SPORT

Topkampe og smukt spil: FC Jourventus gik ubesejret gennem efteråret

FC Jourventus fortsatte de flotte takter fra sæsonstarten i den afsluttende del af efterårssæsonen, men det var ikke uden problemer. Her er årets sidste indblik hos Danmarks bedste studiehold, der nu går på en lang vinterpause.

Redaktøren på LIXENs sportssektion tager jer endnu engang med ud på fodboldbanen, hvor vi skal gennemgå den afsluttende del af FC Jourventus efterårssæson.

I første del var det en dans på roser for FC Jourventus, der havde vundet samtlige kampe, men jeg kan allerede løfte sløret for, at der kom væsentlig mere modstand i de afsluttende kampe, hvor der var flere topkampe på programmet.

Udebane, debut og grønne trøjer
Vi sluttede sidst på Campus Road, hvor FC Jourventus besejrede UTOPIA 7-0. Nu bevæger vi os længere ind mod byen, hvor ØB har hjemmebane. Her skulle FC Jourventus surfe videre på bølgen af sejre. Det gjorde de i den grad. FC Jourventus havde indstillet kompasset perfekt mod Østre Boldklub, der godt kunne ligne et hold, som havde spist fællesfrokost på Østens kebab-bod inden kampstart. FC Jourventus navigerede og spadserede let og elegant forbi ØB-spillerne, der gik mod øst, når FC Jourventus gik mod vest. 

FC Jourventus havde meget mærkværdigt iført sig et sæt grønne spillertrøjer, som ØB havde stillet til rådighed, da hjemmeholdets hjemmetrøjer lignede FC Jourventus på en prik. Det uventede farveskifte gav heller ikke problemer.

Det var også en kamp, hvor der var nye debutanter fra den nye årgang. På trods af et flot ØB-mål i ægte Cristiano Ronaldo-stil, så var det FC Jourventus, som kunne råbe ”Siiii” efter kampen, hvor det nu meget velkendte sejrsråb fandt sted efter en flot 4-1 sejr på udebane over ØB. 

Topkamp, opbakning og scoringer i mørke

Det næste på efterårsmenuen var en aftenkamp mod B 67. Det var ikke bare en aftenkamp, nej det var en vaskeægte topkamp. Nervøsiteten var til at spore hos Jourventus-spillerne. Nu ventede en modstander, som også havde præsteret glimrende i løbet af efterårssæsonen. 

Fremmødet var utroligt flot, selvom det var en mørk, grå og efterårskold aften. Rygtet om, at det var en topkamp, havde spredt sig. Samtidig må jeg rose SoMe-dækningen hos FC Jourventus. Der er virkelig blevet gjort en indsats for at få venner og bekendte på stadion.

Nu en tur indenfor kridtstregerne. FC Jourventus kom bragende fra start i kampen mod B 67. Jeg kunne dog tydeligt se, at dette var den bedst spillende modstander med bolden, som FC Jourventus er løbet ind i indtil videre.

Men på trods af god modstand, så fandt FC Jourventus noget ekstraordinært frem og nerverne blev hurtigt skiftet ude med glæde, for scoringerne væltede ind i B 67-målet. Men en reducering til B 67 skabte pludselig spænding. I takt med, at lyset dæmpede sig markant over Campus Road, så blev det lige pludselig en nervepirrende forestilling. Men en mirakelredning i Jourventus-buret, fænomenal opbakning fra lægterne og en koldblodig indsats til sidst, så formåede FC Jourventus at vinde kampen i tusmørke med 4-1.

Stadionlys var der intet af, men der var lys i øjnene hos FC Jourventus-spillerne, der klarede første manddomsprøve i topstriden med bravur. 

Efterårsferie, afbud og tunge ben
Så ramte vi uge 42, hvilket er efterårsferien, hvor der som regel er tid til at rejse, besøge familien eller tage på spaophold. 

Et ferieramt FC Jourventus-hold mødte op i Chang. På trods af mange afbud, så var lysten til en sejr der stadigvæk. Chang, som lå i den lavere del af tabellen, skulle ikke sætte en stopper for det.

Chang-holdet mødte dog op til kampen med stærkeste opstilling, for de kom flyvende fra start og blæste FC Jourventus bagover med et højt pres og hurtigt spil, der stressede især de bagerste kæder i Jourventus-maskineriet. 

Chang kom foran gang på gang. I kampens døende sekunder førte de 3-2 mod et Jourventus-hold, der begyndte at kunne mærke, at efterårets første nederlag var på vej, men så kom efterårets flotteste mål pludselig op af hatten i Kochsgade.

Dommeren havde taget fløjten i munden. Han var klar til at fløjte opgøret af, men så får FC Jourventus braget kuglen op i målhjørnet i forbindelse med en dødbold. Spillere, trænere og fans udbryder i kolossal jubel både på og uden for banen. Den scoring, den var vigtig. 3-3 i Chang. Nu videre til næste udfordring, der skulle vise sig at være den sidste.

Sidste kamp, mandfolkeindsats og emotionel stemning
FC Jourventus promoverer med hashtagget #FORZAJOURVENTUS på deres sociale medier. Det var lige præcis, hvad holdet skulle gøre. De skulle fortsætte, for 3-3 på udebane mod Chang er ikke et dårligt resultat. Specielt ikke, når man udligner i de døende sekunder.

Nu til efterårets sidste kamp. Endnu engang var modstanderen Posten, men denne gang kan man vist godt sige, at det var deres gode hold uden at træde nogen over tæerne. For Posten havde to hold med i denne efterårspulje. Nu var det rækkens bedste hold, som stod på den anden banehalvdel. Posten havde vundet samtlige af deres kampe.

Situationen om covid-19 fyldte dog utroligt meget op til lørdagskampen, hvor Mette Frederiksen havde meldt ud, at et pressemøde med nye restriktioner skulle afholdes fredag. Kort sagt, så blev lørdagens brag efterårets sidste kamp.

Det var derfor et emotionel FC Jourventus-hold, der gik på banen mod Posten. Nervøsiteten var forsvundet, selvom modstanderen var rækkens bedste hold målt på point. Jourventus-spillerne vidste godt, at nu var det tid til at give den hele armen.

Det gjorde FC Jourventus sandelig også. Kampen mod Posten endte med at blive den mest underholdende af alle efterårets ni kampe. Hårde dueller, mundhuggeri og mål kunne de mange fremmødte tilskuere få lov til at se. Kampen levede virkelig op til sin status som topkamp.

FC Jourventus var kyniske, effektive og kort fortalt, så var de bare bedre end Posten. Tre scoringer, en solid defensiv og et plankeværk nede i målet sikrede tre point og en ny forløsning. Posten reducerede på et straffespark til sidst, men det var lige meget. FC Jourventus-spillerne vidste godt, at den var hjemme. Efterårets sidste kamp blev en sejr og sikke en måde at slukke af på.

Vindersangen fik virkelig en over nakken efter kampen. Der blev sunget så højt at strømmen et kort sekund forsvandt.

Status på efteråret, vinterhi og mesterskabsspil
Det har været et efterår, hvor to årgange er blevet rystet sammen til en. Kammeratskabet er vokset enormt. Fodbolden er blevet prioriteret, selvom der har været skolearbejde, studiejob og fritid ved siden af. Fodbolden har samlet utroligt mange mennesker i en tid, hvor en epidemi hærger og gør hverdagen vanskelig. 

Forhåbningerne og forventningerne til dette efterår var store, så jeg er ikke overrasket, men jeg må alligevel sige, at det har været imponerende at følge FC Jourventus. Både på, men sandelig også uden for banen. FC Jourventus er virkelig noget specielt. Det er ikke nemt at få et hold til at fungere så godt, når man tænker på, at de rutinerede ræve fra 3. semester ikke havde spillet sammen før og lige pludselig får en håndfuld nye spillere fra 1. semester ind på holdet. Men det har i den grad været en smuk fortælling fra første træning.

Nu går FC Jourventus i vinterhi. Støverne lægges for en kort stund på hylden. Spillerne får en lang pause til at forberede sig mentalt på det oprykningsspil, der venter til foråret. Det glæder jeg mig personligt utroligt meget til at følge. Det er jeg overbevist om, at vi er mange der gør.

#FORZAJOURVENTUS