Den skønne delstat Goa, beliggende i det vestlige Indien, er det rene livsnyderparadis! Sådan lød det overalt på nettet, da vi skulle beslutte, hvor rejsen skulle gå hen. Helt perfekt, tænkte vi. Men hvad vi ikke vidste var, at sæsonen var forbi og dermed også det såkaldte livsnyderparadis.
Dag 1: »Hvad fanden var der galt med Mallorca?«
Med fedtet hår, tør hud og ustabil mave efter fireretters flymad er vi ankommet til ferieparadiset Goa. Taxachaufførerne svinger deres nøgler i hovedhøjde, de råber, de lokker, de spytter. Efter 16 timer undervejs er trangen til en lille, stramt rullet gang tobak ved at nå krisepunktet. Med tilladelse fra den spyttende taxachauffør tændes en dansk cigaret.
»Hi, hello! Girls! Not allowed,« råber en grøn uniform med to stjerner på skulderen. Uniformens ansigt er strengt, og pegefingeren er løftet. Ti minutter i den indiske luftzone og allerede indehaver af en bøde. Inde i den spyttende taxachaufførs bil med tre kufferter på skødet og en i bagagerummet kører vi mod stranden og palmerne.
»Our hotel is called Boaty’s guesthouse. You know that,« spørger chaufføren.
Under den største kuffert af dem alle sidder Stine utryg og mast. Omgivet af indisk slumkvarter, en lugt af stærk karry og mænd med åbenstående skjorter på gaden, drømmer pigerne lige nu mere end noget andet om et stort luksusresort.
»Hvad fanden var der galt med Mallorca,« hvæser Maria, som også var med, og skubber demonstrativt kufferten mod Stine.
»Piger. Skal vi ikke komme ud af den taxa nu. Han ved overhovedet ikke, hvor vi skal hen.«
Krampen i Stines højre balle har gjort hende lettere irritabel, og endnu en spydig kommentar rammer snart den spyttende taxachauffør, men før hun kan nå at åbne munden, jubler taxachaufføren.
»Welcome to Boaty’s.«
Dag 4: Vennerne
»Good morning girls, you want omelets and coffee now?«
Manny, ejeren af Boaty’s, står bag baren og sletter spor og sjatter fra de sene nattetimer. Under det mørke skæg gemmer sig en cigaret og et bredt smil. Vi træder ud af vores små træhytter og direkte ned i 10.000 fine lyse sandkorn. Sandet masserer tæerne, og palmerne skygger for solen, mens vi spiser vores morgenmad. Med omeletfyldte maver og huden smurt som en treårigs barnenumse smider vi os på de orange sunbeds hos vores nye ven, Lucky.
»Sophie, vågn lige op!«
Et dask på armen og panikken i Marias øjne får straks Sophie til at vågne. Marias blik er uventet og ubehageligt. Tre håndfulde mænd står dvask med ølmaverne fremme og stirrer. En, to, tre, fire hvide piger i bikinier på en, to, tre, fire strandstole.
»Hey! Hey! You get away. Don’t look at the girls.«
Lucky og hans kolleger zigzagger mellem strandstolene med en parasolstang i hånden. Slag i hovedet, spark i maven, blod på blusen. Hvad der i Danmark bliver stoppet med ord bliver i Indien stoppet med vold.
Dag 7: Jagten efter kulde
Efter endnu en dag på stranden, er kroppens sidste væsker på flugt, og vi bevæger os tilbage til Boaty’s i desperation efter kulde og et koldt glas vand. Vi kender vel alle kærligheden til aircondition under disse forhold. Men det, der ikke måtte ske, sker. I stykker! Og det var ikke første gang. En kvælende hede og lunkent vand er det eneste at hente. Vi spørger desperat efter hjælp, men de lokale trækker blot på skuldrene – “so much power on, so it happens all the time,” fortæller de os.
Dagen efter beslutter vi at skifte sandet ud med fliser og den slidte håndbruser ud med et lækkert badekar. En overnatning på hotellet “Farfield by Mariott” er på programmet. En lettende, tryg følelse rammer os, da vi træder ind i den kolde lobby, der skinner og dufter af en syntetisk blomsterduft, der minder om en vask, der har fået en lidt for heftig omgang skyllemiddel. Det er lige præcis, hvad vi har ventet på. Kulde og renlighed. Men nu siger kulden os ikke så meget længere. For vi står nu i det fineste Goa, men dette havde intet med Goa og Indien at gøre. Og det føles pludselig køligt og distanceret på den forkerte måde. Og med de ord, tog vi tilbage til varmen og Boaty’s morgenen efter.
Slag i hovedet, spark i maven, blod på blusen. Hvad der i Danmark bliver stoppet med ord bliver i Indien stoppet med vold.
Dag 10: Kontant afregning
Efter 10 dage i det uslebne paradis er vi klar til at tage hjem. Længslen efter et ordentligt toilet, følelsen af at være ren og mad uden koriander bliver større og større. Dog føles det mærkeligt at forlade vores lille nye Boaty’s-famile. Man skulle tro, at vi ikke længere kunne blive overrasket over indretningen af det indiske samfund, men så kom betalingen. Vi har bestilt rejsen på nettet, men vi skulle først betale for opholdet ved afrejse. Og dét er der måske en grund til.
»I only take cash, yes?,« siger Manny, da vi står klar med kreditkortet.
Så i al hast bliver tasken endevendt for at samle de sidste kontanter sammen. En afsked på indisk manér. Måske var det i første omgang et chok at opleve bagsiden af medaljen, men når nu vi sidder i flyet på vej mod Danmark, er vi alligevel lettede og glade. Selvom vi ikke fik det paradis, vi var blevet lovet, oplevede vi, at Goa uden for sæson og bag marmorgulve og turistede sandstrande stadig gemte på en ægte varme forklædt i de mennesker, vi har mødt på vores vej.