Foto: Pabrita Kaity, Pixabay
Af Markus Nørregaard Erfurth
Jeg sad i dag på Facebook og fik et lille skud dopamin. I min doomscrolling, hvor jeg reelt ikke opfangede, hvad jeg så, stoppede min hjerne op ved en reklame. En reklame for Lotto. Hvis jeg meldte mig ind i Danske Spils Lotto-klub, kunne jeg få 2 gratis rækker og vinde en formue. Jeg gambler normalt ikke, højst et par gange om året i venskabeligt lag over en fodboldkamp. Jeg hader at tabe penge, for det gør man jo altid i sidste ende, også er jeg studerende, så jeg har heller ikke råd. Men den her reklame fristede mig, jeg var helt inde på deres hjemmeside før jeg kom til fornuft og ombestemte mig, for det var jo ikke en god idé. Men det interessante her er ikke, at jeg blev fristet, det er hvem, der fristede mig. For var det en flok lyssky banditter med hovedkvarter på en skattefri ø, der var ved at føre mig i fordærv? Nej, det var såmænd den danske stat, der ejer Danske Spil. Og hvis de var så gode til at lokke mig, så tør jeg ikke tænke på de stakler med spilleproblemer.
Og det er ikke blot annonceringer på Facebook, den danske stat benytter for at lokke danskerne til at spille. Hele julen reklamerede de med en storslået reklame. Den var i TV hele tiden – du hár set den. En 60-sekunders video med julemanden, der kommer træt hjem og har brug for ferie. Den elskværdige uskyldige julemand, der har knoklet for vores skyld, hvor får man ondt af ham. Men heldigvis så har hans kone købt julelotto…
Den danske stat reklamerer altså aktivt og heftigt for gambling. Staten skal vel være den ansvarlige, der tager hånd om borgerne? Men når undersøgelser fra Spillemyndighedens hjemmeside viser, at omkring 500.000 danskere har spilproblemer, så er det da dybt uansvarligt at forklæde gambling som julehygge og fællesskabsfølelse.
Statens ansvar
Jeg havde forventet det af forretningsmænd med dollartegn i øjnene. Ingen skrupler, omsætningen skal bare stige mest muligt. At ødelægge folks liv og ruinere dem, det er jo ikke deres problem. På den måde er det jo perfekt, at staten vælger at stå for det. De har muligheden for at regulere spillet, så de beskytter de sårbare borgere. For det er netop deres problem, hvis spillet ødelægger folks liv.
Bevares, så går overskuddet til et godt formål. Det går til udlodningsmidler, der støtter almennyttige, kulturelle og idrætslige formål i Danmark. I 2025 var dette beløb på 1,8 milliarder danske kroner. En enorm sum penge. Og det i sig selv fint nok, men problemet er, hvordan man aktivt skaffer de penge.
Penge vægter højere end anstændighed
Man tjener penge på at lokke flere folk til at spille med marketingstricks, der har ludomani som konsekvens. For mig svækker det statens troværdighed. De har alle muligheder, for ikke at reklamere på denne måde. Folk ved godt at Lotto findes, så hvis man har lyst til at spille, så kan man sagtens opsøge det. Den eneste grund til at reklamere er at få flere til at spille. Ansvarligheden fralægges til fordel for profit.
Staten bruger millioner af kroner på at få flere folk til at spille. Reklamer, især så længe, er hamrende dyre. Hvis man sparer de penge væk, så har man da en del af dækningen til det færre antal spillere, der vil være. Samtidig vil det ikke lokke de sårbare danskere, der kan ende i psykiatrien og med spillegæld, hvilket alt sammen er udgifter for staten i en anden sektor.
Staten bør ikke lokke borgerne til at spille, de bør regulere spillet. Det skal ikke være dem, der lokker dig til at klikke ind og spille – det skal være dem, der får dig til at overveje, om det nu også er en god idé at gøre det.