INTERN

Studenterpræsten på SDU vil snakke om alt lige fra kærestesorger til bibelvers

Foto: Karen Mathilde Møller

De kommende eksaminer går dig til hovedet. Studiejobbet og pensum giver dig stress. Kærestesorger og dumme forældre går dig på nerverne. Det kan være svært at kapere alt dette ene mand, men samtidig være udfordrende at snakke med de nære venner om.

På Syddansk Universitet sidder studenterpræst Lene Crone Nielsen i lokale Ø13-508a-1 ved sit lyse skrivebord. På væggene hænger religiøse plakater og citater, men du behøver hverken at være troende, kristen eller religiøs for at banke på hendes dør med kærestesorger eller eksamensangst hvilende på skuldrene. Lixen har taget en snak med 49-årige Lene Crone Nielsen om, hvad det egentlig vil sige at være studenterpræst. Hvad bruger man hende til, og så er der åbenbart nogle hemmelige Harry-Potter-rum på SDU!

Hvad vil det sige at være studenterpræst?
Som studenterpræst er jeg ansat af Folkekirken. Der har der gennem mange år været tradition for, at der har været tilknyttet præster på universiteterne. Inden for min verden er der det, der kaldes funktionspræst – altså, at man er tilknyttet en institution som præst. Jeg har været præst i 19 år og to af dem på universitetet. Så er jeg sognepræst ved siden af.

Når jeg er præst på universitetet, så bruger jeg den gren af præstearbejdet til at være sjælesørger – et gammeldags ord for at være samtalepartner under tavshedspligt. Det er ikke sådan, at jeg holder gudstjenester herude. Jeg bruger det, jeg kan som sjælesørger, nemlig at kunne snakke med mennesker i forskellige livssituationer, også de svære.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud?
I kirken er det helt almindeligt med gudstjenester, konfirmandundervisning, begravelser og dåb. På universitetet møder jeg ind på mit kontor og har delt flyers ud omkring, at jeg er her. Så booker folk samtaler og det er det, jeg er her for: at holde samtaler. Det er ikke et religiøst tilbud, du behøver ikke at være kristen eller troende. Det er ikke sådan, at vi skal snakke om noget religiøst – det kan være om hvad som helst.

Kan du se en forskel på at være studenterpræst og “almindelig” præst?
Jeg har meget af den del at være sjælesørger på universitetet. På den måde er det den store forskel fra kirken. Så er aldersgruppen en forskel, fordi i kirken er det ofte 50-60+, der kommer. Herovre er det unge mennesker, og det synes jeg er rigtig dejligt.

Hvad gør man, hvis man gerne vil i kontakt med dig?
Skriv en mail, ring til mig eller bare find mig på hjemmesiden. Det bedste er at lave en aftale. På den måde har vi i gode rammer ordentlig tid til at snakke om, hvad der trykker.

Kan du se en tendens for, hvem der benytter sig af dit tilbud?
Det er der faktisk ikke. Det fordeler sig ligeligt på kønnene, på fagene, hvor langt du er på uddannelsen. Mange kommer flere gange eller en gang hver anden uge.

Nu er du kristen præst, kan andre religioner også komme?
Ja da, der kommer mange, som er muslimer for eksempel. Det er de studerende, der henvender sig til mig og mit tilbud [om samtale] er åbent for alle. Så når folk kommer til mig, så har man selv afgjort, at man vil snakke med mig. Muslimer og jeg kan have det til fælles, at vi er religiøst troende.

Hvad er det for nogle emner, man typisk snakker med dig om?
Det kan være kærester, parforhold. Det kan være ens forældre, hvis man for eksempel er flyttet hjemmefra og måske savner dem. Nogle kan også have behov for at skulle løsrive sig fra sine forældre, hvor mor og far skal forstå, at nu lever man sit eget liv. Nogle kommer, hvis de er i tvivl om det studium, de har valgt. Nogle er måske på vej ind i noget stress eller depression – eller på vej ud af det. Det er faktisk alting, vi kan snakke om. Alt, der går en på. Nogle kommer også og siger ‘jeg ved ikke lige, hvad det er, men jeg kan mærke, at jeg trækker mig lidt fra mine venner i øjeblikket’ – og så kan samtalen udvikle sig derfra.

Det behøver altså ikke at være religiøse emner?
Man kan sige, at det er en eksistentiel samtale. Det er en samtale om livet. Det behøver ikke at være et behandlingstilbud som en psykolog kan give. Bare fordi du går og hænger med næbbet, behøver det ikke at være fordi, du har en depression og skal behandles. Men du kan jo sagtens gå og have det træls og måske bare trænge til at tale med nogen om det. Som ikke er ens forældre, kærester eller venner. En udestående, som ikke har andel i ens liv.

Ser du dig selv som en slags psykolog eller hvor går grænsen, når man er præst?
Jeg er ikke psykolog. Så hvis der er nogen, hvor jeg kan se, at der måske er brug for anden hjælp, så snakker vi om det og siger til den studerende, at man meget gerne må snakke med mig, men du skal også snakke med din læge. Så kan jeg give skubbet til at komme videre. Det er også godt at kunne få det skub, så man kan anerkende og acceptere, at man har et problem. Mange ved godt, at de har et problem, men kan ikke lide at gøre noget ved det. Så det kan der være god sjælesorg i at sige: prøv at hør, du har et liv, der ligger og venter på dig og du skal ikke gå rundt og have det dårligt.

Hvorfor synes du, at der skal være en præst til rådighed på et universitet? Kan man ikke bare gå i kirke?
Det kan man jo også godt. Men grundtanken i kristendommen, at vi er gode nok som vi er, ligger meget bag mit arbejde på universitetet. Vi lever i en perfekthedskultur, men det er der ingen, der kan leve op til – så bliver man stresset. Så synes jeg kristendommen har et meget godt budskab, der siger: du er god nok som du er. Der er ingen, der er perfekte.

Find det, der betyder noget: du kommer op om morgenen, du er sund og rask, kan tage en uddannelse og bor i en privilegeret del af verden. Fokuser på det, der er vigtigst – og det er det, præsten prøver på at sige om søndagen: du behøver ikke at være perfekt. Gud tilgiver.

Mange har måske også fordomme om præster og kirken. Men når jeg er her [på universitetet] så giver jeg jo de studerende mulighed for at møde kirken gennem mig. Så bliver det en sammensmeltning mellem de studerendes hverdag og det jeg repræsenterer.

Bruger du dit arbejde på universitetet til den kirke, du også arbejder i?
Når man arbejder som præst, så skal man være i de tekster, man prædiker over – de gamle tekster. Men man skal også være i nutiden, hvor man skal have de gamle tekster og nutid til at gå i dialog med hinanden. Når jeg nu bruger så meget tid på universitetet og har samtaler, så giver det mig nogle nye vinkler. Samtalerne kan give mig nogle perspektiver, hvor noget bliver tydeligt på en anden måde.

Henter du noget materiale fra kirken, fx et bibelvers, i dine samtaler herude?
Hvis jeg begynder at lære den studerende lidt at kende, så kan jeg godt hive noget frem fra biblen. Når personen begynder at fortælle, så kan det nogle gange minde mig om noget fra testamentet, hvor for eksempel Jesus siger noget. “Kom til mig, alle jer der slider jer trætte, og jeg vil give jer hvile” – det er et af mine yndlingssteder. Tænk, at der er en, der siger det.

Det er måske en sætning, du kan genkende dig selv i?
Ja, det kommer til udtryk i sjælesorgen. Jeg sætter i hvert fald det i spil, at der er noget, der er større end os, der siger: ‘du lille slidsomme menneske, der forsøger at knokle for at være perfekt – prøv at lade skuldrene falde og vid, at alt er okay.” Det er der god sjælesorg i.

Der er nogle bederum på universitetet – hvad er det for nogle?
Der er ét og det er ikke let at finde. Det er nærmest helt Harry Potter-agtigt. Det er et fordybelsesrum – det er vigtigt, det hedder det – men det er åbent for alle. Der ikke nogen møbler dernede, men det er bare et rum, der tilgængeligt for alle, hvis du mangler fordybelse.

Jeg har studenterpræstkolleger rundt omkring i Europa og der er mange på deres universiteter, der både har en kristen præst, en muslim, en metodist, baptist, katolik, jøde – alt. Så er der en hel gang, hvor de sidder dernedad. Det synes jeg også ville være fint her – hvor der var lidt repræsenteret fra hele paletten.

Deler man så ikke op? Dem, der kommer til dig med en anden religion ville så gå ind til en af de andre?
Ja, der er jeg heldig lige nu – der kommer alle til mig. Og man behøver ikke at være troende eller religiøs.