Foto: Magnus Nygaard
Hans Redder har hele sit liv været drevet af sin passion for politik og samfund. I dag besidder han sit drømmejob som politisk redaktør på TV 2, hvor ingen dage er ens og tiden kan være knap. Vi har mødt ansigtet på politisk livedækning til en snak om prioriteringer, drivkraft og fremtiden.
Hans Redder har de seneste år været fast inventar på TV 2’s sendeflade, når det gjaldt de største politiske begivenheder. Med sin rolige facon, sine skarpe analyser og det karakteristiske røde hår er han blevet et velkendt ansigt i danskernes TV som den journalistiske vagthund, der holder politikerne på Christiansborg til ilden. I maj 2021 skiftede Hans Redder titlen som politisk reporter ud med titlen som politisk redaktør hos TV 2. Et job han beskriver som sit drømmejob, hvor ingen dage er ens.
Da vi møder Hans Redder på Christiansborg, kommer han direkte fra studiet i Go’ Morgen Danmark, hvor han har vendt Moderaternes nuværende situation som nyligt opstillingsberettiget parti. Dagen forinden interviewede han Kristian Thulesen Dahl i Vejle og var med i nyhedsudsendelserne, og senere i aften flyver han til Aalborg for at dække Socialdemokratiets årlige kongres og Dansk Folkepartis årsmøde. Hans Redder er dog ikke på farten hele tiden, da en stor del af tiden også går med at have fingeren på den politiske puls på Christiansborg ved at forhøre sig i krogene og drikke kaffe.
»Det er i virkeligheden et ret fleksibelt job. Der er dage, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store, og så kan jeg tage en fridag. Alle uger er dog forskellige. Der er altid et eller andet drama, der kræver, at vi gør noget anderledes, og at arbejdsdagen aldrig er 9 til 16.«
»Tilfældigt, at jeg kom på tv«
Inden Hans Redder tiltrådte sin nuværende stilling, huserede han Christiansborgs gange som politisk reporter for TV 2. Den stilling har siden gjort ham til et velkendt ansigt for den hyppige TV 2-seer. Oprindeligt var det dog ikke Hans Redders intention, at han skulle ende med at trave rundt på Christiansborg med en rød mikrofon i hånden.
»Det var egentlig tilfældigheder, der gjorde, at jeg endte på tv.«
Omkring 2016 fandt mange af de store journalistiske kanoner på Christiansborg nemlig andre veje at gå. Der opstod et tomrum i pressekorpset, da blandt andre Thomas Funding, Anders Langballe og Knud Brix forlod Christiansborg, og dét tomrum skulle udfyldes af nogen.
»Sophie Bremer, som havde været live reporter på NEWS, skiftede job, så de stod og manglede en, og så blev jeg spurgt. Det havde jeg egentlig ikke tænkt over før, men så sagde jeg, at det kunne vi da godt prøve af.«
Og derfra tog det fart. Siden da har Hans Redder leveret utallige analyser og interviews uden siden at være blevet træt af det.
»Jeg blev fanget af det. Den umiddelbarhed og nerve, der er i live tv – den synes jeg ikke, man rigtig oplever andre steder i journalistikken.«
På Christiansborg fra barnsben af
Selvom tv-vejen ikke først lå lige for, lå en karriere som journalist det. Familien Redder er nemlig en rigtig journalist-familie. Både Hans’ mor, Gitte Redder, far, Niels Nørgaard, og den ene af Hans’ tre brødre, Anders Redder, er journalister. Lige siden Hans Redder var barn, har aviserne ligget på bordet om morgenen, og nyhederne kørt i fjernsynet om aftenen. Interessen startede derfor tidligt, men beslutningen om at gå i sine forældres fodspor kom først senere.
»Jeg har altid været interesseret i den her verden, og jeg er blevet hevet med på Christiansborg, siden jeg var helt lille, men det er ikke sådan, at jeg altid har vidst, jeg ville være journalist. Men nu når jeg tænker tilbage, så har jeg nok egentlig aldrig kunnet se mig selv lave andet end det. Nogen vil måske kalde det negativ social arv,« griner Hans Redder.
Den endelige beslutning om at forfølge en journalistisk karriere kom, da Hans Redder gik på journalistlinjen på Vallekilde Højskole. Dér gik det op for ham, at det var det, han skulle. Hans Redder endte efter sit højskoleophold med at søge ind og blive tildelt en plads på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Et studie, som han ser tilbage på og fortæller om med entusiasme og glæde.
»Jeg synes, at studiet på Syddansk Universitet var en fed kombination af noget akademisk og noget håndværksmæssigt. Jeg var for eksempel glad for at have International Politik. Kombinationen af at få lavet journalistisk arbejde selv men også at få en faglig ballast og akademisk forståelse – den, synes jeg, giver god mening.«
Gennem sin studietid engagerede Hans Redder sig blandt andet i Kredsen af Journaliststuderende Odense (KaJO), hvor han var næstformand, og LIXEN, som han skrev en håndfuld artikler til. Ud over det faglige står særligt det sociale tilbage, som noget af det vigtigste Hans Redder har taget med sig videre fra sin tid på uddannelsen.
»Jeg er født og opvokset i København og flyttede så til Odense. At være så intensivt sammen med en masse mennesker, der deler ens interesse og ens drømme om, hvilken branche man gerne vil ind i – det var en virkelig stærk oplevelse.«
Børn, Brøndby og bagsiden af medaljen
Når Hans Redder ikke trasker gangene på Christiansborg tynde, bruger han primært sin tid med sin hustru og to børn i deres hjem i Køge. Den hektiske hverdag med breaking, pressemøder og samråd forsøger han at lægge fra sig, når han endelig er hjemme med familien. Her finder han nemlig et frirum fra den boble, journalistik og politik kan være.
»Nogle gange går man rundt og bilder sig selv ind, at det, man laver, er det vigtigste i verden, og at alle følger med i, hvad der lige er sket dén time på News, eller hvad der lige er sket af interne intriger i DF eller Venstre. Og så kommer man hjem, og så er det i virkeligheden noget andet, som er mindst lige så vigtigt, og andre mennesker, der laver noget mindst lige så vigtigt.«
Gennem sin stilling skal Hans Redder være tilgængelig og klar til at rykke ud, når de store politiske historier begynder at breake. Den tilgængelighed koster dog, da han ofte må nedprioritere sine venner og interesser for at kunne passe sit arbejde – også selvom det gælder hans elskede fodboldklub Brøndby IF.
»Jeg kan godt mærke – især gennem de seneste år – at jeg har nedprioriteret nogle af mine venskaber. Mere end hvad jeg har haft lyst til, men simpelthen fordi jeg ikke har kunnet finde tiden til det. Hvis jeg nogle gange får et sting af dårlig samvittighed over noget, er det, at jeg ikke synes, jeg har tid nok til at pleje det,« forklarer han og fortsætter:
»Jeg har nogle tætte venner, som jeg plejer at tage ud og se fodbold med. I går aftes spillede Brøndby kamp, og der kunne jeg så ikke tage med på grund af mit arbejde, fordi jeg stod på en rasteplads på Fyn og skulle snakke om Dansk Folkepartis krise. Og sådan ender det ofte.«
Hans Redder understreger dog, at det ikke skal forstås som klynk, men at det er en del af den pakke, som følger med hans job:
»Hvis man skal have det job, jeg har nu – og det er vitterligt mit drømmejob – skal man være indstillet på, at der er travlt, og der er meget arbejde i det, og når der sker noget, skal og vil jeg gerne være til stede. Det kræver nogle fravalg.«
En rigtig journalist
Det har dog ikke altid været live-tv og politisk journalistik, som Hans Redder har beskæftiget sig med. Da det blev tid til at prøve kræfter med praktikken under studietiden, valgte Hans Redder at søge hos Dagbladet Information. Praktikpladsen kom i hus, og de 18 måneder hos avisen under ledelse af Christian Jensen og Rune Lykkeberg satte store spor hos den unge journalist.
»Information er virkelig et sjovt sted, der på nogle måder hænger sammen med gaffatape. Der er ikke særlig mange mennesker til at lave den avis hver dag. Og det betyder også, at jeg som praktikant fik et kæmpe ansvar. Jeg startede på kulturredaktionen, og jeg er ikke en mand, der bruger tid på at læse kultursektionen hver dag, og jeg er ikke ekspert i musik og teater. Men det var en meget fed oplevelse at blive kastet ud i,« fortæller Hans Redder og fortsætter:
»Jeg tror, min første opgave var, at jeg skulle til noget undergrundsteater på Nørrebro og skrive en reportage derfra. Det gjorde jeg så, og den var i avisen to dage efter, jeg startede. Det var mega angstprovokerende, og jeg var pissenervøs, første gang jeg skulle skrive en artikel, men det gav meget.«
Hans Redder så tidligt i sine studieår sig selv som avisjournalist, da det ifølge ham “var den rigtige måde at være journalist på”. Det var også derfor, at han umiddelbart efter sin praktiktid blev ansat som skrivende politisk reporter på tv2.dk i 2012. Det blev startskuddet på et knap 10 år langt forhold mellem ham og TV 2.
Den første kladde i historiebøgerne
Siden Hans Redders karriere begyndte har han været med til at dække de største, politiske begivenheder. Og netop lysten til at være tæt på og tage del i den historie, der skrives, er noget, der fortsat driver ham fremad.
»Den sult og den lyst til fortsat at være med, tror jeg på en eller anden måde, er min største styrke – og den har jeg ikke mistet endnu. Jeg tror, det var en Washington Post-chefredaktør, der engang sagde: “Journalism is the first rough draft of history.”, altså den første kladde i historiebøgerne, hvilket jeg synes er meget præcist.«
En anden væsentlig drivkraft hos Hans Redder ligger i de kvaliteter, han fik med fra sit videbegærlige barndomshjem, og som har fulgt ham hele vejen gennem karrieren.
»Jeg er glad for, at jeg stadig har den nysgerrighed på dansk politik og samfundet, som jeg havde, da jeg startede som journalist. Nysgerrigheden på, hvad det egentlig er, der ligger bag.«
Drømmejobbet, der ikke går i ring
Bortset fra den korte periode på kulturredaktionen på Information har det været den politiske journalistik, der har fyldt i Hans Redders karriere – og sådan regner han med, at det skal blive ved. I hvert fald indtil den dag, hvor jobbet bliver for vanebetynget og dagligdagsagtigt på den grå og kedelige måde.
»Den dag, jeg oplever, at det hele går i ring, og jeg ikke længere er grundlæggende nysgerrig og ærgerrig på at forstå og formidle sammenhængene i dansk politik, tror jeg, at jeg skal finde noget andet at lave.«
Hans Redder understreger dog, at han absolut ikke kan forestille sig et bedre job, end det han har nu, men han erkender også, at livet som Christiansborg-journalist har en udløbsdato for de fleste.
»Det er ret få journalister, som ender med at være herinde (red. Christiansborg) hele deres liv. Det tror jeg heller ikke nødvendigvis er sundt at være, så på et tidspunkt tror jeg gerne, jeg vil prøve noget andet.«
I Hans Redders unge journalistspire-dage var en dem, han så op til, Jørn Stjerneklar, Afrika-journalist og -fotograf. Hans Redder er selvsagt gået en meget anden vej end sit tidlige journalistiske forbillede, men tanken om at komme til udlandet med sin journalistik har ikke sluppet ham helt. Et arbejde i udlandet som journalist kunne godt komme på tale i fremtiden, hvis det stod til ham selv. Og ligeså kunne et job i et blødere nyhedsformat.
»Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig på et tidspunkt at lave noget journalistik, som var i et andet toneleje og med et andet udgangspunkt, som ikke var politisk. Det kan være, der er nogle journaliststuderende, som har graverdrømme, der rynker lidt på næsen af Go’morgen Danmark og Aftenshowet, men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave journalistik med den ambition at give folk et smil på læben eller at give folk en god oplevelse. Journalistik, som sænker skuldrene noget mere.«
Men tankerne om et fremtidigt jobskifte er så godt som ikke-eksisterende. Lige nu beskæftiger den politiske redaktør sig med det, han brænder allermest for. Nysgerrigheden for den politiske verden er fuldstændig intakt, og det er svært at forestille sig et arbejde, der skulle passe bedre til Hans Redder.
»Så længe jeg har den nysgerrighed – og det synes jeg virkelig stadigvæk, at jeg har – så ville jeg ikke kunne pege på et andet job, jeg hellere ville have.«