Når det gælder integrationsspørgsmålet, kan det være svært at sige, hvad der er rigtigt og forkert. Men for Javane Hashemi handler det udelukkende om frihed.
19-årige Javane Hashemi ligner en helt almindelig teenager. Hun har koralfarvede negle, sorte tynde solbriller og en guld næsepiercing, der matcher hendes blandede guldfarvede ringe. Hun går i 3.g på HTX i Albertslund og vil gerne studere psykologi efterfølgende. Men hendes baggrund er anderledes end de fleste teenagers.
»Jeg var 15 næsten 16, da jeg kom til Danmark.«
Hendes accent er tydelig, når hun snakker. Dog har den sjællandske dialekt også taget en plads i hendes udtale, således at accenten nedtrykkes. Hendes ordforråd er bredt og varieret. Men det har ikke været let for Javane at blive så selvsikker i det danske sprog.
»Det var hårdt. Det var udfordrende. Der er rigtig mange sider af et sprog, man skal tage hensyn til. Det var både ordene, udtalelsen og grammatikken, som jeg skulle lære. Og det, der er, med dansk er, at hvis du ikke kan udtale ordene rigtigt, så kan folk ikke forstå, hvad du siger.«
Det er blot 4 år siden, at Javane forlod Iran og ankom til Københavns Lufthavn. Hendes far fik opholdstilladelse gennem greencard-ordningen og kunne derefter tage hele familien til Danmark. Det er en ordning, man skal søge om. Der er en lang række krav, som skal opfyldes bl.a. kravet om at have et arbejde.
Det var herefter, at Javane påbegyndte sin kamp om at lære dansk.
»Jeg læste rigtig mange bøger, og hvis jeg ikke forstod et ord, slog jeg det op. Jeg havde et hæfte med alle ordene og deres betydning. Jeg skrev også en sætning til det pågældende ord, så jeg vidste, hvordan jeg skulle bruge det.«
Selvom starten i Danmark var svær, ville Javane ikke give op. Hun fik nemlig noget i Danmark, som hun ikke kunne få i Iran.
Da jeg lige ankom til Danmark, var jeg glad. Endelig havde jeg den frihed, som jeg altid har villet have. Samtidigt var det også virkelig hårdt, for jeg kunne ikke tale dansk.
»Det bedste jeg kunne lide ved Danmark, da jeg ankom, var friheden. Det er det, jeg stadigvæk rigtig godt kan lide. Det er friheden og frisindede folk.«
I Iran kunne hun nemlig ikke nyde nogen frihed.
»Forholdene i Iran er sådan, som de er. Man har ikke den frihed, man gerne vil have. Kvinderne skal gå med tørklæde, og man kan blive fængslet for at sige det forkerte.«
Her ses Javane på besøg i Iran, hvor hun er nødt til at gå med tørklæde. Foto: Aida Jahic
Det var også en af grundene til, at hun ville integreres i Danmark. Nu havde hun endelig fået den frihed, hun altid havde søgt.
»Da jeg lige ankom til Danmark, var jeg glad. Endelig havde jeg den frihed, som jeg altid har villet have. Samtidigt var det også virkelig hårdt, for jeg kunne ikke tale dansk.«
Men hun gav ikke op. Hun prøvede igen og igen, indtil hun mestrede det danske sprog. Med lidt hjælp.
»Det var en hjælp, at mine forældre selv sad og prøvede at lære dansk. De sad og læste dansk. Det var en motivation for mig. De guidede mig til at lære dansk.«
Og i sidste ende lykkedes det. Men hvad er, ifølge Javane, hemmeligheden bag god integration?
»Familien er en vigtig nøgle. Hvis din familie ikke vil have, at du skal være integreret, vil det være rigtig svært at blive integreret. Hjælp fra kommunens side er også vigtigt. Det fik jeg rigtig meget. Men familien er det vigtigste. Hvis der ikke er frihed i familien, kan man ikke integreres.«