STUDIET

Takkebrev fra Obama til de studerende på SDU

Obama var forbi Syddansk Universitet den 28. September. Det er nok de færreste, som for alvor har opdaget det, for der var ikke rigtigt plads til nogle studerende. Men nu har Obama sendt et takkebrev, hvor han takker Syddansk Universitets studerende for at smide et generøst bidrag i puljen, selvom der ikke var plads til, at de kunne være med til festen. Lixen bringer her brevet.

Kære studerende på Syddansk Universitet

Tusind tak for ÉN MILLION KRONER!!!$$$

Det er virkelig generøst af jer, at I ville være med til at skabe så komfortable rammer for mig og spidsen af syddansk erhvervsliv. Jeg skulle hilse fra drengene og sige, at vi havde et par super dejlige timer sammen og fik taget nogle herre grineren selfies. Ikke mindst fik jeg taget et par drøn gode billeder sammen med jeres allesammens bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen og rektor Henrik Dam. Skide flinke fyre for øvrigt. Tænker, at billederne kommer til at pryde gangene på universiteterne de næste mange år. Det sagde drengene i hvert fald, at de ville gøre en ihærdig indsats for, at de gjorde.

Jeg må tilstå, at jeg i første omgang var lidt forvirret, da jeg ankom til Kolding. Jeg var blevet orienteret om, at jeg skulle deltage i en samtale på et dansk universitet, så jeg havde forventet at træde ind i et kongrescenter fyldt med unge, sprudlende studerende. I stedet blev jeg mødt af en diamantbeklædt foyer fyldt med gamle mænd i nystivede, grå habitter.
Når jeg kiggede rigtigt godt efter nede på de allerbagerste rækker, kunne jeg dog se, at der sad nogle få studerende og strakte hals. Lige knap 200 talte jeg det til. Lars forklarede mig hurtigt sagens rette sammenhæng, og endnu engang må jeg altså bare tage hatten af for den danske velfærdsmodel, og den solidaritet som I udviser. Over 28.000 Syddanske universitetsstuderende havde simpelthen besluttet sig for at splejse om at få mig til byen, så universitetets direktorat kunne få sig en god oplevelse. Eller som Lars sagde:

»Beslutningen er truffet af mig og kun mig, det er jo for fa’en mig, som er bos, men jeg har en god føling med de studerendes ønsker, og jeg er sikker på, at de synes, at det er en god idé.«

Så endnu en gang AF HJERTET TAK! Jeg lovede også at sige tak fra Henrik Dam, fordi I ikke stiller for mange irriterende spørgsmål. Vi har lavet en aftale om at holde budgettet tophemmeligt, og at vi egentlig i det hele taget ikke gider at udtale os om noget som helst, der forholder sig kritisk til mit besøg. Og det har I taget super pænt. Jeg havde egentlig troet, at man i et åbent demokrati som det danske ville have interesse i at vide, hvad man bruger en million kroner af universitetets midler på. Men som Henrik og Lars samstemmigt sagde til vores super fede afterparty:

»Det rager ikke dem, hvad vi bruger deres penge til.«

Så tak for jeres ubetingede tillid til ledelsen. Det sætter de stor pris på!

Håber, at I får et super fint studieår, og at I ikke kommer til at mangle millionen alt for meget.

Kh. Obama