Foto: Caroline A. Bagger
Lise Nørgaard har en nysgerrighed ud over alle grænser, som hun har brugt i sit arbejde som journalist gennem 52 år på henholdsvis Roskilde Dagblad, Politiken, Hjemmet og Berlingske. Hun har i over et århundrede oplevet en verden i forandring med sine egne øjne. LIXEN har spist frokost med den borgerlige anarkist, som på sine ældre dage er blevet mild, lattermild og gavmild.
Vi har aftalt i telefonen, at jeg kan ringe på, når klokken er et, men det gør skam ikke noget, hvis den bliver fem minutter over. Jeg står ved dørtelefonen til Nørgaard 1. sal klokken halv et og ånder lettet op, da det ikke bliver mig, der er kommet for sent til en aftale med selveste Lise Nørgaard. Jeg sætter mig på en bænk nogle skridt fra boligblokken i Skodsborg, som journalisten og forfatteren bor i.
Mit ur viser fem i et, og Hans-Jørgen Bøgfeldt kommer kørende ind på parkeringspladsen. Han er taxavognmand, og har været fast chauffør for Lise Nørgaard i snart 30 år, og i dag er han også min chauffør. Han har sin egen nøgle, og jeg går med ham ind i opgangen.
Nå, der er skam elevator, siger jeg og kigger på Hans-Jørgen, som er i gang med at se, om hun har fået post, som vi skal have med op. »Ja, men den bruger hun ikke,« siger han. Jeg følger ham op ad trapperne, han banker på, venter for en kort stund og går ind.
»Det er noget værre noget med Mogens Jensen den stakkels mand,« siger Lise Nørgaard, som sidder klar til afgang i sin sofa i stuen, til Hans-Jørgen. Jeg bliver stående i entreen, da jeg nødigt vil gå ind med sko på, og betragter den lille dame i sit fine tøj. Da Yves Saint Laurent havde sin første modeopvisning for Dior i Paris tilbage i 1960’erne, var hun på pletten som modereporter, det var dengang, hun var journalist på Politiken.
Jeg har taget en bordeauxrød, nystrøget skjorte på, for man vil gerne se ordentlig ud, når det er Lise Nørgaard, man skal ud og spise frokost med.
Mesterlæren
Det blæser på Skovshoved Havn, så vinden tager i Lise Nørgaards hår og gør det levende. Hans-Jørgen holder hende i hånden, mens hun har sin sorte stok i den anden, og jeg følger trop. Sammen går vi ind ad døren til Il Gabbiano, frokosten står på italiensk.
Vi sætter os til rette ved et bord i det ene hjørne i restauranten, hvor vi kan sidde lidt for os selv.
»Nå, nu hænger jeg på dig,« siger Lise Nørgaard, da Hans-Jørgen har forladt restauranten. Ja, nu hænger vi på hinanden, svarer jeg, vi griner, mine skuldre sænker sig. Jeg finder min diktafon frem, stiller den mellem os og trykker på den røde knap.
Jeg vil gerne sige tak for, at du har lyst til at mødes.
»Jeg syntes, dit brev var så spændende, for jeg mødes ellers ikke med journalister mere. Og jeg vil sige, at man gider heller ikke at spilde sin tid og sidde med en journalist, der ikke er forberedt.«
Lise Nørgaard har bedt mig om at læse første kapitel i De sendte en dame, som er andet bind i hendes selvbiografi. Kapitlet handler om Lises tid på Roskilde Dagblad, hvor hun med bare tæer i guldsandaler begyndte som elev en augustdag i 1935. Lise Nørgaards far Harry A. Jensen kendte redaktøren på Roskilde Dagblad, J.A. Hansen. Og han lovede redaktøren en kasse årgangsvin, hvis han ville tage sin umulige datter på prøve i tre måneder.
»Den dag begyndte det hele at have en mening, og den læreplads på Roskilde Dagblad havde en enorm mening for mig. Jeg vil sige, at da begyndte jeg at mærke miljøet, og alt det, det fører med sig.« fortæller Lise Nørgaard.
I det samme kommer en tjener med hver vores spaghetti marinara og små bruschetta til deling.
»Har du set,« udbryder hun, »jamen, gud.«
»Velbekomme, I må endelig sige til, hvis I mangler noget, så kalder I bare.« siger tjeneren, da han har arrangeret tallerkenerne foran os. Lise løfter hovedet, »så råber vi«.
At lære af de bedste
Lise Nørgaard har, som hun selv siger, været så heldig kun at rende ind i dygtige læremestre. Hun nævner prompte J.A. Hansen, Einar Jacobsen og Hakon Stephensen.
I De sendte en dame skriver hun, at det var J.A. Hansen, som lærte hende om god og dårlig journalistik, om kunsten at fastholde læserens interesse, om betydningen af en fængende indledning og om at have sit sprog i orden – det allervigtigste.
»Jeg havde nu engang den faste forestilling om, at jeg ville være journalist. Så det handlede om at tilegne sig en disciplin, som jeg slet ikke havde til at starte med. Jeg vil sige, at dengang var der sådan en udmærket tilgang til faget, for vi blev ikke optaget på nogen prøve som i dag (red. optagelsesprøverne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Syddansk Universitet). Vi blev antaget på tre måneders prøve. Hvis ikke vi mødte præcist om morgen, hvis ikke vi havde lært at skrive relativt ordentligt dansk og hvis vi havde stavefejl og navnefejl, så var det ud igen efter de tre måneder … det var første sortering.« fortæller Lise Nørgaard og fortsætter:
»Havde man en god læremester, så man ikke selv var idiot, kunne det ikke gå helt galt.«
Det er alfa og omega for Lise Nørgaard, at en journalist har et godt sprog. Hun mener, at det værste, som er sket ved sproget, er den måde, det er forfaldet på:
»Læs litteratur, det er et godt råd fra en gammel dame til dig, for du skal læse så meget som muligt. Du skal ikke lære at skrive som alle de andre, men du skal lære, hvordan man skriver. Hvilke enorme muligheder der er i et sprog med så mange ord som det danske, og du kan bruge dem alle sammen. Så der er ingen grund til at opfinde nogle rædsomme vendinger.«
Vi sidder og slubrer pastaen i os, den leger tagfat med gaflen og skeen. Det kræver sin serviet at fjerne tomatsaucen om sin mund, men elegant dupper man det værste væk, og lader pastaen, gaflen og skeen fortsætte sin leg. Jeg forestiller mig, hvordan Lise Nørgaard er Lady, og jeg er Vagabonden, selvom der er 80 år imellem os.
»Skal du ikke have en til?« spørger hun og kigger på de to bruschetta.
Poul Hennings vise ord
En journalist går ikke forbi noget uden at sige hov, hvad var det? Uanset hvad man skal, for journalister er født med en nysgerrighed ud over alle grænser, hvis man spørger Lise Nørgaard. Det betyder også, fortæller hun, at hvis man ser noget, som man synes skal laves om. Så skal man sige til sig selv, at det behøver ikke at være sådan, for man må gerne være lidt anarkistisk.
»Det er Poul Henningsen, som siger: Troen har aldrig flyttet nogen bjerge. Det er tvivlen, der flytter bjerge.« siger Lise Nørgaard, der i sin tid som journalist på Politiken ofte skrev det, hun kalder holdningsjournalistik.
På Politiken, hvor hun var fra 1949 til 1968, var hun med til at skrive om blandt andet socialstof. Lise Nørgaard elskede, når hun så resultater og fik lavet om på tingene. Hun fortæller, at det var et autoritært samfund dengang, som ingen steder fører hen.
»Jeg har altid sat mig ind i tingene, og jeg har altid syntes, at det var meget interessant at bore i, hvad der egentlig foregik af uretfærdighed, pengespild og pamperi,« siger Lise Nørgaard og fniser:
»Ved du, hvilke journalister jeg griner mest af? Det er dem, der vil være journalister for at være noget for mennesker. Har de overhovedet ikke gjort sig en tanke om, at man også kan være noget for mennesker ved at prøve at få lavet om på nogle af de tåbelige love, der holder mennesker nede.«
Ifølge Lise Nørgaard er der mange måder at være noget for mennesker på, men når det kommer til stykket, så gælder det om at få fingeren ud og selv gøre noget ved det.
Hvorfor er du ikke blevet politiker?
»Det har jeg fået mange tilbud om, men jeg vil sige, at jeg ville blive en plage for et hvilket som helst parti. Hvis jeg havde bestemt mig til at lave politisk arbejde, så ville jeg nok være alt for ivrig efter, at der straks skulle ske noget.«
Kvindens plads og Olsens
Lise Nørgaard kom til verden en junidag i 1917, det var to år efter, at kvinderne fik stemmeret. Hun fortæller, at hendes mor og mormor var med i stemmeretsforeningen, og hun tænker på, hvad de alligevel fandt sig i. Men journalisten og forfatteren mener, at det går begge veje, for mændene måtte også sluge en kamel eller to.
»Jeg har altid kæmpet for ligeretten og lige respekt. Jeg har for eksempel aldrig brugt ordet husmor, når jeg skrev. Hvad er en husmor? Ordet eksisterer ikke, hvis ikke også man har en husfar,« siger hun.
Det gik op for Lise Nørgaard i 15-16-årsalderen, hvordan der var en forskel på måden, man behandlede mænd og kvinder på, og hvad man forventede af dem. Hun så på de kvinder, som hendes forældre omgikkes og opdagede, at det ikke var vejen til frihed at gå derhjemme. For kvinderne var buret inde. Vejen til frihed er at tjene sine egne penge, ellers kan man aldrig komme af med de dovne mænd, som kvinderne var gift med, mener Lise Nørgaard.
»Jeg har altid prøvet at dosere, at ligeretten udkæmpes på hjemmebanen. Hvor manden hele tiden har troet, at han kunne bestemme, om kvinden skulle tage arbejde eller ej, sådan var det i min tid. Manden kunne i det hele taget bestemme over familiens penge og alt muligt andet, det skal man ikke finde sig i,« siger journalisten, som stadig har sine stålsatte holdninger.
»Jeg har oplevet, at fine damer har stået og grædt til diskussionsmøder i Kvindernes Bygning. For jeg tillod mig at sige, at det er hasard at planlægge sit liv på mandens forsørgelse. Når de med bølgende barme sagde, at størst af alt er at passe hus, mand og børn,« fortæller Lise Nørgaard og klukker, så årringene folder sig om hendes øjne.
Hun løfter sit glas, »skål!«.
Det er både i Lise Nørgaards journalistik og forfatterskab, at hun har skrevet ligestillingskampen ind i sine artikler, klummer, bøger og manuskripter. I Matador møder vi karakteren Agnes, der begynder som stuepige hos familien Varnæs, men ender med at opbygge sin egen succesfulde forretning. Og i Huset på Christianshavn ser vi, hvordan fru Olsen erhverver sig et kørekort og bliver buschauffør, mens Hr. Olsen og deres søn William må lære at klare sig selv derhjemme.
»Det smager edderbukkeme godt,« lyder det fra min borddame.
At blive gammel
Vi har en bruschetta tilbage på det aflange skærebræt, og Lise Nørgaard spørger, om jeg ikke kan æde den. Jeg har det, som om jeg er et barn igen, der er på besøg hos mine bedsteforældre.
»Jeg kan godt sige dig, de har nogle pragtfulde kager. Jeg kan spørge, om de har den, de havde i søndag … ja, altså ikke den samme,« siger hun og klukker.
Da Lise Nørgaard fyldte 100 år, sendte Danmarks Radio en dokumentarfilm, der hed Længe leve Lise. I den fortæller fødselaren, at hun ikke tænker over sin alder. Jeg spørger hende derfor, om hun tre år senere tænker på den, hvortil hun svarer: »lidt mere«.
Hvad tænker du over nu?
»Jeg tænker over … altså, det er ikke morsomt at blive 103. At jeg ikke går så godt, det generer mig så forfærdeligt. Hvis jeg har min rollator, så spæner jeg af sted, men man kan ikke have en rollator med alle steder. Der er så meget man ikke kan, det begynder med, at man ikke kan danse ballet og det næste, at man ikke kan stå på ski … de naturlige glæder.«
Du kan da gå ned ad trapper?
»Ja, jeg kan også gå op.«
Det er da flot?
»Flot og flot, men man lever jo ikke for sådanne præstationer, man begynder at leve på minderne. Og jeg mister hele tiden venner, samtidig med at jeg kan sidde og mindes og grine med dem.«
Tænker du over den dag, du selv skal i jorden?
»Nej, det hænger ikke over hovedet på mig. Jeg er lidt forbløffet, når jeg vågner om morgen og stadig er til. Jeg er stadig nysgerrig på dagen i dag, men det er svært nu med coronakrisen, jeg er ikke god til at være alene. Sådan har jeg aldrig haft det før, at jeg synes, jeg gerne ville have nogen at snakke med.«
Lise Nørgaard er tavs for en stund, men så begynder hun at fortælle om hendes elskede ven litteraten Niels Birger Wamberg, som gik bort i sommer. Han kunne altid ringe og sige de morsomste ting.
Jeg kan se ud af øjenkrogen, at Hans-Jørgen kommer ind ad døren til restauranten. Han hilser på tjeneren i baren, finder sig en stol og sætter sig for bordenden. »Gud, vi har ikke fået kaffe, vil du ikke have en kop med,« spørger Lise Nørgaard og kigger på ham.
Det sidste spørgsmål
Tjeneren kommer med vores bestilling på tre kopper kaffe og en cheesecake med karamel til mig, for Lise Nørgaard har, som min mormor kunne det, insisteret på, at jeg da skal have en kage.
Vi sidder og snakker om dengang, Lise Nørgaard fik forbyttet sin madpakke, da hun var i Japan. Hun tog for en sikkerheds skyld en madpakke fra hylden Western Style, hvor man kunne få nye, friske madpakker. Men der havde været en ond person, som havde lagt en japansk madpakke i hylden.
»Da jeg åbnede den med løbende mundvand, for det var skønne madpakker, så lå der en rå fisk med øjne, der gloede på mig.« fortæller hun.
Man har vundet i lodtrækningen om bordplanen, når man sidder til bords med Lise Nørgaard. Hun kan fortælle historier, så man håber på, at frokosten varer ved lidt endnu, da man vil have slutningen med.
Jeg har skrevet et spørgsmål ned på min skriveblok for ikke at glemme det blandt Lises mange historier:
Hvad er det vigtigste du har lært af dine 103 år?
»Det jeg har lært, ved du, hvad det er? At jeg har meget endnu at lære. Jo mere man lærer, desto mere synes man, at man må se at få lært.«
Jazzen og de hurtige rytmer fra højtalerne har fortonet sig, vi er de eneste tilbage i etablissementet. Hans-Jørgen spørger, om vi kom jorden rundt, jeg nikker og kigger på Lise Nørgaard:
»Ja, det var da nogle fornuftige spørgsmål«
Tak, det var også nogle fornuftige svar.
Lise Nørgaard klukker, som hun så ofte gør.