I 1920’erne krævede det både dages ventetid og dyreforsøg at afgøre, om en kvinde var gravid. Mus blev injiceret med urin, kaniner måtte lade livet, og frøer lagde æg som svar. Graviditetstestens udvikling er ikke kun historien om videnskabelige fremskridt, men også om, hvordan teknologi har givet kvinder større kontrol over deres liv og fremtid.
Du sidder på det kolde flisegulv med ryggen mod badeværelsesvæggen og blikket stift rettet mod kanten af vasken. Der ligger den – den lille hvide plastikpind, der snart vil afgøre din fremtid. Dine hænder ryster let, mens øjnene skiftevis flakker mellem sekundviseren på uret og det lille svarfelt. Én streg eller to? Tankerne farer rundt, en kaotisk blanding af frygt og håb, mens tiden snegler sig af sted. Selvom ventetiden synes uendelig, tager det i dag kun få minutter at få svar på, om man er gravid – men sådan har det ikke altid været.
En banebrydende opdagelse
Graviditet var præget af stor mystik i starten af 1800-tallet. Lægerne forsøgte at tolke urinens farve, lugt og konsistens som tegn på graviditet, mens symptomer som kvalme og hævede bryster blev betragtet som mulige indikatorer. Men uden videnskabelige metoder var det hele præget af gætterier og stor usikkerhed.
Alt dette ændrede sig dog, da de tyske gynækologer Selmar Aschheim og Bernhard Zondek i 1920’erne opdagede, at hormonet hCG, som kun produceres under graviditet, kan påvises i urin. Med den viden udviklede de en graviditetstest, hvor urinen fra den gravide blev sprøjtet ind i en umoden hunmus. Efter et par dage dissekerede lægerne så musen og undersøgte dens æggestokke for tegn på
hormonel aktivitet, såsom forstørrelse og modning af follikler, der kunne fastslå en graviditet.
»Deres opdagelse var virkelig en milepæl inden for medicinsk forskning. Mus-
testen har dannet fundamentet for de graviditetstests, vi kender i dag,«
forklarer Tina Madsen, der er uddannet medicinhistoriker.
Testens nøjagtighed, med en fejlrate på under 2%, var i den grad revolutionerende.
Det til trods var testen dog hverken praktisk eller hurtig. Den krævede nemlig
både laboratoriefaciliteter og lægefagligt personale, og dét gjorde den utilgængelig for langt de fleste kvinder.
Tillykke! The rabbit died
I 1930’erne blev kanin-testen, udviklet af Maurice Friedman og Maxwell Lapham,
den foretrukne metode til at fastslå graviditeter. Metoden fungerede ved, at kvindens morgenurin blev injiceret i en hunkanins blodårer. Efter 48 timer – en betydelig forbedring i forhold til de fem dage, mus-testen krævede – blev kaninen
dissekeret, og dens æggestokke blev undersøgt for tegn på hormonel aktivitet.
om Tina Madsen bemærker, rejser metoden dog flere dyreetiske dilemmaer, da mange dyr måtte lade livet for at få et resultat.
»Mus-testen har dannet fundamentet for de graviditetstests, vi kender i dag.
– Tina Madsen, Medicinhistoriker
»Både mus-testen og kanin-testen krævede, at dyret blev aflivet efterfølgende.
Dengang tænkte man ikke så meget over dyreetik, og det blev set som en naturlig del af videnskaben. I dag er der heldigvis langt større fokus på de etiske aspekter ved dyreforsøg,« fortæller medicinhistorikeren.
Ingen døde dyr
I 1940’erne revolutionerede den britiske zoolog Lancelot Hogben graviditetstestning
ved at introducere brugen af den afrikanske klofrø.
Hunfrøen reagerede ved at lægge inden for 12-24 timer, hvis urin fra en gravid kvinde blev indsprøjtet i dens ryglymfesæk – et væskefyldt område bag på
frøen. Senere fandt man ud af, at hanner af samme art også kunne bruges. Hvis urin fra en gravid kvinde blev indsprøjtet, ville hanfrøen reagere ved at udskille sædceller, hvilket kunne observeres inden for blot 5-18 timer.
Frø-testen blev brugt op gennem 1960’erne og var kendt for sin høje præcision og relativt hurtige resultater. Testen blev på den måde et vigtigt skridt mod mere humane og pålidelige graviditetstests.
At give kvinder mulighed for selv at tage en graviditetstest
var en revolution.
– Tina Madsen, Medicinhistoriker
En dyr omgang
I midten af det 20. århundrede var graviditetstests ikke blot tidskrævende og afhængige af dyreforsøg; de var også en bekostelig affære. Ifølge Lægebogen for kvinder fra 1954 kunne man på Statens Serum Institut få foretaget en kanintest for 30 kroner og en frø-test for 15 kroner – betydelige beløb i en tid, hvor en gennemsnitlig arbejdsuge kunne indbringe omkring 150 kroner, vel at mærke for en
mand.
En graviditetstest kostede i 1950’erne mellem 15 og 30 kroner. Illustration: Maya Bøttker
Den kemiske revolution
Den moderne hjemmegraviditetstest blev opfundet i 1967, men det skulle tage ti
år, før den blev tilgængelig på markedet. Det skyldtes, at kritikere frygtede, at let
adgang til graviditetstests kunne føre til flere aborter, fordi kvinder nu ville opdage
graviditeten tidligere end før.
Den moderne graviditetstest bygger altså videre på opdagelsen fra mus-testen og fungerer ved at påvise hormonet hCG, som produceres under graviditet. I modsætning til de tidligere metoder kræver denne test ingen dyr og er designet til hjemmebrug. Kvinden skal blot tisse direkte på en test- pind, og mens det i de tidlige hjemmegraviditetstests tog op til fem dage at få svar, tager det i dag kun få minutter.
»At give kvinder mulighed for selv at tage en graviditetstest var en revolution. Det handlede ikke bare om teknologi, men om at give kvinder en ny form for frihed og kontrol i en tid, hvor det ikke var en selvfølge,« forklarer Tina Madsen.
Graviditetstesten har rejst en lang vej fra laboratoriebordet til badeværelseshylden. Det, der engang krævede dage, dyr og eksperter, kan nu klares på minutter med et diskret indkøb på apoteket. Og spørgerman medicinhistorikeren, er graviditetstesten ikke bare en historie om videnskabelige fremskridt, men også om kvinders ret til at kende deres egen krop – hurtigt, privat og sikkert.