Foto: Freja Lykke Maegaard
Et år efter eksplosionen er Libanon ved at nå bristepunktet. Landet, der allerede var ved at kollapse, står nu overfor en af de værste økonomiske kriser i verden siden 1850. Mangel på brændstoffer, en tiltagende devaluering af valutaen og en stigende arbejdsløshed er alt sammen en del af libanesernes virkelighed.
Bag en fedtet glasrude sidder en mand i armygrøn militæruniform og nærstuderer mit bordeauxrøde pas. Han kigger op, møder skeptisk mit blik og kigger ned igen. Han kalder en kvindelig kollega hen til sig og fortæller hende, at jeg kommer fra Danmark. Det er det eneste, jeg kan tyde, fra den samtale de har med hinanden på arabisk. Hun spørger mig på engelsk, hvad mit formål er, og jeg svarer hende, at jeg er turist. Hun hæver øjenbrynene og spørger, hvorfor jeg skal på ferie til Libanon nu. Jeg bebrejder ikke hendes undren, for situationen i Libanon er slem. Rigtig slem.
Libanon er siden borgerkrigens slutning i 1990 blevet styret og plyndret af deres egen korrupte regering. En politisk magtelite har skubbet landet så tæt på kanten af afgrunden, at det er et spørgsmål om tid, før de 6,8 millioner indbyggere falder mod dybet. Verdensbanken kalder situationen i Libanon for en af de værste økonomiske kriser i verden siden 1850. Fødevarepriserne stiger, der er en konstant stigende devaluering af landets valuta. Brændstof er en mangelvare.
Men en ulykke kommer sjældent alene. Den 4. august sidste år blev Libanon ramt af en voldsom eksplosion. Hundredvis af tons ammoniumnitrat antændte i en faldefærdig lagerhal på havnen i Beirut. Det gennemmakulerede byen. 218 mennesker blev dræbt, over 5000 blev såret, og tusinder af hjem blev ødelagt. Eksplosionen, som befolkningen mener er et resultat af myndighedernes inkompetence, er der endnu ingen, der har taget ansvar for, selvom der er beviser på, at libanesiske embedsmænd var blevet advaret inden. Det har udløst flere voldsomme demonstrationer imod regimet. Libaneserne har fået nok af regeringens ledelse.
»Okay, Yalla,« siger den kvindelige paskontrollør, imens hun nikker sit hoved i retningen af udgangen og skubber mit pas tilbage til mig.
Jeg forlader lufthavnen og sætter mig i en taxa, der tager mig gennem Beiruts mørklagte gader. Bilens forrude er flækket, og jeg peger undrende på det. Chaufføren ryster på hovedet og svarer mig på gebrokkent engelsk, at hans bil blev ramt af en murbrok under en af de mange demonstrationer, der har været mod byens regering. Han har ikke råd til at betale for skaden.
»Politiet er ligeglade. Kan bilen køre, er det fint,« mumler han, imens han trækker opgivende på skuldrene og tænder en halvfærdig mentolcigaret på en opvarmet metalspiral. Politiet har tydeligvis mange vigtigere ting at forholde sig til end smadrede bilruder.
Adgang til strøm fire timer om dagen
Jeg ankommer til det centrale Beirut og stiger ud af taxaen. På en trappe lidt længere nede ad gaden, står fire unge libanesere med ryggen mod hinanden. De bærer sort bind for øjnene og holder hvert et stykke brunt pap, hvor der på et af dem står:
The power of the people is stronger than the people in power.
En kontant besked til deres regering.
På fortovet sidder folk i deres lænestole og ryger vandpibe. Deres AC-systemer er slukkede på grund af strømmangel, hvilket har gjort det for varmt for dem at sidde inde. Derfor er de sociale aftenstunder med familien rykket udenfor, hvor de i det mindste kan mærke den kølige brise fra Beiruts middelhavskyst. En af dem er Saleh; en ung, libanesisk fotograf.
Saleh, der ikke vil have sit efternavn nævnt i artiklen, bor i et kollektiv, hvor de deles om én generator, der højest kan køre i fire timer dagligt.
»Det er enormt stressende,« forklarer han.
De skal nå at gøre alt inden for den tidsperiode. De skal vaske tøj, bruge internettet og oplade telefoner og computere. De kan ikke tænde for lyset. Gadelamperne udenfor virker heller ikke. Når mørket falder på, er der mørkt over det hele.
»Jeg føler mig hjælpeløs. Som om vi er i krig. Bortset fra at det er vores politiske system og deres inkompetence og korruption, der har ført os hertil,« lyder det opgivende fra Saleh. Han fortæller mig, at han er deprimeret og har svært ved at sove om natten på grund af den voksende uro, der fylder hans krop.
Eksplosion og ødelæggelse i Libanon
Dagen efter min ankomst går jeg ned til havnen, hvor eksplosionen skete. Et år efter ulykken er store dele af den raserede hovedstad stadig i ruiner. Rekonstruktionsarbejdet er gået i stå på grund af stigende priser på byggematerialer. Kollapsede bygninger, store huller i jorden og knuste vinduer fylder byens gadebillede. Jernrør, der før lå under jorden, ligger nu til syne på havnens smadrede terræn. Den store kornsilo, Beiruts gamle varemærke, er ikke længere hvid. I stedet står der noget, der minder om en stor, rød masse af størknet ler.
Jeg falder i snak med Roy Prince, en 38-årig libaneser fra Mount Libanon. Han var hjemme i sin lejlighed og talte i telefon med sin kammerat, da de begge to hørte et højt brag. Roy tændte for sit fjernsyn og så, at noget var sprunget i luften på havnen i Beirut. Han ringede straks til sin hustru og venner for at sikre sig, at de var okay. Alle var forvirrede og i panik, og ingen anede, hvad der foregik.
»I dag er folk stadig mærket af det. Udover tabet af menneskeliv og ejendomme, lider mange af generel angst. Og vores tillid til regeringen og landets fremtid er væk,« fortæller Roy.
Vi snakker videre om den skæbnesvangre dag, og Roy husker, at han var overrasket over, hvor kraftig eksplosionen var. Selvom han bor i et bjergområde 120 kilometer fra Beiruts havn, rystede vinduerne under eksplosionen. Styrken havde været så voldsom, at den kunne mærkes over hele Libanon.
Da jeg spørger Roy, hvad han tror fremtiden bringer, er han først ikke særlig fortrøstningsfuld.
»Jeg tror, det vil tage flere år for vores land at komme sig. Det kræver helt klart, at Libanon har nogle ledere, der kan tage os i den rigtige retning. De ledere har vi bare ikke på nuværende tidspunkt,« sukker han.
På trods af evig modstand og kamp
Imens fødevarepriserne stiger hastigt, daler befolkningens lønninger. Mange familier kan ikke længere betale husleje og kæmper en kamp for at undgå at blive smidt på gaden.
På grund af den store mangel på benzin, står folk op ved midnatstid for at holde i kø på tankstationer. Hvis de er heldige, kan de få deres bil tanket 50 procent. Hvis de altså har tid og tålmodighed til at vente i kø i alt fra otte timer til tre dage. Mange kan ikke passe deres arbejde, fordi de skal holde i kø. Men hvis ikke de får benzin på bilen, kan de ikke møde ind på arbejde.
Landets topledelse har startet en lavine af kriser, der buldrer derudad. Ingen ved, hvilken fremtid Libanon og libaneserne går i møde.
Men som Salah afsluttede med at sige til mig, så skal man ikke opgive håbet:
»Jeg har et evigt håb. Det bliver vi nødt til at have. Libanon er et land med udholdenhed på trods af evig modstand og kamp. Libanon handler om at rejse sig. Og vi vil rejse os en dag igen. Inshallah.«