KULTUR

Tilbage til Ateliererne

Augusta Atlas’ installation “Ver Sacrum”. Bestående af metalkar, bøger, græske bibler, marmor, vand og pigment. Viborg Kunsthal, 2016. Foto: Augusta Atla.

Utilbørlighedsloven afslører, at regeringen ikke har forstået, hvad kunst betyder for demokratiet, lyder kritikken fra Augusta Atla. Bjørn Nørgaard stemmer i: »Kunsten er gået ud i det offentlige rum for lang tid siden.«

Da kunstner Augusta Atla i slutningen af september arbejdede på nogle nye collager, forstod hun, at hendes kunstvirke havde forandret sig. Pludselig var det som om, at hun ikke kunne lave et værk uden Bibelen. Det ville næsten føles som pyntekunst, og sådan havde hun aldrig tænkt om sin praksis før. 

Regeringens lovforslag om at forbyde utilbørlig behandling af genstande »med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund« var rykket ind i hendes arbejde. Lovforslaget blev præsenteret som et svar på sommerens koranafbrændinger foran udenlandske ambassader. Men forslaget – som det ser ud ved Lixens deadline – rammer bredere end den såkaldte »nålestiksoperation«, regeringen i første omgang lagde op til. Loven sigter mod alle, der måtte ytre sig, også kunstnerne. Augusta Atla betragter det som »et nyt censurelement«, der giver magten tilbage til religionerne.

»De grupperinger, der står og opildner til had – lad os sige, det er en håndfuld mennesker – de er fuldstændig bittesmå fisk i et kæmpestort demokratisk hav. Det her er en meget mere grundlæggende debat,« siger hun til Lixen.

Justitsminister Peter Hummelgaard har udtalt til Ritzau, at loven bliver genfremsat i en revideret udgave i slutningen af oktober. De  to eneste partier uden for regeringen, som støtter et lovindgreb, Alternativet og De Radikale, har tidligere foreslået at ændre linjen om kunsten. Men kulturlivets hårde reaktioner har ikke fået regeringen til at gentænke kunstens grundlæggende rolle i loven. Lovens brede formulering skal nemlig undgå »en situation, hvor Rasmus Paludan i morgen springer ud som performancekunstner«, forklarede justitsministeren i DR-podcasten Slotsholmen i september.

I skrivende stund er den reviderede udgave ikke blevet offentliggjort. Men Augusta Atla støtter heller ikke loven, hvis den undtager kunstneriske ytringer. 

»Det vil jeg ikke gå med til under nogen omstændigheder. Kunst er også politisk, så det er noget værre tosseri. Man kan ikke adskille kunst og politik.«

Mal, hug, tegn

I 1970 fremførte kunstner og billedhugger Bjørn Nørgaard sin berømte aktion Hesteofringen på en mark i Kirke Hyllinge. En hest blev slagtet og fyldt på syltetøjsglas, mens Ekstra Bladets udsendte tog billeder til avisens spiseseddel. I filmen kan man se en kvinde bære på et kors. Også Bibelen indgår i aktionen. 

Bjørn Nørgaard er kendt for at udfordre religion i sine værker. For eksempel står han bag en skildring af den sidste nadver i Christianskirken i Fredericia, hvor halvdelen af disciplene er kvinder. 

»Vi lever ikke længere i et liberalt demokrati. Vi lever i en konkurrencestat. Den kommercielle frihed står over både den kunstneriske og den almindelige ytringsfrihed. Det lyder meget pænt med rigets sikkerhed, men det man reelt forsvarer, er virksomhedernes muligheder for at tjene penge og eksportere til de her lande,« siger Bjørn Nørgaard til Lixen på en telefonlinje fra Møn. 

Justitsministeriet har oplyst til Politiken, at kors og davidsstjerner ikke betragtes som hellige genstande. Katolske krucifikser – figurer med den lidende Jesus på korset – er til gengæld omfattet af den nye lov. Juraprofessor på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller understreger i en mail til Lixen, at der formentlig vil blive “pudset lidt på forslaget”. Men sondringen mellem kors og katolske krucifikser er ikke overbevisende, siger han.

Bjørn Nørgaard mener, at forslaget peger på et gammeldags kunstsyn. 

»Jeg bemærkede, at justitsministeren udtalte, at det berørte jo ikke, når kunstnerne malede, huggede i sten og lavede tegninger,« siger han med henvisning til fremlæggelsen af forslaget, hvor Peter Hummelgaard opfordrede kunstneren Firoozeh Bazrafkan til at finde en anden måde at kritisere det iranske præstestyre end at skænde koranen. 

»Kunsten er gået ud i det offentlige rum for lang tid siden. Derfor kan man ikke jage kunstnerne hjem i atelieret,« lyder det fra Bjørn Nørgaard.

Augusta Atla står bag flere værker, der forholder sig kritisk til religion, og havde i 2016 en installation hos Viborg Kunsthal, hvor hun lagde græske bibler fra den ortodokse kirke i blød i vand og pigment. Loven afslører, at regeringen ikke forstår, hvad kunst betyder i et demokrati, mener hun. I stedet er den reduceret til »en sektor i samfundet, man kan flytte rundt i forhold til, hvad der er bekvemt.«

Får vi så ikke bare andre forslag i fremtiden, der også kommer til at underminere kunstens autonomi?

»Jo, altså hvis det her viser, hvor ignorante de er i forhold til, at kunsten er et instrument i et fungerende demokrati – og det har den været i 100 år og især siden 2. verdenskrig – så kan det da virkelig gå hurtigt ned ad bakke.«

Lov mod idioter

Augusta Atla er åben for ideen om en midlertidig lov, der for eksempel vil gøre det ulovligt at brænde bøger. Antidemokratiske bevægelser har gennem historien brugt den type aktioner til at undertrykke kritiske idéer. Den katolske kirke brændte jødiske manuskripter i 1400-tallet, Salman Rushdies roman ”De Sataniske Vers” blev brændt i 1980’erne og kunstneren Sandro Botticellis sekulære værker blev tilintetgjort i den tidlige renæssance for bare at nævne nogle få eksempler. 

Hvorfor mener du, at vi alligevel skal tage det hensyn?

»Du spørger i virkeligheden: Hvorfor gør man ikke bare ingenting, står på mål ligesom Macron (Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, red.) og opruster sikkerhed, terrorefterforskning og PET. Og så bruger man lige 100 milliarder på det?« omformulerer hun Lixens spørgsmål.

»Det synes jeg også er en løsning. Politiet har jo i forvejen hjemlen til at stoppe de her grupperinger, men det her beviser jo bare, at de ikke er dygtige politikere.«

Bjørn Nørgaard mener, at loven i sit udgangspunkt er håbløs.

»Selvom de laver den her lov, får buret et par kunstnere inde og straffet nogle journalister, vil der stadig være idioter. Og de vil stadig gøre et eller andet idiotisk. Og så skal man lave en ny lov, som omfatter de idioter. Det er en misforståelse at tro, at man på den måde kan sætte skel mellem tåber og almindelige mennesker.«