den spraglede udstilling, lægger der sig et tæppe af støj over mig. Det aflange, hvide rums vægge er polstret med fotografier, tegninger, skærme med videoer, og et fuldstændig vanvittigt lydbillede fylder rummet med en følelse af ren og skær kaos.

Min mund er åben og jeg sluger alt, hvad jeg kan, selvom det er svært at komme til. For det er tydeligvis her, at klientellet fra det ellers relativt tomme museum befinder sig. Der er ingen tvivl om, at det er denne udstilling, der trækker i gæsternes sanser, og det slår mig også, at der er yderst delte meninger omkring Pussy Riots aktivistiske måde at udtrykke sig på – eller måske mere omkring hvorvidt sådan et »fint museum som Louisiana bør udstille bare tissekoner«. Sådan lyder det fra endnu en ældre dame, der tydeligvis ikke er begejstret for den mere eller mindre aggressive udstilling. Jeg vil give hende ret i, at der er meget støj i rummet – men det er med til at skabe den følelse, som jeg forestiller mig, at Pussy Riot har levet med i årevis; følelsen af kaos og uretfærdighed.

»Louisiana har en stolt tradition for at engagere sig i samtiden og i emner som ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder. Pussy Riots udstilling indskriver sig på markant vis i rækken af kritiske røster rettet mod autoriteter og systemer, der er kommet til orde hos os,« udtaler Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, da han sætter ord på, hvordan udstillingen blev modtaget af Louisiana.

Escape the Russian National Anthem

For enden af det lange, støjfyldte rum, ses to grå svingdøre og mellem dem en væg med tape, der former ordet »ESCAPE«. Derunder hænger en grøn jakke, en firkantet taske à la Wolt med teksten »Delivery Club« og nogle tilhørende billeder. Denne uniform brugte Maria Alyokhina, en af stifterne af Pussy Riot, da hun i 2022 flygtede til Europa med sin kælerotte, Mr. Rat, i tasken, da hendes navn officielt er på Ruslands liste over statsfjender.

Jeg bevæger mig ind gennem en af de to grå svingdøre og befinder mig pludselig i et fuldstændig tomt rum med lysegrønne vægge og med musik bragende ud af to store, sorte hjørnehøjtalere. Det er Ruslands nationalsang, der brager ud i rummet, og det går nu op for mig, at jeg befinder mig i en rekonstruktion af et russisk fængsel, hvor nationalsangen benyttes som vækkeur klokken 06.00 hver morgen. Så kan man altså virkelig snakke om at have en »sang på hjernen.«

Udstillingen fortsætter, og jeg går nu et farverigt rum i møde. Et rum med tårnhøje vægge i vilde pangfarver. Endvidere virker rummet langt og fyldt med indtryk. En stor, rød væg med teksten »EVERYONE CAN BE PUSSY RIOT« fanger mit blik. Og her hænger et stort billede af otte maskerede mennesker, med bare arme, hænderne i luften og medbragte musikinstrumenter. De står på en sneklædt mur med et kirketårn i baggrunden, og jeg mærker tydeligt den power, de udstråler. Jeg har blod på tanden og begiver mig længere ind i det lange rum.

Happy birthday, Mr. President

På Putins 68-års fødselsdag ønsker Pussy Riot ham stort tillykke. Det gør de ved at hænge store regnbueflag op på fem af de vigtigste offentlige bygninger i Rusland. Det gjorde de i kraft af Putins udtalelse: »There will never be any restrictions on the basis of orientation in Russia.« På samme tid slog regeringen homoseksuelle ihjel i Chechnya, udformede transfobisk lovgivning og retsforfulgte mænd, der sammen fik børn ved hjælp af rugemødre. Alt imens folk skrev under på de lovforslag, som gjorde, at Putin fik lov til at »blive siddende på tronen« – en lovgivning, præsidenten selv har udformet.

»We chose rainbow flags as our gift to Putin as a symbol of missing love and freedom. The state should not interfere in the life of the LGBTQ community. But if it does, then the community can intervene in the life of the state,« skriver Pussy Riot med sort tusch på orange papir, lige ved siden af billederne af de russiske bygninger med regnbueflag. Endnu et yderst følelsesmæssigt aspekt af den kaotiske udstilling, som i den grad skiller vandene på det Nordsjællandske museum.

Pussy Riot strikes again

Jeg finder nu mig selv i det sidste rum af Pussy Riot-udstillingen – en udstilling der faktisk fyldte mere end forventet – på flere måder. Jeg er fyldt til randen med følelser og efter at have set diverse videoer med anholdelser, tæsk, skrig og gråd, er det svært ikke at mærke en trillende tåre i øjenkrogen. Foran mig går to mænd i halvtredserne. Jeg har store ører, og deres samtale går på, hvorvidt Pussy Riots udstilling hører hjemme på Louisiana. De har tydeligvis et helt andet indtryk af udstillingen end jeg. »Det kan da ikke være rigtigt, at en sådan udstilling skal finde sted her på Louisiana. Ikke at jeg er enig med Putin, men der må da være en mere stueren måde at udtrykke sig på,« siger den ene. Jeg fniser for mig selv, tørrer øjnene og fortsætter forbi de to herrer, som tydeligvis ikke er interesserede i at tale med mig.

We were breaking the rules

På udstillingens sidste vægge ses en kæmpe collage af diverse anholdelser, henholdsvis for hooliganisme, nazipropaganda eller modstand mod den russiske ordensmagt. Billeder fra grove anholdelser, følelsesladede kys og kram og usle russiske fængselsceller overvælder mig, og det står helt klart, at disse kvinder har oplevet svie, smerte og uretfærdighed helt tæt inde på kroppen. Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj, som er de tre stiftere af Pussy Riot, kæmper en brav kamp, ikke kun for deres køn, men for frihed, retfærdighed og for et Rusland, der ikke bør tilhøre Putin alene. Udover dem består Pussy Riot af cirka ti kvinder mere – ti kvinder som trods alt vælger at være anonyme, da de endnu ikke har været på anklagebænken. Pussy Riots ikke-voldelige aktioner har ført til anholdelser, tæsk, fængselsstraffe, forgiftning, overvågning og husarrest. I et virvar af diverse aktioner, er de mest velkendte nok Punk Prayer, der fandt sted i Frelserkirken i Moskva i 2012, hvorfra Pussy Riot performede i protest mod kirkens ublu alliance med Putin. Med videodokumentationen af den aktion bragede Pussy Riot effektivt igennem i alverdens medier og blev frihedskampens helte – ja, i hvert fald i Vesten. Ligeledes fik Pussy Riot en hel del opmærksomhed, da fire af medlemmerne af gruppen løb på banen forklædt som politibetjente under finalekampen mellem Frankrig og Kroatien i VM i fodbold i Moskva i 2018. Foruden disse præsenteres en lang række mindre kendte aktioner, som tidligere nævnt, såvel som nogle af medlemmernes flugt ud af Rusland i 2022. Gruppens aktioner er drevet af protest mod et tiltagende autoritært regime og set gennem Pussy Riots linse, giver udstillingen et godt indblik i udviklingen af Putins Rusland de sidste ti år frem mod den militære invasion af Ukraine.

Putin pissed himself

LIXENS besøg på Louisiana går så småt på hæld og med en kakofoni af hundredvis af foto- og videooptagelser, bevæger jeg mig mod udstillingens udgang. Jeg skal rundt om en massiv væg i det store rum, for at finde min vej tilbage til den snoede trappe med de store lyserøde blokbogstaver. Bag væggen står en menneskemængde som sild i en tønde, og det er først, da jeg står midt i mængden, at jeg forstår hvorfor. Udstillingens sidste værk vækker opsigt, og det er forståeligt. I en bred skare af mundlamme mennesker ses en video opført på en væg. En video af Maria Alyokhina iført rød elefanthue, langt, løst hår og en mørkeblå kjole. Hun står på et bord og foran hende står en kasse med et sort/hvid portræt af Vladimir Putin. Maria bunder en flaske vand, løfter op i kjolen og pisser (undskyld mit sprog) udover det følelsesløse portræt af Ruslands præsident, hvorefter hun sparker billedet ned fra kassen i en pøl af sin egen urin. Hendes tomme blik bag elefanthuen giver mig kuldegysninger, og jeg mærker tydeligt den aktivisme, hun udfører med absolut ingen kvaler. Hun er træt af Putins pis – bogstaveligt talt.

Udstillingen på Louisiana er starten på en turne, der foreløbig kommer til MAC Musée d’art contemporain de Montréal og The Polygon Gallery, Vancouver. Pussy Riot-udstillingen finder sted på Louisiana til og med den 14. januar 2024. Oplev den før din nabo.