Fotos: Rasmus Hoffmann
Omsorg, sikkerhed og BDSM kan på overfladen opfattes som antonymer. Men for kunstnerduoen SWITCH er disse ingredienser i deres univers, bestående af rollespil, leg med kønsroller og queerfeministisk BDSM. LIXEN er rejst til Bergen for at portrættere duoen.
BDSM-miljøet har længe været en inspirationskilde, hvorfra flere kunstnere har tappet inspiration. Men på kunstscenen anno 2022 står kunstnerduoen SWITCH og forsøger at gøre op med traditionelle ideer om BDSM-miljøet som hardcore og utryg at tage del i. Gennem -objekt, -video og performancekunst udforsker Frida Retz og Didde Borup Larsen i fællesskab BDSM. BDSM, hvor den konventionelle magtdynamik mellem maskulin vs. feminin udviskes, og dualiteten mellem nydelse og smerte er i centrum.
I artiklen benyttes Frida Retzs pronominer hun/hende og Didde Borup Larsens pronominer de/dem.
Det er en blå og hed dag i Bergen. Asfalten, der leder op til den tronende geometriske bygning, nærmest syder i forårsvarmen. Bergen Academy of Art and Design står som et stykke universel arkitektur i den forstand, at den kunne stå i en hvilken som helst afkrog af en storby uden at gøre det store væsen af sig. Indeni er bygningen domineret af åbne, hvide ‘kontorbåse’, hvor hver kunstner har cirka 3 kvadratmeter at slå sig løs på. Dette industrielle kontormiljø kunne dog ikke stå i en mere diametral modsætning end til Frida Retz og Didde Borup Larsen. Sammen udgør de SWITCH, og i deres farverige garderober er de lette at få øje på da de møder os akademiets betongrå gange.
De er begge i færd med afslutte deres bachelor i kunst på akademiet. Vi bliver modtaget med kram af dem begge. Frida Retz bærer en moderne version af det ikoniske “bundesligahår”, som indrammer et par røde briller. Hun klirrer, når hun bevæger sig, grundet et nøje kurateret sammensurium af smykker. Didde Borup Larsen radierer androgynitet med sin lyse, afblegede ‘mini mullet’. En lang, kuglebesat ørering hænger ned i det ene øre, hvilket skaber en feminin kontrast til det traditionelt maskuline outfit bestående af en skjorte over en T-Shirt og et par mørke bukser.
Det første stop på dagens kunstneriske pilgrimsvandring er Frida Retzs atelier.
Hos Gynækologen
Frida Retz er femogtyve år gammel og oprindeligt fra Trekroner – en flippet og kulturradikal bydel i Roskilde. En “War is a weapon of mass destruction” plakat står indrammet på et overfyldt skrivebord, mens spraymaling, ler, gips, og tomme dåser er spredt sporadisk omkring. Væggene er plastret til med alskens skriblerier: Fertilitet. Sexualitet. Androgyne. Sexlegetøj. Væskes. Feminisme. Sorg. Overgreb. Håndtegninger af buttplugs på A4-ark – skitser til den udstilling, hun for nyligt havde i den nørrebroske sexlegetøjsbutik Peech. En teaser til hendes bachelorprojekt “Hos Gynækologen vol 1. BDE.” står skarpt i linoleumstryk.
»Hvor lærte I egentlig hinanden at kende?«
Frida Retz og Didde Borup Larsen vender sig synkront mod hinanden og griner indforstået.
»Første minde?« spørger Frida Retz med et skævt, varmt smil.
Didde Borup Larsen besvarer spørgsmålet:
»Første gang, jeg husker, er, at vi sidder i en sofa og taler om, at vi savner kropskontakt.«
De når samstemmigt frem til, at de ikke har set sig tilbage siden det møde. Dette beretter et nærliggende billede på Frida Retzs skrivebord om. Det er et promotionsbillede fra deres performance “Date at the hotel” som de udførte på en performancefestival i Bergen.
At SWITCHE magtrelationen
Vi bevæger os videre til Didde Borup Larsens kontorbås, der ligger et stykke fra Frida Retzs.
»Vi ville gerne have haft studie sammen, men det kunne ikke lade sig gøre i dette semester,« indskyder Frida Retz skuffet.
Slægtskabet mellem Didde Borup Larsen og Frida Retzs kontorbåse er slående. Dog er gipsfigurerne og linoleumstrykket byttet ud med alverdens tekstiler og en symaskine. Syregrønt hæklegarn, en sort choker og perlebesat stof pryder et tøjstativ, hvilket akkompagneres af en paryk, læderhat og sirlige tegninger som vægudsmykning. Alskens værktøj, en hjertebesat sillikone-pisk, et par hvide læderstøvler med fjer og en buttplug med en mørkelilla hale fylder gulvets overflade i et organisk kaos.
Didde Borup Larsen er femogtyve år gammel og oprindeligt fra Sønderborg. En mere eller mindre gevaldig kontrast til Bergens sprudlende urbane omgivelser. Men selvom Frida Retz og Didde Borup Larsen deler nationalt ophav, havde de deres ‘meet cute’ i Bergen, og herfra materialiserede et projekt sig.
Dette efterlader blot spørgsmålet: Hvordan opstod duoen SWITCH?
»SWITCH er en term for en form for BDSM, der betyder, at magtrelationen kan skifte afhængig af momentet. Dette ses i vores første projekt, hvor der er et skift mellem gelé og latex, der puler« forklarer Frida Retz.
Didde Borup Larsen fortsætter:
»Det har rødder i BDSM, hvor det handler om leg og safespace.«
Duoens første projekt var videoen “SWITCH”, der blev vist på Galleri Flig i 2020 og lagde grundstenen for deres kunstneriske kollaboration. Til premieren havde duoen bygget en sort skærm som videoen spillede på. Under skærmen var en indbygget hylde, hvorpå lidt ‘godt til ganen’ stod i form af syregrønne, jello shots.
»Til første udstilling var vi meget interaktive. Der er en styrke i at være to. Vi gav folk jelloshots, og de prøvede at slikke den (jello-slimen) ud,« beretter Frida Retz.
Responsen fra udefrakommende publikum, familie og venner har været positiv. Frida Retz nævner bl.a., at hendes bedsteforældre også er store fans. Dertil har SWITCH også fået en fanskare, der ved første øjekast ikke ligefrem associeres med BDSM-kunst.
»I Trondhjem, da vi viste vores film “Rat and Cat and Horses”, var der et barn, der var sådan: »Åhhh heste!”« Børn kan godt se og sætte pris på legesygheden,« fortæller Frida Retz.
En duos fødsel
Akademiets faciliteter til digital, kreativ udfoldelse viser sig fra sin bedste side. Vi bevæger os hen ad en lang gang, der fører ind til lokaler spækket med computere, så langt øjet rækker. Vi kommer til et rum, hvor der sidder et lille udvalg af koncentrerede medstuderende.
Didde Borup Larsen fører sine fingre over tastaturet i metodiske og øvede bevægelser, og så dukker det første projekt frem: Videoen “SWITCH”, der blev startskuddet til det hele.
»Vi konstruerer ting low tech. Low digitalism. Vi laver detaljeorienterede film med materialer som gelé, ler og performance, altså intermedia. Der er et elektronisk aspekt i vores værker,« forklarer Didde Borup Larsen.
Udtrykkene “low tech” og “low digitalism” er referencer til, at objekterne i deres værker konstrueres simpelt og gerne ud af noget upcycled. “Intermedia” er en fællesbetegnelse for når forskellige medier der benyttes i et kunstværk (Fx. video, skulptur og performance.)
Og i SWITCH-videoen manifesterer dette sig hurtigt. Animerede læderstøvler, piske og slim fylder skærmen. Det veksler mellem slikkelyde og piskesmæld som i en dominant/submissiv-relation. Inden for BDSM er dette magtrelationen, hvor der er en part, der dominerer og en part, der underkaster sig.
To menneskelige animationer bryder og smyger sig simultant om hinandens legemer. Og til slut bliver en pivende slim slået, til den er komplet udsplattet.
Der var dog også en mindre glamourøs side af det ambitiøse projekt.
»Slimen mugnede i Diddes rum« fortæller Frida Retz leende.
Frida Retz og Didde Borup Larsen forklarer, hvordan de skabte værket ved hjælp af en green screen i deres stue. Værket kan i grove træk fortolkes som en magtrelation mellem gelé og latex. Legen med forskellige teksturer er substantielt for SWITCH.
»Mødet mellem elementerne blev starten på duoen SWITCH« forklarer Frida Retz.
At reclaime patriarkalske figurer
Vi er nu nået til duoens mest ambitiøse videoprojekt til dato: “Rat and Cat and Horses”. Den femogtyve minutter lange video blev filmet under et “residence” i en landsby i Finland. (Et residence er, når kunstnere får et betalt ophold på en lokation med det formål at drage inspiration fra deres nye omgivelser.)
»Byen havde omkring 5.000 indbyggere, og vi fandt hurtigt ud af, at det var et sted, hvor den lokale doktor blev til tandlæge én gang om måneden,« fortæller Frida Retz om de isolerede, naturskønne omgivelser, duoen befandt sig i.
En sminket, bleg hånd med lange røde negle placerer nænsomt røde bær i hullerne af en taburet. Dette fortsætter i en rum tid, indtil alle hullerne er fyldt ud med bær. Der klippes videre til et bondehus i et frodigt, grønt sommerlandskab, og seeren bliver introduceret til to karakterer med alvorlige miner og klovne-lignende make up: Cowboy og Ridder – traditionelt maskuline karakterer. Frida Retz er i rollen som Cowboy iklædt lange, hvide støvler, en rød vest og cowboy-lignende solhat. Didde Borup Larsen er Ridder og bærer en tætsiddende, rød hat, guldkjole og hvid skjorte.
»Vi startede med at bygge karakterer på. Patriarkalske figurer såsom cowboys og riddere, der ‘reclaimer’ omsorg mellem karaktererne. Inden for BDSM kaldes dette ‘aftercare’,« forklarer Didde Borup Larsen.
Termen “reclaime” betyder at tage et velkendt begreb op til genforhandling. Dvs. at bruge det i en ny kontekst, og herved give det en ny betydning. Med at “reclaim omsorg” mener Didde Borup Larsen at de to karakterer får lov til at opføre sig på en måde som ikke er traditionelt ‘maskulin’, men at de filterløst får lov til at udvise omsorg, kærlighed og respekt for hinanden.
I løbet af filmen iagttager beskueren de to karakterers hverdagsgøremål i en utopisk verden induceret med omsorgsritualer. Dette indkluderer bl.a. Frida Retz’ skede, der i en surrealistisk sekvens bliver åbnet med et spekulum-lignende instrument og bliver “tappet” for mælk, som var hun et bondegårdsdyr. Forskellen er dog, at alt, der sker, er samtykkebaseret, hvilket Frida Retzs kropssprog tydeligt indikerer. Denne mælk bliver herefter omdannet til eliksir, og givet til en træhest, der yderliger bliver vist omsorg ved at få et halstørklæde på. Det er et spil på, hvordan mennesker konsumerer ting produceret af dyr som fx. komælk.
Seeren bliver herefter inviteret ind i rollen som beskuer til et gilde, hvor flere pertentligt opstillede arrangementer af mad bliver konsumeret af duoen. Inspirationen til dette er taget fra den surrealistiske film “Daisies”, der blev født ud af den tjekkiske bølge af new wave film i 1960’erne. Filmens handling centrerer sig grundlæggende om to kvinders jagt på og konsumering af mad. Dette ses tydeligt i absurditeten af både “Rat and Cat and Horses” og “Daisies”. Overfloden af æstetisk mad, de teatralske kostumer og detaljeorienterede shots.
“Rat and Cat and Horses” kulminerer til sidst i rungende, akustisk sang, der er en omskrivning af “Cowgirls don’t cry” hvor pronominerne i sangen er blevet ændret. De frodige omgivelser spiller en vital rolle i filmen.
»Universet er postapokalyptisk. Det var vigtigt for mig ikke at fortælle om dystopi, men at vise omsorg overfor dyrene. At bruge powerplay (Indenfor BDSM betyder dette at parterne aktivt laver en rollefordeling mellem hvem der er dominant og hvem der er submissive), der skaber en flydende relation,« siger Didde Borup Larsen, hvorefter Frida Retz tilføjer:
»En power/pleasure relation«
Værket kan i korte træk beskrives som en “sci-fi spaghetti western”, der blev skabt on site, hvilket tydeligt ses i valg af rekvisitter.
»Vi vidste vi ville filme, men vidste ikke, hvad vi ville. Den blev filmet i et dødsbo,« fortæller Frida Retz, og Didde Borup Larsen forklarer nærmere:
»Man kan mærke forgængeren. Huset var efterladt af den tidliger ejer. For eksempel fandt vi ud af, at det gynækologi-instrument, vi brugte, i virkeligheden er en salat cutter.«
Der er dog også andre budskaber i værket.
»Vi leger med roller. Rollespil gør meget i BDSM. Vi forsøger at opløse internaliserede roller,« siger Didde Borup Larsen.
BDSM som budbringer
Men hvordan kobler virkelighedens BDSM-verden sig til SWITCHs kunstneriske fortolkning af denne?
»BDSM og vores praksis er fiktionsverdener der er lige så virkelige som alt andet, og som kan bruges som et rollespil til at opløse magtstrukturer og historisk marginalisering,« beretter Didde Borup Larsen, og uddyber yderligere:
»Vi er begge to en del af BDSM-miljøet, hvis rollespil har dybe rødder i LGBT+ miljøet og erotica som en måde at regenerere eller reclaim narrativer gennem historiefortælling og leg.«
Men hvad er det kraftfulde i at benytte BDSM som budbringer af disse budskaber?
»At noget er “kraftfuldt” handler for mig, om at kraft er blevet fortalt som noget overmaskulint. Dette underminerer mange nuancerede værdier, der er til stede i BDSM, som lægger vægt på sikkerhed, leg med roller og omsorg i sammenhæng med smerte. På den måde er det seksuelt frigørende og opløsende, både i kunstnerpraksis og privaten,« reflekterer Didde Borup Larsen.
I lejligheden
Vi følger i trop til duoens refugium – det bofællesskab, de deler med en større gruppe roomies. En roomie er i gang med at forberede mad, da vi træder ind i køkkenet. Vi befinder os i en ældre herskabslejlighed. Lejligheden er et sammensurium af tidligere beboeres efterladte skatte – vægpolaroider, patinerede træmøbler og eklektisk pynt – der vidner om mange gode fester festet.
»På hvilken måde tror I jeres nære relation påvirker jeres kunstneriske samvirke?«
»Virkelig meget! Det er cringe, men vi har lyst til at være sammen,« udbryder Frida Retz varmt, og tager Didde Borup Larsens hænder i sine.
Didde Borup Larsen uddyber, imens de kigger Retz dybt i øjnene
»Det, vi har sammen, er virkelig bare specielt. Vi har det cute sammen. Både på et følelsesmæssigt plan, men også med arbejde.«
Dette leder os videre til det tematiske:
»Hvorfor faldt valget på netop sexpositiv kunst?«
Frida Retz er med ét klar i spyttet:
»Det har min kunst altid været.«
»Du har et tilhørsforhold til det,« indskyder Didde Borup Larsen.
»Fællesnævner er først og fremmest det kropslige. Men så er det mere kropspositivistisk og feministisk.«
I forhold til at sværge til en kunstbevægelse de ser sig selv i, er der klar konsensus om, at de er en del af fjerdebølge feminisme og sci-fi. De understreger dog, at de også er individuelle kunstnere, med forskellige fokusser i hver sin kunst.
»Mit fokus er lidt anderledes end dit. Noget flydende mellem det maskuline og feminine. Måske er dit mere sensitivt,« siger Frida Retz henvendt til Didde Borup Larsen, der fortsætter:
»Mit er i højere grad non-binært. Mere flydende mellem køn og seksualitet, hvor opløsning mellem disse er centralt.«
En flytning til København
»Så hvordan vil fremtiden ideelt se ud for SWITCH?«
Frida Retz har prompte et svar klar:
»Mega fed! Vi flytter til Danmark, og så vil vi dele atelier, hvilket er noget af det eneste, vi egentlig ved. Støbe nogle fleer geleér. Tage på residence igen.«
Hun holder en kort pause og tilføjer så i et træt tonefald:
»Men lige nu handler ALT om bachelor.«
Retzs afgangsprojekt er en anti-mainstream art porno ved navn “Hos Gynækologen vol 1. BDE.” I den arbejdes der med teatralske rekvisitter og hjemmesyede kostumer.
»Det er en art porn. I den er der ‘subdom’ mellem patient og læge. Det vil sige, at patienten boller lægen i stedet for omvendt. Det er et spil med energier. Formålet er at reclaim et andet ‘gaze‘« fortæller Frida Retz.
Det vil sige at udfordre det generiske “male gaze”, der er et udtryk for den måde, hvorpå kvinder visuelt positioneres som objekter for heteroseksuelle mænds begær. Dette er særligt en gennemgående kritik af mainstream pornofilm.
Didde Borup Larsens afgangsprojekt er både en performance og installation med titlen “Where are mothers in the night?”. I performancen interagerer Didde Borup Larsen med en rhinstens-dækket robot. Robotten er placeret på et geléæg, der fungerer som en form for moderkage. Robotten vibrerer i et mønster, der gør, at det geléæg, den sidder på, blævrer. Hele seancen er badet i lilla lys, der i Didde Borup Larsens egne ord er »Nattens lys – et eskapistisk safe space for queers.”
»Jeg viser omsorg overfor ægget med 3D-printede objekter, der er skabt til at yde omsorg og smerte på samme tid – relateret til BDSM-kultur. Jeg er æggets queer moder, der guider dem mod deres genfødsel gennem sang,« forklarer Didde Borup Larsen.
SWITCH laver bachelor-performance d. 28 maj, og pakker herefter kufferten og vender snuderne mod København. Lejlighed og atelier er endnu ikke på plads, men håbet er syregrønt.