Uden fast løn og systematik sætter kun kreativiteten grænserne i Bax Lindhardts og Mathias Svolds karrierer

En karriere i mediebranchen tyder på, at man må gå freelancevejen og arbejde på usikker grund, hvor arbejdsopgaver og løn ikke er en selvfølge. Bax Lindhardt, vinder af ’Årets Pressefoto 2018’, og Mathias Svold, vinder af ’Årets Pressefotograf 2018’, er begge uddannede fotojournalister fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og de arbejder begge som selvstændige freelancere.

Bax Lindhardt

Efter 20 år i B.T.
Da Bax Lindhardt blev færdiguddannet i 1998, kom han hurtigt ind i varmen hos B.T.s fotoredaktion, som han var fastansat ved i tyve år. Men efter en sparerunde i Berlingske Media besluttede man at opløse fotoredaktionen. Dette betød, at Bax Lindhardt måtte springe ud i freelancebranchen, hvor han i dag har sin egen virksomhed. Et spring, som har budt på mange forandringer i hverdagen, men som han alligevel har fået tilpasset, så den minder om den, han havde haft de seneste tyve år.

Tidligt i sin freelancekarriere begyndte han at savne den systematiske hverdag med faste mødetider, som han havde haft som fastansat. Systematikken fik han dog hurtigt tilbage ved at have sin base i et kontorfællesskab på Nørrebro.

»Jeg havde behov for at køre på arbejde om morgenen og køre hjem og sige ’nu har jeg fri’. Så var min arbejdsdag slut,« siger han.

Sjove jobs
Efter tyve år som fastansat, så byder freelancebranchen også på nogle andre økonomiske begrænsninger, hvor den faste månedsløn ikke er nogen selvfølge. Bax Lindhardt fortæller, at hvis han vil have nogenlunde samme løn, som den han var vant til hos B.T., så må han tænke økonomisk og tage det antal jobs, som er nødvendige. Uanset om det er sjovt eller ej.

»Jeg kan ikke bare tillade mig at vælge ”sjove jobs”. Jeg skal også tjene penge, så jeg kan betale mine regninger,« siger han.

Et paradoks
Men udover de økonomiske begrænsninger, så har karrieren som freelancer også løsrevet ham fra kun at må arbejde for Berlingske Media. Han har tidligere været nødt til at takke nej til andre tilbud gennem årene. Løsrivelsen har dermed givet ham friheden til at prøve nye og anderledes jobs. Han har blandt andet rejst med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi og været med til at lave bøger for Politikens Forlag, heriblandt bogen ’Mit Lykkelige Land’, som er skrevet af SDUs Rikke Hyldgaard.

Friheden er dog et paradoks. Bax Lindhardt er nødt til at indrette sig efter sine kunder, samtidig med at han forsøger at holde sin egen stil. Tidligere måtte han takke nej til flere projekter, og nu kan han næsten kun tillade sig at sige ja. På den måde er hans fotografiske frihed en balancegang med hans egen stil på den ene side og kundernes tilfredshed på den anden.

Dog understreger han, at han ikke er for fin til nogen opgave, men at der selvfølgelig er nogle, der er mere interessante end andre. Hans freelancekarriere har dog oftest budt ham på sjove og kreative opgaver.

»Det kunne godt være, at hvis mine kunder ikke gider at bruge mig mere, så bliver jeg nødt til at lave noget nyt. Men lige nu er jeg så heldig, at jeg laver en masse, som jeg synes er sjovt,« siger han.

Facitliste
Som erfaren fotojournalist har Bax Lindhardt vundet stribevis af priser for sine billeder. Hvordan hans mange billeder skal fortolkes, er dog ikke er op til ham selv, men op til den enkelte modtager.

»Jeg er meget modstander af, at folk tager en facitliste, når det kommer til fotos og siger, ‘sådan skal det forstås’,« siger han.

Selv nævner han sin pris for ’Årets Pressefoto 2018’, hvor der har været diskussion om, hvorvidt begivenheden på fotoet er for overfladisk. Det synes Bax Lindhardt dog ikke er tilfældet, men derimod at fotoet er et interessant valg. Ligeledes synes han om diskussionen af fotoet.

»Jeg synes netop, at man skal gøre det til en mulighed for at diskutere billeder, og så må man bare komme til den erkendelse af, at fotos er enormt subjektivt,« siger han.

Om fotoet egner sig til ’Åres Pressefoto 2018’, det kommer helt an på den enkelte modtager. Bax Lindhardt fortæller, at mange synes, at fotoet er underholdende, og hvis et foto eksempelvis er fra Syrien, så er det noget, der ligger meget fjernt fra folks hverdag, og så har de sværere ved at identificere sig med fotoet. Andre mener dog, at fotoet ikke er seriøst nok til at løbe med den store sejr.

»Det er alt sammen rigtigt. Der er jo ikke noget, som er rigtig eller forkert, men jeg er virkelig glad for, at man kan tage diskussionen. For så sker der noget,« siger han.

Mathias Svold

Ny i branchen
Siden Mathias Svold blev færdigudlært i 2017, har han startet sin egen virksomhed. Ved siden af sin virksomhed, har han også arbejdet freelance for forskellige medier, firmaer og magasiner. Alt imens han også arbejder med sine egne kreative projekter.

»I virkeligheden laver jeg jo bare det, folk ringer og spørger, om jeg vil lave. Det er ikke, fordi jeg har nogle begrænsninger,« siger han.

Prioritering
I en hverdag uden faste mødetider eller en redaktør, der bestemmer, så nyder Mathias Svold selv at sammensætte sit arbejdsliv, som han vil. Han sætter stor pris på friheden ved selv at kunne prioritere sin tid til de kreative projekter. Selvom han oftest må takke ja til de ”mindre interessante” jobs, der sørger for, at han har penge hver måned.

»Jeg tror, at jeg ikke er egnet til et arbejde med fast tidlig mødetid fra 8-16. Jeg ville nok kunne klare det, hvis jeg fik et spændende job, men jeg tror virkelig, at jeg godt kan lide at gøre det på den her måde,« siger han.

Det er tydeligt for Mathias Svold, at han er sprunget ud i en presset branche, der kræver tid og hårdt arbejde, hvis han vil opbygge en god forretning. For selvom han nyder godt af selv at bestemme sine arbejdstider, så er han konstant klar over den økonomiske begrænsning, der er i branchen.

Passionen
Mathias Svold har fået meget ros for sine billeder, og han har allerede vundet flere store priser i løbet af sin korte karriere. De seneste par år har han arbejdet med et tema, der fokuserer på forholdet mellem mennesker og naturen. I øjeblikket arbejder han med en bog om de danske kyster. Det er nemlig den form for større og personlige projekter, som driver hans passion for at tage billeder. De andre jobs, som er væsentlig mindre og knap så personlige, er dem, der sørger for lønnen.

»Man kan ikke bare sidde og vente på, at der er nogle, der ringer og spørger: ‘Vil du lave din drømmeopgave?’. Sådan fungerer verden ikke. Hvis man vil lave noget bestemt, så må man selv tage initiativet,« siger han.

Selvom det er hans egne projekter, der driver hans passion, så er han i sidste ende bare glad for at få noget arbejde, da han også prøver på at få sin forretning til at køre rundt. Han fortæller, at det har sine fordele, at man selv kan prioritere sit arbejdsliv til at lave sit eget, men at det selvfølgelig kræver, at man har det økonomiske overskud til det. Noget, som han ikke har lige nu, men som han håber på at kunne få i fremtiden, når han har fået mere gang i sin virksomhed.

Umiddelbar æstetik
Mathias Svold håber, at hans fotos kan fortolkes på flere planer. Hans fotos skal kunne stå for sig selv og pirre en nysgerrighed frem hos modtagerne, der kan få dem til selv at reflektere over fotoets budskab. Fotoet skal fortælle en konkret historie, men det skal også ramme på et mere abstrakt niveau, hvor modtageren kan gå i dybden med, hvad elementerne i billederne betyder i en større kontekst.

»Jeg synes også, at det er det, der er fedt ved fotojournalistik. Det kan både tale til noget umiddelbart æstetik, men der er også en historie bag, som man kan reflektere videre over,« siger han.

Mathias Svold tror, at hans succes kommer af hans arbejde med større projekter om Danmark. Selv siger han, at der er en tendens til, at man rejser ud i verden og tager billeder af eksotiske områder. Han har derimod taget billeder af noget, der betyder noget for ham i det land, han selv lever i.

»Jeg tror, det rammer meget godt ind i tiden, hvor man ikke skal være en person, der rejser rundt fra sted til sted og så hurtigt laver en historie der,« siger han.

For ham er hverdagshistorierne fra Danmark et godt supplement til de mere alvorlige historier. Det gør ikke historierne fra kriseområderne uvigtige, men gør blot fortolkninger af billeders budskaber og relevans mere abstrakt og værd at diskutere.