Falmende roser, skudhuller og en tidslinje med de sms’er, der blev sendt afsted fra Utøya 22. juli 2011. Øen er tydeligt mærket af den dag. Dagen hvor 69 mennesker mistede livet. Seks år senere besøger jeg øen med unge fra hele verden. Og her bemærker jeg, at Utøya heldigvis ikke kun udstråler sorg.
1. september 2017 står jeg på færgen MS Thorbjørn. Kursen sættes mod Utøya, hvor jeg skal deltage i en konference om ekstremisme sammen med omkring 100 unge mennesker fra 22 forskellige nationer. Den lille, gamle færge rummer blot plads til det halve antal. Så vi sejler over i hold. På færgen, får jeg øje på kaptajnen bag mængden af passagerer og lejrgrej. En midaldrende mand med et venligt blik. Så siger en af de andre:»Det var ham, der sejlede Breivik over dengang og troede, det var en politimand.«
Jeg stivner et øjeblik. ‘Har jeg lyst til det her,’ tænker jeg for mig selv. For det, der skete på øen seks år tidligere, kommer pludselig meget tæt på og føles meget virkeligt. Men det er det jo også. Tragedien er virkelighed. Og nu er vi her. Så jeg fatter mod og husker mig selv på, hvorfor vi er taget herud. For at mindes. For at skabe dialog. Og for ikke at lade had slå os ud.
Vi bærer sportstasker, rullekufferter og soveposer ind på bredden og kigger os omkring. Jeg får øje på utallige træer, bakker og græsarealer. Solstrålerne fra den skyfri himmel rammer en hvid bygning, hvor der med rød skrift står ”Utøya”. Øen er ved første øjekast fredelig og idyllisk. Men med øens historie i baghovedet er det alligevel svært at tro, at det kan være en fuldbyrdet beskrivelse. Så jeg kigger nysgerrigt videre. Og senere begynder øens ar, jeg vidste burde gemme sig et sted, da også at dukke op. Blandt andet inde i en bevaret bygning, hvor mange af Breiviks skud blev affyret. Der er skudhuller i væggene, og blomster med tilhørende billeder af ofrene ligger rundt omkring på gulvet. Jeg må stoppe lidt op og samle energi, inden jeg fortsætter. Så kommer vi til en tidslinje over hændelserne 22. juli. Lejr-deltagernes sms’er til sine pårørende sendt afsted på dagen er listet op.
“Mama jeg er så redd for å dø,” står der blandt de mange talebobler. Nogle meter fra mig ser jeg en pige græde i armene på en anden. Hun har lige læst tidslinjen med sms’er.
Foto: Johanne F. Mortensen.
Tankevækkende weekend
Jeg er overvældet af indtryk. Utallige tanker går igennem mit hoved. Det hele er bare så tæt på. For lige meget, hvor vigtigt jeg end måtte synes, det er at besøge steder, der bærer på en skræmmende fortid, er det en ambivalent følelse at stå midt i målet for mordet på så mange mennesker. Mennesker, der kunne have været mig. Unge idealister med noget på hjerte. Men jeg holder humøret højt på trods. Og tydeligt er det også, at det er dét, som får Utøya til at leve videre. Unge mennesker med mod på livet, der fortsat vil bage snobrød om lejrbålet og synge, ”You may say, I’m a dreamer”.
Så det gør vi. Lørdag aften sidder vi med armene over hinandens skuldre, lader ilden fra bålet varme vores ansigter og kolde fødder. Vi diskuterer køn, religion og politisk orienterings indflydelse på ekstremisme.
»In my country extremism is something else,« erklærer en brasiliansk pige, og snakken går.
Klap. Klap. Klap. Boom tika boom tika boom. Sådan lyder det ved siden af bålet. Sang og klappelege er sat i gang, og vi lærer afrikansk dans. Stemningen er løsnet nu og for en stund er der latter i stedet for tåre.
Jeg føler mig heldig og taknemmelig for at være en del af en weekend i håbets tegn. En weekend, hvor vi ikke glemmer – men heller ikke går i stå. En weekend, hvor vi tør lære af hinanden og hinandens ståsteder. For ekstremisme er ikke det samme i Brasilien som i Norge. Og kønsroller noget andet i Kenya end i Danmark. Det har vi valgt ikke at lade os slå ud af, ligesom vi ikke må lade os slå ud af mennesker som Breivik.
Da vi om søndagen sejler med færgen væk fra øen igen, kigger jeg på kaptajnen og tænker, at det er dybt imponerende og vigtigt, at han er at finde på færgen igen. Han stoppede den dag, hvor 69 mennesker mistede livet på Utøya. Men nu lukker han igen unge mennesker om bord MS Thorbjørn og sætter kursen frem og tilbage mellem øen og fastlandet. Det vidner om det håb, som resten af øen også emmer af.