Journalistisk lektor på SDU Christine Brasch Bækholm har, som journalist, prøvet at være undercover og også oplevet de personlige konsekvenser af det. Hun mener dog, at det i enkelte tilfælde kan være en nødvendighed for at dokumentere sin historie.
Siden 2016 har Christine Brasch Bækholm været journalistisk lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Her underviser hun for tiden de bachelorstuderende på 3. semester i undersøgende journalistik, som hun har stor erfaring med fra sin tid som journalist på Ekstra Bladet. Her var hun en del af en avis, der ofte gik længere end de fleste for at belyse problemerne i samfundet. Det betyder, at Christine Brasch Bækholm selv flere gange er gået undercover for at afdække et problem. Det er dog en metode, der kan have konsekvenser i privatlivet, hvilket Christine Brasch Bækholm også selv har oplevet.
En mistænkelig nøgle
Da Christine Brasch Bækholm i 2006 arbejder på Ekstra Bladets forbrugerredaktion, skal hun finde indhold til en ny sektion i avisen:
»Vi har et nyt tillæg med en lille spalte, der indeholder sådan nogle skøre ting, man kan købe på nettet. Her bruger vi en hjemmeside, der hedder QXL, hvor man for eksempel kan købe en ø, en kvælerslange og alle mulige andre mærkelige ting.«
QXL var dengang et af Danmarks største auktionshuse på internettet. Her kunne man købe og sælge nye eller brugte varer. Da Christine Brasch Bækholm søger efter skøre ting på hjemmesiden, falder hun pludselig over en interessant vare.
En bruger på hjemmesiden har sat en såkaldt ”bankenøgle” til salg. En bankenøgle er et værktøj, der kan bruges til at lirke låse op, selvom man ikke har nøglen, der passer til låsen. Bankenøglen er derfor et hyppigt brugt værktøj blandt indbrudstyve. Det er dog ikke ulovligt at købe og sælge bankenøgler. Christine Brasch Bækholm undrer sig dog over, at nogen vælger at sætte en bankenøgle til salg på en offentligt tilgængelig hjemmeside, da værktøjet primært bruges af kriminelle.
»Så jeg tænker: Ej, det kunne være sjovt lige at prøve at byde på den og se, hvad man kunne få sådan en for, og så kunne vi lave en større journalistisk historie ud af det«, lyder det fra Christine Brasch Bækholm.
Bankenøglen kan bruges til at lirke over halvdelen af låsene i de danske hjem op, så hvis den kan købes frit på internettet, er det meget nemt for indbrudstyve at få fat i dem. Christine Brasch Bækholm indleder derfor en samtale med sælgeren på hjemmesiden QXL. For at sælgeren ikke skal få mistanke om, at hun er journalist, finder hun på en dækhistorie.
»Jeg skrev, helt naivt, at min kæreste ønsker sig sådan en bankenøgle i fødselsdagsgave, da han bliver 30 lige om lidt. Kan jeg ikke få lov til at købe sådan en?« Siger Christine Brasch Bækholm.
Herefter byder hun 1400 kroner og får lov til at købe nøglen.
Under dække med paparazzi
Christine Brasch Bækholm vil gerne have billeder af manden, der står bag salgsannoncen, så han kan blive hængt ud som en mand, der sælger værktøjer til kriminelle. Derfor aftaler hun at mødes med ham fysisk ude foran Rødovre Centrum, og tager en fotograf med. Fotografen lægger sig på lur med en lang linse, et stykke fra hvor Christine Brasch Bækholm har aftalt at mødes med sælgeren. Uheldigvis vælger sælgeren at parkere sin bil mellem Christine Brasch Bækholm og fotografen, således at linsen ikke længere kan fange Christine Brasch Bækholm. Derfor bliver Christine Bækholm nødt til at flytte sig lidt væk fra sælgerens bil. Sælgeren bemærker det tilsyneladende ikke, og de indleder samtalen omkring bankenøglen.
Christine Brasch Bækholm spørger, om ikke sælgeren kan vise, hvordan bankenøglen virker? Det vil han gerne, og han viser med en medbragt hængelås, hvor nemt det er at lirke den op med en bankenøgle. Fotografen ligger på lur og får billeder af det hele. Samtalen ender med at Christine Brasch Bækholm køber bankenøglen.
Herefter vælger hun sammen med en anden fotograf at opsøge diverse låsesmede med skjult kamera, for at undersøge om man kan få en låsesmed til at kopiere nøglen. Her udgiver de sig for at være et kærestepar, der netop har købt en ny lejlighed, og derfor skal bruge flere nøgler end den ene de har til lejligheden. Ifølge Christine Brasch Bækholm er låsesmedene klar over, at det er en såkaldt bankenøgle, de kommer med, da den har helt ens takker i modsætning til alle andre nøgler. Selvom låsesmedene godt ved, at denne nøgle bruges til kriminelle formål, vælger fire forskellige låsesmede på Vesterbro at gå med til at kopiere nøglen.
Trusler i privatlivet
Inden historien skal offentliggøres på forsiden af Ekstra Bladet, ringer Christine Brasch Bækholm til sælgeren og konfronterer ham med historien. Sælgeren bliver naturligvis rasende over, at han skal hænges ud i Ekstra Bladet.
»Jeg hører herefter ad omveje, at han var rødglødende af raseri og ville have, at mit liv skulle gå op i flammer,« siger Christine Brasch Bækholm.
Samme formiddag, som historien udkommer på forsiden af Ekstra Bladet, ringer fotografen, der tog billeder af sælgeren til Christine Brasch Bækholm. Han har en kontakt, der kender sælgeren, og som mener, at han kan finde på at hævne sig. Sælgeren har en kriminel baggrund og har tidligere siddet i fængsel på grund af vold. Fotografen beder derfor Christine Brasch Bækholm om at skifte låsene til hendes lejlighed med det samme. Derudover bliver hun bedt om at gå med hat for at skjule sin identitet, samt ikke at benytte sin hoveddør. Hun beder samtidig beboerne i hendes opgang om ikke at lukke nogen ind, de ikke kender.
Christine Brasch Bækholm føler sig utryg i sin egen lejlighed og vælger derfor at flytte hjem til sin søster. Her bor hun i tre dage, indtil hun tænker at sælgerens hævntørst er blevet lidt mindre. Hjemme i lejligheden fortsætter hun dog med at benytte bagdøren i den kommende uge, men sælgeren ender med aldrig at opsøge hende.
En nødløsning
Denne historie endte med at være Christine Brasch Bækholms første historie til forsiden af Ekstra Bladet. Kort efter gik hun undercover på en anden historie, men hun understreger, at der er meget få historier, hvor det er nødvendigt at gå undercover.
»Det er jo et minimum af alle de journalistiske ting, jeg har lavet, hvor jeg har været undercover. Det er virkelig ikke ret tit man gør det. Det er jo sidste udvej for, at man skal kunne dokumentere, at det her foregår.«
I de seneste år er diskussionen om, hvornår det er nødvendigt at bruge undercover-metoder for at afdække et problem, blusset op i medierne. Senest i 2020 fik Aarhus Kommune nedlagt forbud mod at TV2 måtte vise dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”, fordi tv-stationen benyttede optagelser med skjult kamera fra to plejehjem. Forbuddet blev dog senere hævet, og dokumentaren blev vist på TV2. Christine Brasch Bækholm mener, at det større fokus på området har gjort, at journalister tænker sig om en ekstra gang, før de tyer til undercover-metoder.
»Af og til er det nødvendigt, men det bliver sjældnere og sjældnere, da der er kommet nogle skærpede krav i samfundet til, hvornår det er okay at bruge. Det skal virkelig være noget man bruger som en nødløsning,« siger Christine Brasch Bækholm.