Foto: Emil Skjelbo Bruun
Spørger man Brian Weichardt, skal der kolde og klamme spørgsmål til at få noget ud af politikerne. Åbne hv-spørgsmål, som dem vi har stillet ham, nytter ikke noget, hvis man vil undgå politikerne sniger sig udenom.
Brian, hvordan endte du som politisk reporter?
Det er ikke fordi, at jeg altid har været klar over, at jeg ville lave politik. I virkeligheden startede jeg som kriminalreporter, og det synes jeg var rigtig sjovt i lang tid. Men så kørte jeg sur i alle de ulækre historier i kriminalstoffet, og så husker jeg det ikke som andet end, jeg fik tilbudt politik, og så tog jeg det. Jeg er glad for at have lavet kriminaljournalistik, inden jeg skulle lave politik. I retten spørger de dygtige anklagere jo ofte, hvor var du den torsdag, var du hjemme? Det er meget konkrete spørgsmål, hvor man ikke lader sig besnakke for meget af brede vendinger. Det er helt sikkert noget, jeg har taget med og nu bruger i mine politiske interviews.
Hvordan skaber man en så stærk journalistisk karakter, som den du har?
Jeg har altid talt til politikere, som jeg taler til alle andre mennesker. Det er ikke fordi, at jeg skruer en eller anden journalist-jargon på, bare fordi jeg er på arbejde. I starten prøvede jeg måske lidt mere at lyde klog og forstandig. Men angsten for det dumme spørgsmål skal man smide. Det ødelægger for meget for dig selv, hvis du går og er bange for at lyde dum eller tænker over, hvad politikeren dog ikke tror om dig, hvis du ikke kender hele deres bagkatalog. Jeg synes, at man skal tillade sig selv at spørge frit for leveren, og så må man lyde så dum, som man nu gør. Der er altid nogen, der synes, noget lyder dumt, men det skal man være ligeglad med. Det er i hvert fald sådan, jeg har gjort.
Hvorfor er din journalistiske tilgangsmåde egentlig så konfrontatorisk?
Man er simpelthen nødt til at benytte det konfrontatoriske greb, hvis man på nogen måde skal få andet end små enkeltsætninger fra politikerne med hjem. De er mestre i at forberede 4-5 enkeltsætninger, som de svarer med, uanset om du spørger, hvad klokken er, eller hvad de skal have til aftensmad. Derfor skal spørgsmålet være så skarpt, at man kan høre, hvis deres svar er forblommede eller deciderede udenoms svar. Og det kan man nemmere høre, hvis spørgsmålet er koldt og klamt. Det er derfor, jeg benytter den her stil. Jeg er jo ikke interesseret i at gå og være uvenner med folk, og jeg er heller ikke konfrontatorisk som menneske.
Tror du ikke, at du ofte kunne få flere uddybende svar fra politikerne, hvis du var mindre provokerende og mere konstruktiv?
Nej. Jeg tror, at jeg kunne få flere ord og sange fra de varme lande. Men jeg tror ikke, at jeg kunne få flere svar. Det er ligesom, når man laver en rubrik på en artikel. Den er også skåret skarpt til, så man hurtigt er med på, hvad fanden det her handler om. Det samme gælder, synes jeg, med spørgsmål. Altså de skal også være kolde og klamme, så man hurtigt har en ide om, hvad vinklingen er. Hvis politikerne så begynder at svare i øst og vest, så er det nemmere at høre det på den her måde, end hvis du spørger mere åbent: Hvordan går det med livet? Dengang jeg gik på journalistuddannelsen på RUC, fik vi altid at vide, at det er særligt fint at stille de der hv-spørgsmål for at få folk trukket lidt op i niveau, så de bedre kan folde deres egen fortælling ud. Og det passer sikkert også meget godt, hvis man laver portræt-interview, men i politik duer det bare ikke. Der skal spørgsmålene være slebet til.
Hvad ser du som din største svaghed som kritisk journalist?
Jeg har en måde at interviewe på, som jeg ved skræmmer rigtig mange mennesker væk. Vi er nemlig et konsensusland, hvor vi ikke har lyst til at høre nogen, der går på kant eller stikker ud. Det så vi på corona-pressemøderne, hvor mange helst bare ville høre på politikerne, der talte i en spand i 45 minutter. Det er der rigtig mange, der har lyst til. Der er til gengæld også mange derude, der synes, at vi er alt for bløde og svage i pressen. At vi lader politikerne slippe alt for let af krogen. Jeg har valgt at fokusere min journalistik til den sidste del. De første har masser af stof, de kan skrue hen på.
Hvem af politikerne, hvis du ikke må svare Mette Frederiksen, er dårligst til at stille op til interview?
Jaer. Mette Frederiksen er godt nok dårlig. Men det er de alle sammen, når de har en dårlig sag. Nu havde vi for eksempel Enhedslisten den anden dag med Rwanda, der jo også løber lige så hurtigt, som de kan rende, når de har dårlige sager. Så det er fælles. Det er derfor, jeg har en podcast, der hedder Ingen Kommentarer, for man ved, at når de ikke har kommentarer, så er der et problem. Der hvor, Mette Frederiksen adskiller sig fra de andre, er, at hun bruger meget tid på at sige, at medier er dårlige og dumme. Det er hun den allerværste til. Men jeg kan ikke pege på en frem for nogen andre.
Hvilken journalist havde du frygtet mest, hvis du selv var politiker?
Clement Kjersgaard fra DR, Kristoffer Miles fra Ekstrabladet, Nikolaj Rytgaard fra Jyllands Posten, Morten Skærbæk fra Politiken. Øj det var mange mænd. Men de (journalisterne, red.) er sådan nogle, der holder fast i en sag og ikke vil lade sig ryste. Så må jeg også tilføje Kåre Quist, når han har en af sine gode dage.
Hvilken journalistisk historie eller afsløring i valgkampen er du mest tilfreds med?
Vores Pape-historie. Den historie tror jeg, at folk gerne ville vide om Pape. Den har virkelig ændret noget for mange mennesker. Der er også Inger Støjbergs folketingsbetalte lejlighed på Christianshavn. Den er god, fordi den viser noget af hendes modstilling om livet i København og hende selv. Hun har selv fået penge af skatteyderne, så hun kan få en lækker Københavner-lejlighed. Det rimer ikke med det, hun går rundt og siger, og når noget ikke rimer med det, man siger, så skal det fortælles. Folk skal være opmærksomme på det for at kunne sætte deres kryds bedst muligt.
Og her til sidst skal jeg bare lige høre, hvilken sang du lytter til, når du kører hjem fra arbejde d. 1. november?
Det er helt sikkert Børn er dumme og grimme med Red Warzsawa. Den vil jeg gerne høre, når det hele er færdigt. Hahaha.