SAMFUND

SukkerSygt giver tips til en sukkersød hverdag med diabetes

Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl beretter om deres liv og hverdag med type 1-diabetes i podcasten SukkerSygt. De er blevet den stemme, som de selv manglede, da de var unge og fik konstateret diabetes.

Med en kold Pepsi Max på bordet og en slikskål fyldt til randen i den ene hånd byder Amanda Broe Hansen mig indenfor i sin lejlighed på Amager på en regnfuld og grå januardag. Godt lænet tilbage i den sorte veloursofa med benene krummet sammen til den ene side af kroppen, og med højre arm hvilende på sofaens ryglæn.

Amanda Broe Hansen har type 1-diabetes og har sammen med sin veninde Amanda Pihl, som også har diabetes, startet podcasten SukkerSygt, hvor de vender og drejer hverdagen med sukkersyge. 

»Den handler om nogle af de bommerter og de erfaringer, vi selv har med diabetes. Vi lægger en dyd i at være så upolerede og så lige til, som vi kan, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at kunne genkende os selv i andre.« 

Sådan beskriver Amanda Broe deres rolle i podcasten, og understreger vigtigheden af ikke at føle sig alene, når man har type 1-diabetes. Det har hun nemlig oplevet på egen krop.

En ven for livet

Amanda Broe Hansen er 27 år og bor i lejligheden på Amager med sin kæreste. Hun fik diagnosticeret diabetes i 2008 og fandt hurtigt ud af, hvor stor en betydning det skulle vise sig at få for hendes liv.

»Det var lidt af en livsomvæltning. Jeg troede i første omgang, at når jeg havde fået min medicin, så var det det. Men jeg havde fået en ven for livet,« fortæller Amanda Broe Hansen om første gang, hun stod ansigt til ansigt med insulinmåleren.

I sine teenageår var dét at have diabetes ikke noget, hun omfavnede, og det var særligt følelsen af at værealene og udenfor, der fik hende til at negligere sygdommen.

»Jeg ville gerne passe ind, og jeg ville ikke være anderledes. Men det var jeg jo. Min sygeplejerske sagde til mig: Du skal behandle diabetes som din bedste ven. Men jeg tænkte fuck nej om, det skal være min bedste ven,« fortæller Amanda Broe Hansen 

Efter nogle år i kampens hede mod sukkersygen gik virkeligheden om, hvordan det er at leve i en krop med diabetes, dog op for Amanda Broe Hansen.

»Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var færdig med at være teenager, og hvor jeg kunne begynde at mærke på min krop, at hvis jeg ikke behandlede min diabetes ordentligt, så fik jeg det fysisk dårligt.«

Hun indfandt sig i en verden, hvor blodsukkermåling og insulin blev en naturlig del af hendes dagligdag.

»Pludselig gav det mening for mig at gøre noget ved min diabetes, og så fik jeg også noget andet overskud.« 

Amanda Broe Hansens syn på diabetes tog en 180 graders drejning, og pludselig fandt hun sig selv siddende i et ungepanel på Nordsjællands Hospital i Hillerød, og efterfølgende i bestyrelsen hos Diabetesforeningen, hvor hun mødte sin medvært på SukkerSygt, Amanda Pihl.

Amanda Broe Hansen hjemme i sin stue. Foto: Nanna Marlein Vallentin.

Hjælp til mødre og unge mennesker 

Ideen til podcasten, som i dag har 888 følgere på Facebook, udsprang under coronapandemien men endte, som mange andre små hobbyer under pandemien, ikke som et flop. Diabetesforeningen donerede deres første diktafon, og herefter gik de to veninder i gang med at finde en jingle til den podcast, der skulle vise sig at blive en støttepæl for mange med diabetes tæt inde på livet. 

»Vi blev taget så godt imod fra starten af, og det har virkelig pustet til ilden og givet os blod på tanden,« fortæller Amanda Broe Hansen. 

Med et par år på bagen har podcasten fået stribevis af god feedback fra særligt to grupper indenfor diabetesverdenen.

»Vi får meget respons fra mødre til børn med diabetes, som skriver, at vi skal blive ved med det, vi gør, fordi de herigennem forstår deres børn på en helt anden måde. Og derudover er der mange unge mennesker, som skriver til os, at de er flade af grin over vores oplevelser, fordi så mange kan nikke genkendende til det,« griner Amanda Broe Hansen. 

Selvom podcasten ikke er under Diabetesforeningen, støtter foreningen stadig op omkring initiativet.

»At høre andre mennesker med diabetes tale om udfordringer og sejre i livet med den kroniske sygdom kan være en stor inspiration og en kilde til god viden, for alle mennesker med diabetes – uanset type,« lyder det fra en talsperson hos Diabetesforeningen. De understreger også, at foreningen støtter op om, at der tales om sygdommen for at mindske stigmatisering og misforståelser. 

Amanda Broe Hansen ville i dag selv ønske, at der havde været noget lignende SukkerSygt dengang, hun var en teenager på tværs, der skulle lære at leve med en kronisk sygdom.

»Når jeg kan se, hvor meget den her podcast har gjort for andre, så ville jeg 100 % ønske, at der havde været en til mig dengang,« fortæller hun smilende.

En terapisession hver 14. dag

Podcasten har bragt Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl rundt i hele landet til samtaler og møder med mennesker indenfor diabetesverdenen samt til Folkemøde på Bornholm. Og for Amanda Broe Hansen betyder snakken hver 14. dag med Amanda Pihl, at hun får sat ord på sine oplevelser og følelser i en hverdag, hvor ikke alle forstår, hvordan det er at leve med en insulinpumpe i tasken og en Dexcom g7 sensor i armen.

»Det er på en eller anden måde lidt terapeutisk. Nu har vi en ramme at gøre det i, og det er et rart rum at være i. Det tvinger mig til at gøre mig nogle tanker om de oplevelser, jeg har,« fortæller Amanda Broe Hansen om det rum de to piger har skabt sammen gennem årene.

Visioner for fremtiden

I dag er podcasten kun et frivilligt hobbyprojekt for både Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl.

»Lige nu er vi begge to fuldtidsarbejdende, og jeg er hamrende glad for mit arbejde,« fortæller Amanda Broe Hansen.

Det betyder dog ikke, at de ikke har drømme og visioner for fremtiden, og tanker om, hvor podcasten kan bære dem hen.

»Kunne vi godt tænke os at lave det til et firma, hvor vi også tog ud og holdt en masse oplæg? Det kunne vi måske godt,« afslutter Amanda.