Anført af det politiske parti Alternative für Deutschland står de højrenationale kræfter i disse år stærkere og stærkere i Tyskland. Udviklingen vækker bekymring hos de traditionelle tyske partier, men forklaringen ligger i høj grad i disse partiers egne fejl, hvis man spørger en kender af tysk politik.
I begyndelsen af februar var der røre på den politiske scene i Tyskland. Efter lange regeringsforhandlinger i delstaten Thüringen som følge af de tyske regionalvalg i november, faldt der langt om længe en aftale på plads. Det var imidlertid ikke en aftale, der faldt i god jord alle steder. Den lokale afdeling af CDU (forbundskansler Angela Merkels parti) var gået sammen med det liberale FDP og det højrenationale og indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD). Fra nationalparlamentet – Forbundsdagen – gjorde CDU’s regeringspartner SPD først indsigelser og meddelte, at man ikke kunne fortsætte samarbejdet som normalt, hvis ikke CDU fandt en løsning i Thüringen udenom AfD. Dernæst gik kansler Merkel helt ekstraordinært ud og kommenterede på indenrigspolitik på en ellers udenrigspolitisk opgave i Sydafrika. Hun kaldte regeringsdannelsen for ‘utilgivelig’ og forlangte, at regeringen skulle gå af, og at der skulle udskrives nyvalg i delstaten. De lokale afdelinger af CDU og FDP makkede ret og gjorde præcis, hvad Merkel havde bedt dem om; regeringen blev opløst og processen mod et nyvalg igangsat.
Men hvad er det ved AfD, der gør dem til en så ildeset legekammerat? Og hvorfor er det netop delstaten Thüringen, der blev midtpunkt for den politiske uro?
»Man ønsker ikke at få pletter på sin nyere historie«
Siegfried Matlok – der er tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger og inkarneret tysklandskender – beskriver AfD som et parti, der politisk bevæger sig på en linje fra Dansk Folkeparti over Nye Borgerlige til Stram Kurs. Han insisterer dog på, at en sådan sammenligning i realiteten ikke fortæller den fulde historie om partiet og det tyske samfunds oplevelse af det.
»Selvom man med en vis rimelighed kan bruge sammenligningen med de partier til at forstå AfD i et dansk perspektiv, så ligger der naturligvis en helt afgørende forskel i de to landes historier. I Tyskland sværger man fra morgen til aften, at det (nazismens indtog, red.) aldrig må ske igen. Det er klart, at man ikke ønsker at få pletter på sin nyere historie«, forklarer han.
Selvom Siegfried Matlok understreger, at der i hans optik er et stykke vej fra AfD til decideret nynazistiske og fascistiske strømninger, er mange på midten og til venstre i det politiske spektrum villige til at drage parallellerne – om ikke andet, så indirekte. Blandt andet er der i forbindelse med regeringsdannelsen i Thüringen (der altså som den første tyske delstat i historien fik AfD i sin regering) blevet talt om nazisternes indtog i 1930’ernes Tyskland. Dengang var det netop i Thüringen, at Adolf Hitlers naziparti først kom til magten.
»Selvfølgelig siger man ikke direkte, at situationen er den samme, men der bliver alligevel trukket nogle paralleller« fortæller Siegfried Matlok.
Et demokratisk problem
AfD fik ikke forhandlet sig vej ind i regeringen i Thüringen ud af det rene ingenting. Partiet blev ved valget delstatens næststørste med lige knap en fjerdedel af stemmerne. Det gør Thüringen til én af højborgene for AfD, men på det nationale plan er partiet heller ikke af en helt ubetydelig størrelse. Ved det foregående valg til Forbundsdagen i 2017 blev AfD landets tredjestørste parti med en stemmeandel på 12,7%. Der lader altså til at være en forholdsvis stor folkelig opbakning til partiets politiske projekt. Et faktum, der gør underkendelsen af partiet til et åbenlyst demokratisk problem, hvis man spørger Siegfried Matlok.
»Én ting er at stemple AfD som fascistisk. Men når man gør det, siger man jo i bund og grund samtidig, at dets vælgere også er det – og dermed mener man jo i virkeligheden, at 25% af vælgerne er fascister,« siger Matlok og fortsætter:
»Det er her, det bliver farligt. For på den måde kommer de gamle, etablerede partier jo til fuldstændig at udelukke en hel kreds af vælgere; ikke kun fra indflydelse her og nu, men man siger jo i virkeligheden samtidig, at ’jer har vi heller ikke brug for hverken i morgen eller i overmorgen’.«
»AfD blev presset ud på højrefløjen«
Et oplagt spørgsmål synes at være, hvordan AfD har opnået så stor en tilslutning, at man ikke kunne komme udenom dem i Thüringen. Hvordan har de kunnet kapre disse stemmer fra de etablerede partier – ikke mindst fra kansler Merkels eget CDU? Spørger man Siegfried Matlok, er dette imidlertid ikke spørgsmål, der er blevet taget tilstrækkeligt seriøst af hverken CDU eller de andre traditionelle politiske partier. Og det på trods af, at svarene – ifølge ham – i høj grad ligger i disse partiers egne fejl.
»De etablerede partier, som CDU, har selv skabt det AfD, de nu forsøger at bekæmpe. AfD startede jo (ved sin stiftelse i 2013, red.) som et mere moderat, borgerligt parti med fokus på økonomi og en modstand mod euroen. Dengang blev partiet med det samme jagtet af både de etablerede partier og medierne. Så når man i dag anklager AfD for at være på en farlig kurs, må man have for øje, at de etablerede partier har været med til at presse AfD ud på højrefløjen. Der har de begået en fejl«, vurderer Siegfried Matlok.
Desuden gælder dette – ifølge Matlok – også partiernes relation til de vælgere, der er forsvundet ud på højrefløjen til AfD. Vælgere, der særligt har været utilfredse med Merkel-administrationens håndtering af flygtningekrisen. En utilfredshed man, efter Matloks overbevisning, ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt.
»Man må selvfølgelig prøve på at få folk med ind i de fælles beslutninger – selvom de er kritiske overfor Merkels flygtningepolitik. Ellers kommer der til at danne sig en isoleret højrefløj i Tyskland, der i længden kan blive farlig for demokratiet.«, vurderer tysklandskenderen.
Morgendagens CDU
Med Merkels afgang som partileder (og hendes bebudede afgang som kansler i 2021) samt den nylige tilbagetrædelse af hendes afløser og politiske tvilling Annegret Kramp-Karrenbauer, er der imidlertid opstået en åbning for et forandret CDU. Et CDU, der kunne vælge en mere nationalkonservativ retning og derved forsøge at stjæle nogle af de tabte stemmer tilbage fra AfD. Fx med den nationalkonservative Friedrich Merz, der blandt andre har meldt sit kandidatur til posten som Karrenbauers afløser. Men på trods af, at valget af Friedrich Merz – efter Siegfried Matloks skøn – faktisk er det foretrukne hos størstedelen af CDU’s menige medlemmer, forholder han sig alligevel skeptisk til, hvorvidt det rent faktisk ender med at blive Merz, man vælger til posten.
»Jeg tror til syvende og sidst, at CDU alligevel vil fortsætte med den midtsøgende linje. Det skyldes først og fremmest, at Merkels aftryk på partiet er så gennemgribende, som det er. Men det vil i mine øjne betyde, at CDU vil forblive i den vælgerkrise, de nu befinder sig i,« afslutter han.