Foto: Mikkel Berg
USA skærper kursen i migrationspolitikken med øget grænsekontrol og deportationer, muligvis inspireret af Europa. Men markante forskellige i historie, økonomi og national identitet gør udviklingen langt fra entydig.
Af Mikkel Berg
På en øde parkeringsplads i San Diego, mellem palmer og butikken Big 5 Sporting Goods, står dele af grænsebarrieren, der adskiller USA og Mexico. To rustplagede metalvægge indhegner en sø af pigtråd. Formålet er ikke til at tage fejl af, da den mexicanske by Tijuana ligger på den anden side. En by med over en million indbyggere, som ligger presset op ad muren til USA. Muren er fysisk, men først og fremmest politisk; symbolet på en stat, der vil kontrollere, hvem der kommer ind.
Konstruktionen blev påbegyndt af præsident George W. Bush i 2001, videreført af Barack Obama og markant intensiveret af Donald Trump. Inden Trump indtog Det Hvide Hus, eksisterede der allerede hegn og andre barrierer langs store dele af den 3.145 km lange grænse. Han udvidede det eksisterende hegn og påbegyndte opsætningen af en ni meter høj mur konstrueret af beton- og stålelementer.
Spørgsmålet er, om USA i stigende grad bevæger sig i retning af en europæisk tilgang til migration.
En fælles bevægelse – forskellige udgangspunkter
Muren er blevet et symbol på den stramme udlændingepolitik, som Donald Trump fører og har vundet valg på. Ifølge Jørn Brøndal, professor og centerleder ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, tyder det på, at Trump er inspireret af Europa.
»Jeg tror, at Trump er inspireret af Europa. Jeg tror ikke, det er omvendt. Jeg tror, at Trump er inspireret af Europa, fordi europæerne historisk set har diskuteret migranterne i negative vendinger i længere tid end amerikanerne«, siger han.
Trods paralleller til Europas hårde tilgang er der ikke tale om ensartethed. Europa og USA opererer under fundamentalt forskellige historiske og institutionelle vilkår. USA er et indvandringssamfund, hvor langt størstedelen af befolkningen har rødder uden for den oprindelige befolkning.
»Vi skal også huske på, at USA er et land, hvor 1,3 procent af befolkningen er den oprindelige befolkning. 98,7 procent af befolkningen har indvandrerødder. Det er en helt anden slags land end de lande vi ser i Europa. Førhen betegnede man om USA som et land, hvor grænser ikke var af stor betydning, og det, som Trump har gjort, er virkelig at slå fast, at grænser betyder noget«, forklarer han.
Præsident Ronald Reagan sagde allerede i 1981: ”Amerika er et land af indvandrere”. I dag er antallet af indvandrere imidlertid højere end nogensinde før.
»Der er cirka 12 mio. illegale indvandrere i USA, og indvandrerne som helhed udgjorde i januar 2025 15,8 procent af den samlede amerikanske befolkning. Hver 6.-7. amerikaner er altså indvandrer. Det er den højeste procentdel nogensinde i USA’s historie«, fortæller Jørn Brøndal.
Den økonomiske betydning
Migration er ikke kun et politisk spørgsmål, men også et økonomisk.
Ligesom i Danmark fylder arbejdskraftsdimensionen i migrationsdebatten. Ifølge Dansk Erhverv bidrog udenlandsk arbejdskraft i 2023 med 322 mia. kr. til BNP, svarende til 11,6 procent af Danmarks BNP.
I USA udgør indvandrere en betydelig del af arbejdsstyrken, særligt i service-og lavtlønssektorer. Ifølge Brøndal kan Trumps planlagte massive deportationspolitik få alvorlige konsekvenser.
»Selvfølgelig vil det være dyrt for USA at miste så meget arbejdskraft. USA er stærkt i forhold til Europa, på den måde, at i Europa har vi problemer med, at befolkningen bliver ældre og ældre, samtidig med at vi for det meste vægrer os ved at tage imod arbejdskraft udefra. Der har USA indtil videre haft det kørende ved at bruge denne arbejdskraft og være villige til at se bort fra, at de illegale ikke havde deres papirer i orden«, siger Brøndal.
Immigrationspolitik inden Trump
Donald Trump er langt fra den første amerikanske præsident, der har forsøgt at tage et opgør med den massive indvandring. Men hans fremgangsmåde skiller sig markant ud fra hans forgængere. Jørn Brøndal forklarer, hvordan tidligere præsidenter har forsøgt sig med en blanding af stramninger ved grænsen, men også med en håndsrækning til de allerede etablerede indvandrere i landet. Men det har historisk set været svært for præsidenter at få vedtaget stramninger i Kongressen.
»Andre præsidenter har haft en dobbelt holdning, som fx Ronald Reagan. Hvor man både havde en gulerod, som gik ud på at give amnesti til dem, der allerede er i landet, og som har bevist, at de har et værd, og at de ikke er kriminelle, og så på den anden side, at man gør noget for at beskytte grænsen, så der ikke kommer flere ind. Det så man for eksempel også under en præsident som Barack Obama, der på den ene side udstedte en eksekutiv ordre, der hed DACA – Deferred Action for Childhood Arrivals – som skulle beskytte de såkaldte dreamers. Men hvor han samtidig forsøgte at gennemføre en stor immigrationsreform gennem Kongressen. Den fik han ikke vedtaget. Men for at bevise, at han havde kapacitet til at være hård ved grænsen, så han kunne få vedtaget en stor immigrationsreform, deporterede han flere millioner ud af landet. Han blev kendt som Deporter-in-Chief. Inden Trump var han den præsident, der deporterede flest folk ud af USA«, siger han.
I sin tid som medlem af Senatet støttede Barack Obama også sin forgængers, præsident George W. Bush, forsøg på at stoppe indvandringen. Blandt andet ved at støtte forslaget om at bygge et hegn på grænsen til Mexico.
»Så er der også George W. Bush, der havde et lovforslag, som så heller ikke blev vedtaget, som ligeledes gik ud på på den ene side at være hård ved grænsen og på den anden side give noget til de illegale indvandrere, der allerede var i landet. Det handlede om at give dem en mulighed for at bevæge sig frem mod statsborgerskab. Under Bush skete der så det, at man vedtog – ikke en stor immigrationspakke og heller ikke en mur – men man vedtog at bygge et hegn langs grænsen til Mexico. Og blandt dem, der dengang i Senatet stemte ja til det hegn, var senator Barack Obama, senator Hillary Clinton og senator Chuck Schumer. Men siden Trump er alle tanker om en gulerod forsvundet. Nu går det kun ud på at være hård. Medmindre man har 5 millioner dollars, som kan gøre dig til amerikansk statsborger gennem et såkaldt guldvisum«, forklarer Brøndal.
ICE
Muren var central i Trumps præsidentvalgkamp i 2016. Men siden han igen blev præsident i januar 2025, har fokus i højere grad været på hans brug af den føderale myndighed ICE (Immigration and Customs Enforcement), som har til formål at bekæmpe transnational kriminalitet og håndhæve immigrationslovgivningen ved bl.a. at finde og deportere illegale indvandrere.
I januar 2026 vakte det stor opsigt, da ICE-betjente skød og dræbte to amerikanske statsborgere. Renée Good, en 37-årig forfatter og digter, og Alex Pretti, en 37-årig intensivsygeplejerske.
»Det er ikke, fordi Trump har fået ret mange love gennem Kongressen. Men der kom en enorm lovpakke igennem Kongressen sidste år – One Big Beautiful Bill Act. Den tilføjer både ICE og Customs and Border Patrol enorme midler. ICE er næsten fordoblet i størrelse«, forklarer Brøndal.
Udvidelsen har skabt et behov for nye betjente. Meget indikerer, at dette har skullet gå stærkt. Trump har i hvert fald selv sat en ny tidsramme for, hvor længe uddannelsen til ICE-betjent skal vare.
»I USA tager en almindelig politiuddannelse cirka et halvt år. En ICE-betjents-uddannelse – det var noget, Trump fandt på – skulle vare 47 dage, fordi han er præsident nummer 47. Det viste sig så, at det var for meget. Så en typisk ICE-betjent bliver i dag uddannet på 42 dage og går så på gaden og kan forrette al mulig ulykke, fordi vedkommende ikke har begreb om, hvad konflikthåndtering egentlig handler om. Så der er bestemt sket noget, og det, der sker i øjeblikket, virker radikalt forskelligt fra, hvordan det var under Biden«, siger han.
Foto: Mikkel Berg
Muren som symbol – ikke løsning
Muren ved grænsen til Mexico kan bedst beskrives som symbolpolitik, da dens praktiske betydning er begrænset. For det egentlige problem findes ikke ved landegrænsen. Ligesom i Europa, hvor tusindvis krydser Middelhavet, finder migration til USA sted gennem komplekse og ofte farlige ruter.
»Selvfølgelig er det svært ved den mexicanske grænse. Der er også nogle folk, der omkommer ude i ørkenområdet. Der er også nogle folk, der bliver mishandlet og voldtaget på vejen til Mexico. Men det er altså i Middelhavet, at der er tusindvis, der drukner. Det er ikke ved landegrænsen til Mexico, at folk for det meste dør«.
Grænsebarrieren på den øde parkeringsplads i San Diego er mere end blot en fysisk konstruktion. Den repræsenterer en politisk udvikling, hvor migration i stigende grad opfattes som et problem, der skal kontrolleres. Det ser vi i USA, men også herhjemme i Europa.
Der er nogle tydelige ligheder mellem Europas og USA’s udvikling i migrationspolitik: strammere retorik, øget fokus på grænsekontrol og politisk pres for at reducere migration. Men forskellene er afgørende: USA’s historiske identitet som indvandringsland og deres arbejdsmarkedsstruktur.
USA kopier ikke Europa, men vi ser et land, som omfortolker deres egen migrationshistorie under nye politiske vilkår.