KONSTRUKTIV

‘Under Ombygning’ tør mere end at drømme om en inkluderende håndværkerbranche: De bygger den i fællesskab

Deltagerne til Under Ombygnings årlige træf samles om at bevare nedslidte vinduer. Foto: Sofie Tasior

Håndværkerbranchen er mange steder præget af en kultur, hvor kønsminoriteter skal kæmpe for deres plads om bordet. I 2020 besluttede en gruppe håndværkere sig for at starte et netværk for dem, der drømmer om en bedre fremtid for sig selv, hinanden og branchen.

Af Andrea Humphries & Sofie Tasior

På en mild efterårsdag tæt på Himmelbjerget er håndværkernetværket ‘Under Ombygning’ samlet. Ved Gammelgården lidt uden for Ry, hvor deres håndværkertræf finder sted i år, er der en rolig atmosfære. Deltagerne er spredt ud på gårdspladsen, mens de har gang i forskellige workshops.

Under Ombygning er et håndværkernetværk for transpersoner, ikke-binære og kvinder. Ideen opstod tilbage i 2019 og gruppen, som er et fællesskab for dem, der endnu ikke føler sig anerkendt af branchen, har mødtes siden 2020.

Netværket udfolder sig på træffet og som en Facebookside og chatgruppe, hvor de kan udveksle idéer og organisere sig.

»Det, at skabe og have et netværk, hvor man møder andre, som man også kan skabe noget sammen med, er nok det allervigtigste,« fortæller Thea Vind Haugsted, som har været med til at arrangere træffet i år.


Deltagerne får mulighed for at dele erfaringer med andre om at være i et rum, som ikke er lavet til dem

I et hjørne af gårdspladsen er en gruppe af deltagerne samlet om at renovere gamle vinduer. De hjælpes ad, mens de i fællesskab bliver klogere på, hvordan de helt konkret kan bruge deres håndværk til at bevare materialer, hvilket også er et vigtigt omdrejningspunkt for ‘Under Ombygning’.

Samhørigheden, som opstår på træffet, bliver en kontrast til det, deltager My Bergmann fortæller om branchen:

»Det er et ret hårdt og mandsdomineret miljø. Især hvis man ikke er cis-mand – men også cis-mænd kæmper for deres plads i de her rum. Så at komme her til træffet er, for mig, en mulighed for at finde samhørighed. Og at dele erfaringer med andre om at være i et rum, som ikke er lavet til dem« fortæller My Bergmann.

Hun har for nyligt startet sit eget murerfirma, efter hun droppede ud af murergrundforløbet. Her oplevede hun, at der hverken var plads til kvinder eller at være transperson.

»Jeg kunne som 16-årig ikke forstå, at jeg blev frarådet at blive tømrer…

– Elvira P., deltager ved årets træf

Elvira P., som også deltager i træffet, fortæller, at det har været en øjenåbner for hende. Det er anden gang hun deltager, men forinden havde hun vænnet sig til altid at være den eneste kvinde eller den eneste blandt to:

»Jeg kunne som 16-årig ikke forstå. at jeg blev frarådet at blive tømrer. Jeg har altid bevæget mig meget i cis-mænd-rum, og tænkt at det var sådan, det var. Og pludselig finder jeg dette tilbud. Det var faktisk en øjenåbner for mig. Det var virkelig rart ikke at blive sat i en bestemt bås.«

Uddannelserne har et medansvar

Der er et stort skel i kønsfordelingen mellem faglærte lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen. I 2024 var hele 91% af lønmodtagerne mænd, viser nye beregninger foretaget af Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.

Flere af deltagerne på træffet er ufaglærte og er derfor ikke en del af statistikken. Det skyldes, at det enten var svært for dem at færdiggøre deres uddannelser, eller at de manglede lysten til at starte pga. miljøets ry.

»Jeg er ikke faglig uddannet, jeg er ufaglært. Noget af det, der afholder mig fra at blive det, er det miljø, der er derude,« udtaler Elvira P.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening har andelen af kvinder, der tilgår erhvervsuddannelser, været faldende siden 2016.

Uddannelserne har et medansvar for at være inkluderende, mener My Bergmann:

»For mig at se, er det svært at gennemføre en uddannelse, hvis man møder op første dag og føler, at der ikke er plads til en. Så skolerne kunne 100 procent blive bedre.«

Til håndværkertræffet har de lavet en workshop med overskriften Utopi, som handlede om, hvordan deres drømme-tekniske skole skulle se ud, hvis de helt selv måtte bestemme faciliteterne, rammerne og strukturerne.

På opslagstavler i deres spisestue hænger lilla og lyserøde post-its fra workshoppen, hvor deltagernes visioner står skrevet. “Mere diversitet i elevsammensætning”, “renoveringsundervisning”, “flere farver”, og “grænser for hvor sent, man må arbejde” er bare få ud af mange ønsker fra deltagerne.

Post-its fra træffets utopi-workshop om deres drømme-tekniske-skole. Foto: Andrea Humphries

Under Ombygning’s deltagere vil være med til at skabe de gode arbejdspladser i håndværkerbranchen

‘Under Ombygning’ drømmer om en anderledes fremtid for håndværkerbranchen og alle dem, der er en del af den.

På deres plakat skriver de, at fremtidens håndværk bør være solidarisk, bæredygtigt, feministisk, intersektionelt og antikapitalistisk. De ved, at det er ambitiøse drømme, men de tror på, at de kan realiseres gennem den organisering, de netop er i gang med:

»Håndværkerbranchen handler om samarbejde og teamwork. Man skal drive et firma på en måde, som er solidarisk, hvor folk har det godt, og hvor man ikke skal føle, at man skal bevise noget hele tiden, eller at man er der på lånt tid, fordi man ikke er en mand, så er det vigtigt, at der findes nogle gode arbejdspladser.

-Thea Vind Haugsted, medarrangør af årets træf

I efterårssolen arbejder deltagerne med at renovere nedslidte vinduer. Foto: Andrea Humphries

Hun understreger, at de som kønsminoriteter i branchen også skal være med til at skabe de gode arbejdspladser. Og det kan man gøre ved at snakke sammen og samles på nogle af de arbejdspladser, hvor der allerede er et godt arbejdsmiljø og vise, at det er muligt at have en tømrervirksomhed med mange forskellige mennesker ansat.

‘Under Ombygning’ insisterer på at afkræfte foredommen om håndværkerbranchen som en instans, der går hånd i hånd med en gammeldags forestilling om, at håndværkeren repræsenteres af machomanden, styrke og hårdhed. De forsøger i stedet at insistere på, at der i branchen skal være og er plads til andre værdier.