Vi skal genopfinde blafferkulturen, for eventyret ligger ikke i destinationen, men selve rejsen fra og til.
»Das sieht man eigentlich nicht so oft?« siger han.
»Nein, richtig,« siger jeg.
»Warum ist das so,« spørger han.
Jeg svarer på grammatisk sammenstyrtet tysk. Noget i retningen af, at folk gerne vil have noget mere sikkerhed for, hvor de kommer hen og generelt sikkerhed for deres rejse. »Dass kann sein,« siger han.
Han fortsætter sit vandfald af mumlende berlinertysk om sit yndlings fodboldhold Union Berlin i de 40 minutter, jeg kører med ham. Det er fantastisk, at han snakker. Han har lige samlet mig op, en halvsen eftermiddag i en provinsby, der minder om alle andre provinsbyer i det nordlige Europa.
Jeg stod dér med et skilt i rabatten. Berlin stod der på det, griflet med gebrokne bogstaver på en gammel smørpapkasse med en sort tusch fra Penny Markt. Jeg håbede på et lift, og det fik jeg. Sådan går det tit med blafferi. Men nogle gange må man også se langt efter et. Det er det smukke ved blafferi.
Der er 1,31 personer i gennemsnit pr. bil i Danmark, og det udnyttede min under- gennemsnits-indkomst-fattige-SU-røv i uge 42.
En bil frem og to tilbage
Planen var at se, om jeg kunne komme til Wien på så kort tid som muligt. Men 18. oktober, afrejsedagen, kom jeg ikke meget videre end til Puttgarden. Jeg landede i den lille by Oldenburg, 60 km fra Lübeck. En flok græske håndværkere havde givet mig rådet om at netop den Shell tankstation, der lå i Oldenburg, var god at blaffe fra. Det viste sig, at de ikke havde ret.
En forvirret surferdude stoppede, efter jeg havde stået der i 15 minutter, men han skulle mod Kiel i stik modsat retning af Berlin. To storrygende piger stoppede også, og jeg spurgte: »Wo fahrt ihr hin?«
»Das ist die frage,« mens hun løftede det ene øjenbryn.
20 euro krævede de to unge skorstene for en tur til Lübeck.
»Nein, danke,« svarede jeg.
Der er det med blafferi, at jeg ikke kan sætte min europæiske flyrejsenæse op efter noget, for det er vejen og verden, der bestemmer, hvor jeg skal hen og hvor hurtigt, det skal gå. Efter fire timer på en Shelltank måtte jeg se mig slået, hvis jeg skulle nå bare i nærheden af Wien. Så jeg brugte 12 euro på at bumle med toget til Lübeck for at øge mit blafferheld næste dag.
Jeg endte med at bruge 59 euro på et hotel, hvor der lugtede af hash på hele sjette sal, trods de utallige skilte med påskriften »Bitte nicht rauchen!« Det gælder åbenbart ikke Peter Belli tobakken. 15 euro på øl, skinke, emmentaler og chips. Eventyret synes lidt sløjt på den stormfulde oktoberdag.
Ikke nok med at jeg ikke var kommet så langt, som jeg ville på en dag, skulle jeg også tage toget. Man kan hurtigt føle sig påtrængende og tilovers, når man med tomlen beder om et lift. Og når man så fuldstændig uden for ens blaffer-kulturelle hjerte bliver nødt til at tage et tog, så havde jeg ikke meget energi tilbage.
2 lastbilchauffører og 1 dansker
Kl. 8 den 19. oktober, vandrede jeg i retningen af gaden Bei Der Lohmühle, som skulle have gode blaffermuligheder. Jeg købte en kaffe, traskede tungt mod gaden, tog jakken af, fandt mit papskilt frem og foldede tomlen ud. Jeg tænkte modvilligt, at her bliver jeg aldrig samlet op. Min kaffe stod på en granitrabat, jeg samlede den op og tømte den. Da mine øjne igen mødte vejen, holdt en blå lastbil på tværs af den tresporede byvej. »Han skal bare aflevere varer,« tænkte jeg. Efter en trepunktsvending kørte han lidt frem og holdt ind ved mig, og viftede med hænderne som tegn til, at jeg skulle komme ind. Han var vendt om for at samle mig op!
Branko, hed chaufførren. Bosiddende i Hamborg, fra Kroatien, kørte med elevatordele for LUTZ Aufzuge og skulle til Hamborg. Vi blev venner på Facebook. »When you come to Hamburg again, write me… if you need for sleepover or something you are welcome…«
Universet stoppede ikke med at give den dag. I færd med at overvære Branko, der fik lastet sin lastbil i Hamborg, spurgte han chaufføren overfor, om han ikke skulle til Berlin. Mit mål for dagen. »Ja klar, aber ich fahre nach Brieselang. Und da gibts nichts« svarede Felix, 23 år, glad for heavy metal og X-Files, som han ser, mens han kører. Jeg siger til ham, at det er fint – bare det er i nærheden af Berlin. Han ender med at køre mig 244 kilometer, og selvom jeg ikke var helt i mål, kunne min glæde have fyldt for to.
Jeg blev i alt samlet op 9 gange på 3 dage. Mit gennemsnitsantal kilometer pr. lift var 73,2 km. Mit længste lift var med Felix, og det korteste var 5 km med et ældre ægtepar, der sikkert havde ondt af mig. Jeg kørte i alt 659 km fra Næstved til Dresden, hvor jeg endte. Desværre ikke Wien. Men jeg prøvede heller ikke at skynde mig. Jeg fik endda besøgt min gamle ven Kristof i Berlin, og sidste dag nåede jeg kun et lift, men det var til gengæld på 173 km fra Berlin til Dresden.
Netop den her form for eventyr, synes jeg at have glemt, inden jeg begyndte at blaffe. Eventyret og uvisheden om, hvor jeg ender, hvem jeg møder, og hvad der skal ske. Det ligger alt sammen og venter på mig, og det kan starte ude foran min hoveddør.
Midlet helligere målet
Når jeg har været ude at rejse, har det som oftest foregået gennem en lufthavn. En større by i Europa er målet, eller fra gang til gang andetsteds i den store verden. Jeg trykker på den billigste pris via Momondo, hvor jeg så kun lige kan få plads til benene. Lander. Tjekker ind på et hotel. Tjekker iPhonen for, hvor jeg skal hen at have aftenens øl. Drikker mig ligeglad. Spiser noget, der minder om det, jeg kan få hos min lokale kebabshop, som jeg også har fundet på Google Maps. Næste dag tager jeg ud og ser en bro, borg, kirke, slot, ruin, eller indsæt selv en gammel konstruktion, som jeg nok havde været pisseligeglad med hvis den var bygget i min baghave. Og så er det hjem igen.
Så hakker jeg lokationen af i det virtuelle landskab Instagram med et potpourri af billeder, og det eneste, jeg har fået med hjem, er en skærmtid, som er højere end den plejer at være.
Jeg ved godt, at jeg ikke altid kan blaffe til og fra min rejsedestination. Men, netop det her ‘til og fra’, skal jeg genoverveje. For måske er rejsen mere værd end selv destinationen. Når jeg stikker tomlen ud, får jeg mulighed for at bygge bånd mellem mig og nogle folk jeg aldrig havde tænkt på at møde. Jeg opbygger tillid til verden omkring mig, og jeg får virkelig sparket tålmodighed ind i mig.
Når ja, og så er der jo også klimafordelen. Men, den tager vi en anden gang.