DEBAT

Teater: Underholdning eller oplysning?

Joakim Lind Tranberg på Odeon-teatret. Foto: Johanne Frederikke Mortensen

Som en farvepalette byder teaterverdenen på et hav af nuancer. På Odense Teater opføres forestillinger om lige fra magtbevægelser mod eliten til eventyrklassikeren Mio, Min Mio. Men er teatret ren underholdning, eller kommer vi for at lære noget? Lixen har taget en snak med skuespiller Joakim Lind Tranberg og teatergængeren Johanne Mortensen, netop for at sætte en finger på teaterverdenens rolle som formidlingssted.

Aviserne bugner af overskrifter om hårde klimaudfordringer, ay eller nay til Brexit og mure, der enten skal sættes op i Mexico eller rives ned i Game of Thrones. Journalistikken dækker vidt favnende over emner, der både kan være lette og svære at tale om. Et alternativ til avisen, fjernsynet og radioen, hvor der også er plads til at debattere verdenshistorie og samfund, er på de skrå brædder.

På scenegulvet er der rum for at tage en maske på og diskutere frit fra leveren. Noget, der kan være lidt vanskeligere i journalistikkens medieverden. Der er i hvert fald ingen maske at skjule sig bag. Men teatersalen er også underholdningens arena, hvorfor det kan være svært at skelne fakta fra fiktion.  

 Joakim Lind Tranberg, 30, er skuespiller og uddannet på Odense Teaterskole i 2017. Som bosat i København med sin forlovede, pendlede han frem og tilbage for at stå klar i spidse laksko og dansende slangekrøller i rollen som kong Frederik 3. i forestillingen Leonora Christina. Fascinationen af scenekunstens formidlingsevne var allerede stor for Joakim Lind Tranberg, da han som dreng så sin far optræde under dilettantkomedier på Bornholm.

»Jeg sad på forreste række på en lille gymnastikbænk og så op på min far, der tit spillede de store roller. Der sad jeg med min 5-krone i hånden, som jeg skulle købe slik for i pausen. Jeg kan bare huske, at jeg kiggede op og så den reaktion, han fik fra publikum. Han havde en reaktion på folk.«

Hvis jeg kigger ned på publikum som Frederik 3., så kan det måske virke intimiderende, men det er en illusion, man bygger op sammen med publikum i løbet af hele forestillingen. Det er simpelthen så fantastisk at se folk [publikum] i øjnene. Igen det her med at se den indvirkning, man har på folk.

Men kommer publikum i teatret for at blive belært? Eller er den indvirkning, Joakim Lind Tranberg taler om, blot underholdning? Forestillingen Leonora Christina er et stykke af Danmarkshistorien. Ligesom Lars Mikkelsen tager os i hånden og gennemgår historien om Danmark, byder Joakim Lind Tranberg og resten af skuespillerstablen på en realistisk fortælling om konger og dronninger. En fortælling tro mod virkelighedens historie med plads til fortolkninger i sidestykket.

Den aktive teatergænger Johanne Frederikke Mortensen kommer tit på Odense Teater, hvorfra hun har set utallige forestillinger, heriblandt Leonora Christina. Ved siden af teaterfixet studerer hun journalistik på Syddansk Universitet. Hun oplever teatrets rolle tofoldigt.

»Jeg tror, at der er mange moderne stykker, som kan relatere til det samfund, vi lever i i dag. På den måde kan man få noget med hjem at forholde sig til. Som udgangspunkt er teatret underholdning, hvor det ekstra jo bare er en bonus.«

Publikum og skuespillere skaber en usynlig kontrakt, hvor dem i de bløde sæder betages af replikker og gestik, mens de andre giver plads til eftertanke og oplysning. I en bobbel, der først sprænges, når lyset atter tændes, har publikum været fanget i en formidlingsverden, man enten er blevet underholdt eller oplyst af.

Teatret som formidlingssted er ikke det samme som at åbne dagens avis. Men nogle fællestræk anes alligevel, når man kigger på scenekunsten og journalistik som samarbejdspartnere. I begge verdener er der plads til et sprog af farver og sanseindtryk, så fortællingerne fremstår som lærerige historier. Johanne Frederikke Mortensen ser sammenhængen.

»Når skuespillerne står på scenen formidler de en historie, der er blevet skrevet ned. Historien om Leonora Christina er sand, så der er jo et journalistisk spektre om aktualitet. Skuespillerne bruger deres gestik til at få os til at mærke fortællingen. Det gør vi jo også som journalister med vores sprogbrug, for at læseren skal kunne se det for sig. Det sker både på skrift og på scenen.«

Teatret kan vende og dreje eventyr lige såvel som aktuelle samfundsproblemer. Odense Teater viser i øjeblikket forestillingen ‘Død over eliten’, hvor spørgsmål om politik og samfund med aspekter fra det virkelige liv vægtes højt på den lille scene. Politiken skrev således under deres fire røde hjerter:

Hvorfor skal vi gå og vente på, at det bliver til noget med det folketingsvalg? Odense Teater kan i hvert fald sagtens finde ud af at skyde det hele i gang. Med noget så sjældent som en aktuel ladning ny dansk dramatik.

Teatret er kendt som underholdningens kammer, men oplysningen er en gave oven i hatten. Forestillingerne skaber krakelerede pander og oplyste hjerner ved siden af de store grin. Scenekunsten fungerer som et afbræk fra journalistikken, hvor information rimer på sang og musik. Formidlingen på de skrå brædder kan, udover det gæve, informere og lægge op til debat på en fortolkende måde, der ikke ses i journalistikken – også selvom det formidles med laksko, paryk eller firspring.