»Hamsterhjulet« Foto: Tobias’ Instagram t.anker_
Tobias Anker Simonsen med kunstnernavnet T.Anker greb penslen for første gang for tre år siden. Han var 25 år og havde netop fået diagnosticeret ADHD og angst. Hans hoved var fyldt med tankemylder, og det var sådan ideen om at male opstod – Kan tankemylder males væk?
Ved havnen i Svendborg på fjerde sal i en gammel lagerbygning er der et sted, hvor man gerne må få maling på tøjet, fingrene og på gulvet. Hvor fingermaling og barnlighed er tilladt. Helt deroppe under taget hvor der er ulidelig varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Her har Tobias Anker Simonsen sit frirum. Sit atelier.
»Den første ting jeg malede var en humlebi, som jeg havde tænkt på i tre uger. Og så havde jeg den ikke op i hovedet længere. Det er det mest surrealistiske, jeg har prøvet«, fortæller han.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af unge mellem 18-25 år med diagnoserne ADHD, angst, depression, spiseforstyrrelse og OCD er steget fra 37.949 i januar 2015 til 55.399 i januar 2023. En stigning på 46% som presser psykiatrien så meget, at ventetiden på at blive udredt i gennemsnit ligger på 63 uger.
Da Tobias Anker Simonsen selv skulle udredes, fik han at vide, at der var ventetid på et halvt år. Derfor valgte han at gå igennem en privat psykiater, hvor man selv skal betale:
»Da jeg havde anerkendt, hvordan jeg havde det, kunne jeg ikke vente et halvt år på at få hjælp. Hvad nu hvis der gik et halvt år, og jeg ikke ville have hjælp alligevel?«, siger han.
Når Tobias Anker Simonsen maler, er det ikke kun for at få afløb for sit tankemylder. Han bruger også kunsten som sit talerør, hvori han er samfundskritisk. Han viser mig et maleri, hvor han har forsøgt at illustrere hamsterhjulet, som mange mennesker befinder sig i: Gå på job, tjen penge, brug penge og forfra igen.
»For nogen er det et hamsterhjul, og for nogen er det bare nogen, der leger. Og det barnlige i mig, tror jeg også, er det, jeg dyrker meget gennem min kunst. Der er bare mange ting i samfundet, der er problematiske«, fortæller han.
Kunsten er blevet så stor en del af hans liv, at han ikke kan få ro, hvis han ikke er oppe og male. Så kommer tankemylderet tilbage:
»Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke har været oppe og male i noget tid, så får jeg faktisk det værre. Så er der flere myldretanker«, fortæller han.
Personerne har hver deres fortælling
På Tobias Anker Simonsens instagram t.anker_ deler han ikke kun ud af sine malerier. Her bliver der også delt poesi og små hints af samfundskritik. Han er meget optaget af at male personer, hvor der altid er poesi bag lærredet. Det er for at illustrere, at der altid er en historie bag alle mennesker, selvom man ved første øjekast kun ser det ydre.
I atelieret viser Tobias Anker Simonsen, hvordan han maler en af sine »personer.« Stråler af rød, gul og orange akrylmaling fordeler sig på lærredet. Lyden minder om en ketchupflaske, som er ved at blive tømt. Det bliver duppet med toiletpapir, og til sidst ligner det omridset af en person. Jeg spørger ind til, om han nogensinde har lavet et selvportræt:
»Det er da lidt sjovt på en eller anden mærkelig måde, fordi alle mine ansigter er jo på en måde et selvportræt, fordi poesien bagpå er min livshistorie. Måske er det egentlig bare mig selv, jeg maler som forskellige personer?«, spørger han sig selv.
Dog går Tobias Anker Simonsen meget op i, at hans kunst er op til fri fortolkning. Han håber, at publikum føler noget genkendeligt i dem selv, når de ser hans malerier:
»Jeg håber, at publikum kan kende sig selv i personerne, og det er noget af det, som jeg elsker ved at lave kunst – at alle ser noget forskelligt i det«, fortæller han.
Tobias Anker Simonsen maler med fingrene på en af »Personerne.« Foto: Amalie Windahl
Når Tobias Anker Simonsen ikke laver kunst i sit atelier, arbejder han deltid på et bosted i Assens. Han gør meget ud af at fortælle åbent om, hvordan det at skabe et frirum, faktisk kan være en terapiform.
»Det er jo lige meget hvilket slags frirum, du skaber. Det vigtige er, at du finder et frirum, hvor du kan lade op og have dit eget space. Det kunne lige så godt være at ride en tur.«
Udover drømmen om at leve af kunsten, hersker også en anden drøm: at hjælpe andre, der har det svært – både gennem poesi og kunsten.
»Jeg siger tit til mig selv, nu når jeg har fundet den gyldne vej, ville jeg være en fucking egoist, hvis jeg holdt den erfaring for mig selv«, siger han bestemt.
Dengang for tre år siden, var det ikke kun et ja til terapi, udredning, kunsten og poesien. Det var også et ja til livet. Og hans vigtigste budskab til andre, som har det dårligt, er netop at sige ja til livet – ved at sige højt, at man har det dårligt.»Til sidst tror jeg bare, at det gik op for mig, at jeg ikke har lyst til at være bange mere. Jeg har lyst til at leve som Tobias.«