Det sidste komma er sat i denne redaktions allersidste nummer af LIXEN, og når de nye studerende til september bladrer i sommerens aflagte aviser på medietorvet, vil årgang 2019 være i fuld sving med at tage deres allerførste spæde skridt i medieverden som praktikanter.
Årgang 2019 vil nok blive husket som Corona-årgangen. Størstedelen af undervisningen er foregået på Zoom, og fredagsbaren er blevet erstattet med bland-selv-slik foran fjerneren.
To mærkværdige år lakker mod enden for årgang 2019, og efter sommerferien bliver mange måneders selvisolation erstattet med åbne kontorområder og hurtige deadlines. Efter at have brugt en stor del af Coronanedlukningen på at se indad, er det nu blevet tid til at vende blikket ud mod verden i jagten på hurtige nyheder og gode historier.
Men på trods af, at de sidste to år både har budt på faglige såvel som sociale udfordringer, er det alligevel lykkedes SDU’erne endnu en gang at lande nogle gode praktikpladser på henholdsvis DR, TV2 samt mange af landets nationale dagblade.
Endnu en gang har vi vist os konkurrencedygtige mod DMJX og RUC, hvilket vidner om, at vi på Center For Journalistik har nogle målrettede studerende, med høje ambitioner for deres journalistik.
Det samme gør sig gældende på LIXEN, hvor vi det sidste halve års tid også har haft fornøjelsen af at have flere redaktører fra årgang 2020.
På trods af eksamener og Corona har vi opnået at udkomme med syv flotte aviser, som vi er meget stolte af. Denne avis har vi dog set ekstra meget frem til, da vi efter tre måneder med e-avis endelig kan se frem til at stå med et fysisk eksemplar af LIXEN i hænderne.
Som chefredaktører takker vi af med ro i maven, velvidende at årgang 2020 nok skal føre arven videre på allerbedste vis. Da årgang 2019 startede, blev vi rost for vores store engagement. Et engagement, som dog må siges at blegne en smule ved siden af årgang 2020, som fra start har udvist en kæmpe gejst for studiet og for journalistikken. En gejst, som bl.a. har ført til 11 nye medlemmer i KaJO, samt et par nye seje chefredaktører for LIXEN.
Vi ser frem til at følge LIXEN fra sidelinjen gennem det næste års tid. Til sidst skal der lyde en stor tak til alle, som har været en del af LIXEN gennem det sidste års tid. Hvad enten det har været som redaktør, skribent, fotograf, illustrator, podcastproducent eller bare som læser.
Tak for denne gang og god summer!
Kh Hedvig Høgh-Olesen og Thomas Florin Hansen