Trusler mod undersøgende journalister passerer EU’s grænser

Tre journalister er inden for det seneste år blevet dræbt i et af EU’s medlemslande. Chikane, vold og trusler er i stigende grad blevet en større del af journalisters hverdag. Det har konsekvenser for journalisternes pressefrihed. 

Daphne Galizia. Ján Kuciak. Viktoria Marinova. Tre europæiske undersøgende journalister, der i løbet af det seneste år er blevet brutalt dræbt inden for EU’s grænser.

»Det traditionelt sikre miljø for journalister i Europa er begyndt at blive værre,« skrev organisationen Reporters Without Borders, efter de to første mord havde fundet sted.

Daphne fra Malta mistede sit liv i oktober 2017, da hun forlod sit hjem, satte sig i sin bil og forsvandt med et brag. En bilbombe eksploderede under hendes sæde. Hun havde en central rolle i afsløringen af de omfattende Panama Papers, som viste, hvordan regeringsledere, virksomheder og private sendte penge i skattely. Op til sin død var Daphne i gang med at opsnuse, hvordan kriminelle gemmer cigaretter og stoffer i brændstof på store skibe i Malta, som bliver spredt videre ud på det europæiske marked.
Jan fra Slovakiet blev i februar 2018 skudt i sit eget hjem side om side med sin forlovede. Det skabte en politisk krise, der kulminerede i den slovakiske premierministers afgang fra embedet. Han undersøgte, hvordan forretningsfolk med forbindelser til ledende politikere udøvede skattesvindel.
Viktoria fra Bulgarien blev i oktober 2018 voldtaget og stranguleret. Hun er den seneste i rækken af journalister, der er blevet gjort tavs. Hun gravede i, hvordan EU-fondsmidler var blevet misbrugt til en række bulgarske byggeprojekter. Særligt Viktorias død satte for alvor ild i et internationalt fokus. Et fokus på en mulig tendens, hvor stigende vold mod undersøgende journalister, som graver i kriminalitet inden for EU’s grænser, er en realitet. En tendens, hvor drab på journalister nu har krydset EU’s grænser. Alle tre sager mangler fortsat en endelig afklaring.

Et branchevilkår
Journalister har til alle tider været en udsat gruppe på grund af det job, de har udøvet. Men spørgsmålet er, om de er mere udsatte end før? Skal trusler og vold mod journalister opfattes som et branchevilkår, som de må medtage, når de optrevler kriminalitet inden for EU’s 28 medlemslande? Og hvad tænker vi om det i Danmark?

Organisationen Mapping Media Freedom holder et vågent øje med, hvordan europæiske journalister bliver udsat for drab, vold, trusler og chikane, mens de er i marken. Tallene fra de seneste fire år beretter om en tendens, hvor journalisterne med europæisk blod i årerne udsættes for et stigende sikkerhedspres. Fra 2014 til 2017 er antallet af drab, vold, trusler og chikane mod journalister fra EU’s medlemslande næsten blevet fordoblet fra 560 overtrædelser i 2014 til 1097 i 2017.

Branchevilkårene er forskellige fra land til land
Formanden for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), John Hansen, fortæller i kølvandet på bulgarske Viktorias død, at rækken af drab i Europa er skræmmende og uvant i en dansk sammenhæng:

»Når vi tænker i en dansk sammenhæng, tænker vi jo, at vi kan møde modstand fra myndigheder, og at folk kan blive sure på os, men vi tænker jo aldrig på, at man personligt er i fare. Det har jeg måske tænkt på én gang i hele min journalisttid, og det viste sig at være ubegrundet. Det er en anden verden, der åbner sig, når man ser sådan noget, end den som vi som danske journalister er vant til,« siger John Hansen, som ved siden af sin formandspost i FUJ også er graverchef på Politiken.

Det er en anden verden, der åbner sig, når man ser sådan noget, end den som vi som danske journalister er vant til.

Anderledes ser situationen da også ud i et land som eksempelvis Bulgarien, hvor Viktoria var undersøgende journalist. Reporters Without Borders rangerer hvert år lande på et pressefriheds-barometer. Her indtager Bulgarien en plads som nummer 111 ud af 180 mulige lande. Danmark derimod ligger i den helt anden ende af barometeret ved at indtage den niende bedste plads for vilkår for pressefrihed. Dog viser barometeret, at Danmark er faldet med fem placeringer siden sidste år.

Dette faktum lægger Morten Løkkegaard, som er EU-parlamentariker og tidligere journalist, også vægt på, når han forholder sig til drabene på de tre journalister. Han fortæller, at han kender flere bulgarske journalister, som beretter om håbløse vilkår med russisk infiltration og mafiøse tilstande i deres land.

»Jeg synes ikke, at man skal føle sig truet på nogen måde [i Danmark, red.]. Situationen er alvorlig i nogle lande, men det er den jo ikke i Danmark,« siger Løkkegaard.

I Danmark ser Morten Løkkegaard det altså ikke som et vilkår for journalister at skulle forholde sig til trusler i hverdagen. Men det er en helt anden sag, hvis man krydser landegrænser andre steder i EU.

Det øjeblik, hvor man passerer grænsen til de lande, så er det anden snak, men det er jo de vilkår desværre, som undersøgende journalistik foregår på i en række lande i vore dage.

»Jeg har selv prøvet politisk, at hvis man blander sig i forholdene i eksempelvis Bulgarien eller Rumænien, og det handler om korruption, så mærker man det med det samme. Jeg oplevede, da jeg involverede mig i en lokal sag dernede, hvordan jeg pludselig blev involveret i mediedækningen, og at der blev lagt pres på de politikere, som de har i parlamentet. Det var ikke behageligt,« fortæller Morten Løkkegaard og fortsætter: »Det øjeblik, hvor man passerer grænsen til de lande, så er det anden snak, men det er jo de vilkår desværre, som undersøgende journalistik foregår på i en række lande i vore dage. Man skal ikke føle sig truet, men man skal være opmærksom på det, både som politiker og som journalist.«

John Hansen fra FUJ mener ligeledes, at man som undersøgende journalist i nogle lande skal tænke over, hvordan man bevæger sig fremad. De tre drab har været medvirkende til at styrke dette fokus, mener FUJ-formanden.

»Det er jo rykket tættere på os. Det er sådan noget, der tidligere skete i Rusland og i Sydamerika. Men nu er det for fanden i EU. Så det er blevet en del af virkeligheden, og det må vi jo selvfølgelig tage højde for,« siger John Hansen.

En undersøgende journalist i Danmark
Trusler er en del af vilkårene som journalist i nogle af EU’s lande. Lixen har spurgt den danske journalist Mads Ellesøe, hvad hans erfaringer med trusler er, og om han føler sig sikker i hverdagen. Ellesøe er prisvindende, undersøgende journalist hos DR og har produceret kritiske dokumentarer fra rundt om i verden.

Han understreger, at han på ingen måde opfatter sit arbejde som farligt. Han har ved et par lejligheder oplevet det, han kalder, indirekte trusler. Ellesøe fortæller om en episode i forbindelse med en dokumentar til DR2 om økonomien på Pusher Street på Christiania.

»Det satte ret meget i gang ude på Staden. Mine kollegaer fik at vide, at jeg ikke skulle bryde mig om at komme derud igen,« erindrer Mads Ellesøe.

Ellesøe fortæller, at en journalist på Jyllands Posten forud for episoden havde været i problemer på Christiania. JP-journalisten var i gang med at lave en række skjulte optagelser på Pusher Street, da det blev opdaget. Det resulterede i, at journalisten blev tæsket, klædt af nøgen og jagtet ud gennem det nærliggende Christianshavn. Med den historie in mente siger Mads Ellesøe:

»Man kan sige, at de i hvert fald har en historie for, at de mener det alvorligt, så derfor har jeg også taget det ret alvorligt og ladet vær med at komme derud. Så i tre år kom jeg ikke på Christiania. Men jeg har så været der igen siden, men jeg vil nok ikke stadig tage på Pusher Street.«

Ellesøe fortæller videre om en anden dokumentar (Krigsskibets Hemmelighed), der handler om, hvordan et dansk krigsskib blev bygget med hjælp fra nordkoreanske tvangsarbejdere. Ellesøe befandt sig på kajen for at finde nogle arbejdere at interviewe. Her så han en ukrainsk arbejder.

Jeg gik hen for at spørge ham om noget, og så hev han en kniv frem. Så gik jeg bare igen.

Mads Ellesøe fortæller, at han egentlig ikke følte sig truet, men omtaler det som en mærkelig situation, fordi det skete ved højlys dag. I hverdagen ser han slet ikke trusler som en del af arbejdet. Han mener derudover, at det kommer an på, hvad man som undersøgende journalist sætter sig for at grave i. Ellesøe forklarer, at han altid laver en form for automatisk sikkerhedsvurdering i relation til det, han arbejder på. Dette skal dog opfattes helt udramatisk.

»Hvis man nu skulle være undercover, så tænker man jo klart over, hvilke risici der er forbundet med det. Der har været forskellige gange, hvor jeg har taget nogle steder hen, hvor jeg har aftalt med nogle, at jeg lige skal give lyd efter et stykke tid.«

Mads Ellesøe har oplevet et par enkeltstående episoder, og for ham er trusler langt fra hverdagskost. Ellesøe deler Løkkegaards betragtninger om vilkårene for journalister i EU’s mere korrupte lande set i lyset af de dræbte journalister.

»Det er forfærdeligt og skræmmende, og jeg kan ikke fordømme det nok, men det er ikke noget, jeg tager på mig. For det er sket i lande med en mindre respekt for journaliststanden,« siger Ellesøe.

Journalister i EU kan ikke blive tavse
FUJ-formanden John Hansen, EU-parlamentarikeren Morten Løkkegaard og journalisten Mads Ellesøe forklarer alle tre om landet Danmark, som et sted hvor pressefriheden langt fra er under pres. Hvis blikket til gengæld bevæges ned gennem EU’s medlemslande, ser det nogle steder anderledes ud.

Morten Løkkegaard forklarer, at de i EU-Parlamentet har fulgt spørgsmålet om journalisters vilkår meget tæt. Konkret arbejder EU-Parlamentet på at forbedre journalisters sikkerhed ved for eksempel at vedtage en resolution for at sikre, at der bliver værnet om journalisters rettigheder og ved at lægge massivt pres på myndighederne i de lande, hvor det står allerværst til. I tilfældet med Daphnes død på Malta sendte parlamentet en delegation afsted for at være sikker på, at de lokale myndigheder fulgte op på sagen.

Når man spørger Morten Løkkegaard, om journalister i fremtiden vil afholde sig fra at rode rundt der, hvor det er farligt, er svaret:

»Nu er det jo heldigvis sådan, at tryk avler modtryk. Jo mere de her kriminelle bærer sig ad på den måde, jo større opmærksomhed vil de trække til deres land og deres frygtelige forhold. Jeg tror på ingen måde, at de opnår, det de vil. De vil jo lukke munden på folk, som regel sker det modsatte. Jo mere vi skaber opmærksomhed på europæisk plan, jo mere ydmygende er det for det land, det handler om, og for de myndigheder, som ikke kan finde ud af at rydde op.«

De vil jo lukke munden på folk, som regel sker det modsatte. Jo mere vi skaber opmærksomhed på europæisk plan, jo mere ydmygende er det for det land, det handler om, og for de myndigheder, som ikke kan finde ud af at rydde op.

John Hansen er enig med Løkkegaard i, at løsningen er at blive ved med at kæmpe imod.
»Det, vi kan gøre som journalister, er at fortælle om det i vores aviser, i radio, i tv og på netmedier, så vi bliver klar over, at det her foregår, og at det er enormt alvorligt for demokratiet, hvis ikke der kan foregå en fri debat og en fri indsamling af information og formidling af den,« opfordrer John Hansen.

Daphne, Jan og Viktoria var tre journalister, der alle bragte økonomisk kriminalitet frem i lyset. Selvom de mistede deres liv på brutal og uretfærdig vis, stopper deres arbejde ikke der. En sammenslutning af journalister har oprettet The Daphne Project, som har til formål at afslutte alle EU-journalisters arbejde, hvis de af den ene eller anden grund ikke selv kan. Journalistikken lever videre.