Illustrationer af Maya Bøttker
Vi lever i en tid, hvor ’thank you, next’ ikke blot er en sang af Ariana Grande, men nu
er overskriften på nutidens datingkultur. Vi swiper til højre, vi matcher, udveksler
overfladisk information om vores hverdag, men så kommer det uundgåelige: Vi mister interessen, finder en ny potentiel kandidat eller bliver opslugt af vores egne problemer. Og hvad gør vi så? Vi ghoster. Vi forsvinder som dug for solen uden et ord eller forklaring, fordi vi skylder ingen noget.
Afvisninger eller mangel på samme er blevet en naturlig del af datingkulturen. Vi har alle prøvet det. Enten som den der bliv- er afvist med en dårlig formuleret besked om, at kemien bare ikke er der. Eller som den der afviser, og kommer med tonsvis af dårlige undskyldninger om travlhed i hverdagen eller en presset eksamensperiode. Vi kender det allesammen. Det er spillets regler. Men hvad gør vi, når dating føles mere som et Game Show end en ægte søgen efter kærlighed? Når vi konstant jagter noget bedre, og efterlader andre mennesker på vejen uden en ordentlig forklaring.
Hvor blev ansvaret overfor hinanden af? Vi har travlt med at tale om redflags, ghosting og situationships, som alle er nyere fremmedord, der beskriver den moderne datingkultur, som vi selv har skabt. Mennesker bliver produkter på det store datingmarked, hvor vi altid er på udkig efter bedre tilbud. Hylderne bugner af produkter, men kvalitetsvarerne er altid udsolgt. Vi snupper spotvarerne, og når udløbsdatoen nærmer sig, er vi straks videre.
For er græsset mon grønnere på den anden side? Måske. Men måske var vi også for utålmodige til at give, det vi var i en reel chance. Vi mener, at vi er nødt til at ændre hele vores måde at omtale dating på. Vi har en tendens til at pakke det ind, fordi hvem kan lide at sige i et åbent forum, at man endnu engang er blevet ghostet? Så undskylder man det oftere med ”kemien var der ikke” eller ”han havde sorte lagner”. Vi vil gøre alt for ikke at tabe ansigt.
Dating i en perfekthedskultur
En følelse af utilstrækkelighed siver ind i vores bevidsthed, når vi bliver ghostet
eller droppet uden nærmere forklaring. Vi begynder at tvivle på os selv: For hvad
er der galt med mig? Er jeg ikke god nok? Sandheden er bare, at det ofte ikke handler om os. Det handler om en datingkultur, hvor alle er bange for at binde sig, fordi vi sammen har skabt et billede af, at noget bedre venter rundt om hjørnet.
Vi er en del af en generation, der kræver meget – måske for meget? Vi bliver hver
dag eksponeret for det perfekte forhold på sociale medier, som giver os urealistiske standarder til en kommende partner. Vi søger ikke bare en kæreste. Vi søger den perfekte livspartner, som skal leve op til et urealistisk ideal. Og ja, selvfølgelig skal vi have standarder, men siden hvornår blev det et validt grundlag at droppe en potentiel partner på baggrund af deres ankelsokker eller skinny jeans? Er det okay at droppe en relation til en, fordi han er 175 cm høj, tvilling i stjernetegn, eller arbejder som servicemedarbejder i en dagligvarebutik. Det korte svar er nej, men vi gør det alligevel.
Respekt og ærlighed
Er vi i virkeligheden blevet for overfladiske, og stiller vi for høje krav til hinanden? Måske er svaret ja. Men én ting er sikkert: Vi har et ansvar overfor hinanden. Det handler ikke om, at vi skal tvinge os selv til at være sammen med nogen, som vi ikke er interesserede i, men det handler mere om, at vi bør møde hinanden med respekt og ærlighed fremfor følelsesmæssig afstumpethed. Bare skriv til mig, hvis du ikke er interesseret.
For siden hvornår blev det acceptabelt, at en person ikke svarer i flere dage, for
så at vende tilbage en lørdag nat med beskeden: Er fu ude? – Ja gu fanden er jeg ude, men hvorfor mødte du ikke op til vores kaffeaftale i tirsdags? De halvhjertede undskyldninger og lange svartider bør ikke blive et udtryk for at spille kostbar.
Kan vi lære noget af den gamle ordning?
Den gamle ordnings måde at date på repræsenterer vores forældres datingkultur. En tid og en kultur hvor man tog chancer, hvor man ikke ventede på den perfekte timing, og hvor man turde gå all in fra første møde, selvom man ikke vidste, hvad morgendagen ville bringe. Det står i skarp kontrast til nutidens swipe, match, drop-kultur. Måske var det lettere dengang, fordi folk ikke havde så mange valgmuligheder, som man i dag bliver præsenteret for på diverse datingapps. Måske var de i den gamle ordning tvunget til at investere mere i de romantiske relationer, som der nu engang opstod?
I dag kan du søge potentielle match i en radius af mere end 100 km. Førhen
måtte du bare se, hvad der var på den anden side af gaden eller i skolegården.
Så hvordan vender vi problemet? En hel generation råber op om en svær datingkultur, men vi bliver nødt til at kigge indad. Måske handler det mere om at turde satse og springe ud i det? Vi må acceptere, at vi ikke kan kontrollere alt, og at ægte relationer ikke findes i en algoritme, men i ærlige møder mellem mennesker.
Kærlighed bør ikke være et gameshow. Vi skylder hinanden mere end det.