Fotos fra Canva
Illustrationer af Cecil Bank
Som en del af deres danmarkshistoriske opdragelse har de fleste med et eksamensbevis fra den danske folkeskole besøgt en fortidslandsby. Dér, blandt 23 25 andre børn, har eleverne nok brugt en sibirien- kold marts- eller oktoberdag på at lære, hvordan oldtidsfolk kun gik i uldkapper, brækkede alle deres tænder på brød med hele hvedekorn og sov i huse med indbygget bålrøgsgasning.
Pædagogisk lyder praktisk historieundervisning som et smart værktøj – et hack til netop at gøre historien mere nærværende. Det er dog svært at sige, om børnene føler sig forbundet med historien eller om frost i fingrene og lugten af får, blot giver den almene elev en nyfunden glæde for rindende vand og supermarkeder.
Uagtet børnenes oplevelse, virker det som den almene opfattelse, at oldtidens folk blot er nogle fjerne og fremmede forfædre. Kedelige og identitetsløse mennesker uden tænder, som på den kanondikterede tidslinje nok kan placeres et-eller-andet sted mellem abemennesket og Romerriget.
Men folk i oldtiden var altså meget mere farverige og pyntede, end alle moseligene umiddelbart indikerer (!) Mennesker har nemlig altid været nogle kreative og finurlige typer med lyst til at udtrykke sig – og det har de gjort.
For 1000 år siden filede en gruppe vikinger i Gotland linjer og streger i deres for tænder for at markere deres identitet. I Danmark har arkæologer fundet, hvad de formoder er tatoveringsnåle i grave fra bronzealderen – som altså fandt sted for omkring 3.800 år siden.
For lidt mere end 5.000 år siden lagde en meget berømt – og meget tatoveret – ismand ved navn Ötzi sig til at dø i de sydtyske alper.
Og for nyligt kunne forskere fremlægge beviser for, at stammefolk fra den ældre stenalder i Tjekkiet havde dermal kindepiercinger, også populært kendt som smilehulspiercinger, for mere end 25.000 år siden.
Sådan kunne man blive ved med at opremse, og det sætter naturligvis gang i en række spørgsmål. For hvorfor blev folk i stenalderen piercet? Hvordan så tatoveringerne ud i bronzealderen? Og hvordan gjorde de nogle af de ting uden elektricitet eller viden om sårpleje? Dét og lidt ekstra vil vi nu kigge lidt nærmere.
Pyntesyge, permanent makeup & piercinger
Forskere har fundet piercingsmykker i grave fra år 12.000 f.v.t., hvilket altså betyder, at piercinger som minimum har eksisteret i 14.000 år – kigger man også på skeletter, der blot udviser tegn på at have haft piercinger, er det muligt, at piercinger er et mere end 20.000 år gammelt fænomen.
Evidensen for tatoveringskunst er en smule yngre, men forskere er generelt enige i, at tatoveringer som minimum har eksisteret i 5.200 år; et tal, der er baseret på karbondateringen af Ötzi, som netop er det ældste og mest konkrete bevis, vi har for tatoveringer.
Det behøver dog ikke betyde, at ismanden var den første europæer med sleeve og røvgevir. For ifølge tatovør og forsker i tatoveringsantropologi Maya Sialuk Jacobsen peger tegnene mod en ældre tid.
»Vi kan nok formode, at Ötzi ikke selv har fundet på at tatovere sig, mens han sad der i Alperne. Han har haft en tatovør, og han har tatoveringer på steder, han ikke selv kan nå. Så der har altså været en praksis for det. Derfor forestiller vi os, at tatovering potentielt kan være 10.000 år gammelt – måske ældre,« fortæller forskeren.
»Jeg tror, at rigtig mange også har syntes, at det var en forskønnelse – og måske decideret nødvendigt for skønhed.
– Maya Sialuk Jacobsen, Tatovør & tatoveringsantropolog
Før moderne lægevidenskab har det dog været farligt, hvis ikke livstruende, at blive piercet eller tatted; det er nemlig ikke særlig belejligt med et åbent sår, når man befinder sig i en verden uden antibiotika og plastre. Så hvorfor gjorde man det?
»Traditionelt har tatoveringer haft et konkret formål. Og fordi det netop har været risikabelt at blive tatoveret, har de muligvis haft flere formål på én gang. Eksempelvis at styrke immunforsvaret. Eller at vise, at man tilhører en bestemt klan eller folk,« fortæller Jacobsen.
»Men samtidig tror jeg, at rigtig mange også syntes, at det var en forskønnelse – og måske decideret nødvendigt for skønhed.«
Og tatoveringer er ikke den eneste type af kropsmodificering, som videnskaben mener har haft praktiske formål.
I et nyt studie foreslår forsker John Willman, at Pavlovnia-folket i stenalderens Tjekkiet brugte labretpiercinger i kinderne netop som en del af deres stammeidentitet.
Ligesom det er tilfældet med tatoveringer, foreslår Willmans, at piercingerne ikke blot var en stammemarkør, men at de muligvis også havde et socialt, statusmæssigt eller spirituelt grundlag.
»Opjustering af smykker undervejs i en persons levetid hænger ofte sammen med en kulturel transformering. [Hos Pavlovnia-folket] havde børnene ingen piercingslidmærker på tænderne, mens de unges tænder var slidte i den ene side, og kun voksne havde slid i begge sider,« skriver Willman.
Havde Ötzi ondt eller var han bare religiøs?
Selvom det praktiske har været en vigtig faktor hos oldtidsmennesket, mener Maya Sialuk Jacobsen og hendes kollegaer dog, at tidligere forskning har haft en for snæver tilgang til tolkningen af kropsmodificering.
»Der har været gisninger om, at Ötzis tatoveringer var medicinske, fordi de er på steder, som man ikke kan se, når han har tøj på. Den tolkning er vi ikke helt enige i; at hvis det er kommunikation til andre mennesker, så skal de være på synlige steder. Det behøver de ikke nødvendigvis, og så behøver tatoveringer slet ikke at være kommunikation til mennesker; i flere kulturer ser vi, at tatoveringer handler om kommunikation med den anden verden,« forklarer tatoveringsantropologen.
Ifølge antropologen skyldes forskernes bias muligvis også sociokulturelle forskelle i, hvad man får tatoveret. For selvom man i oldtiden, ligesom nu, havde mange forskellige tatoveringsmetoder, tatoveringsmotiver og grunde til at blive tatoveret, er der alligevel visse tendenser.
»Vi ser ofte en forskel i motiv, afhængig af om det er mændene eller kvinderne,
som har en tatoveringspraksis i den pågældende kultur. Med mændene er det lidt ligesom vestlig tatovering i dag; det er en bedriftsdagbog. Det kan være krigsbytte eller en fangst. Mens de kvindelige tatoveringer ofte er spirituelle og peger fremad; man vil sikre, at noget kan ske – at der er mad nok, eller at børnene overlever,«
forklarer Maya Sialuk Jacobsen.
Oldtidens tattoo-salon
Der var altså mange grunde til at blive tatoveret eller piercet, men hvordan er det
egentlig foregået? Hvad var stenalderens svar på Sailors Ink eller Nordic Art?
Forskerne mener, at de fleste oldtidsstammer har haft deres egne tilknyttede eller omrejsende specialister, som har givet deres viden videre i arv gennem flere tusinde år – en viden som så har spredt sig i takt med menneskets udbredelse, og som har ledt til forskellige metoder fra kultur til kultur.
»Det er forskelligt, hvad en kultur foretrækker, og det har også været formet af det, man havde adgang til. Eksempelvis brugte man på Grønland en metode, som hedder sub-dermal tattooing. Ved sub-dermal tatovering bruger man nål og tråd. Metode kaldes også skin-stitching. Nålen bryder huden, og blækket transporteres med tråden. Men dén metode kræver jo, at et folk har nåle med øje, så nogle steder brugte man en syl og en spids pind,« fortæller forsker Maya Sialuk Jacobsen.
»Opjustering af smykker undervejs i en persons levetid hænger ofte sammen med en kulturel transformering.
– John C. Willman, Palæoantropolog
En mere alternativ oldtidsby
Kropskunst er altså ikke et nyt fænomen i hverken Europa eller Danmark. Og hvor efterlader det skolebesøgene i oldtidslandsbyerne? Kindepiercinger til alle børnehavebørn på besøg? Kursus i åndetatoveringer til de skoletrætte 9. klasseselever? Nok ikke.
Men der står måske ikke noget i vejen for at lade lidt mere farve og udtryk komme til landsbyerne, så skolebørn – og voksne – kan opleve nogle af de mere flamboyante dele af menneskets natur og trang til selvudfoldelse.
Selvom livet uden tvivl var hårdt og koldt – og fyldt med bålrøg, uldkapper og stenbrød – var vi mennesker, som altid, farverige, pyntede og optaget af både personlig og gruppemæssig identitet.
»Ved sub-dermal tatovering bruger man nål og tråd.
Metoden kaldes også skin-stitching.– Maya Sialuk Jacobsen, Tatovør & tatoveringsantropolog
Men det skal dog også pointeres, at der stadig er meget at lære om kropskunst i oldtiden – dels fordi der ikke er mange arkæologiske rester, som har overlevet i de 5.000+ år, det kræver, og dels fordi det ikke er alle fund, som forskerne har haft
adgang til.
»Jeg er med i et forskningsprojekt sammen med en masse andre forskere om nogle grønlandske mumier. De blev stjålet af USA i 1921 og har ligget på Harvards Peabody Museum lige siden, men nu kommer de omsider tilbage. Og jeg skal undersøge deres tatoveringer nærmere, så det glæder jeg mig til,« slutter tatovør
og tatoveringsantropolog Maya Sialuk Jacobsen med et smil.
Her på Teknologi- og videnskabssektionen vil vi se frem til at læse om Mayas fund
– og til nogle flere palæopiercinger i oldtidslandsbyerne.