Når den studerende med forkærlighed for sport har driblet bolden igennem en bachelor, kan han finde sig selv i en underholdningsbranche side om side med andre mandlige sportsjournalister. Her kan de sammen agere journalist i et fag, der i mindre grad minder om objektiv dækning af begivenheder og mere om en underholdningsbranche. Chefredaktøren kan lige så godt bede den nyudklækkede journalist om at smide sine fagbøger fra universitetet ud. Glem alt, hvad I ved om objektivitet. Hvis han skal dække en landskamp, så holder han med de danske drenge i rødt og hvidt. Og forresten: Hvis han nu mangler en ekspert til at udtale sig, så kan han bare interviewe sine kollegaer! De fleste har alligevel selv været professionelle sportsudøvere.
Af spillere – for spillere
Vores kære uddannelse skal lære os de journalistiske grundtrin, inden vi skal ud og berette om den virkelige verden. Derude skal vi navigere rundt mellem rigtigt og forkert for at undgå at klippe tillidsbåndet til vores læsere over.
Det er en smule absurd, at en hel ungdom på grønsværen giver dig samme kompetencer til at være sportsjournalist som tre år på læsebænken.
I den virkelige verden ligger vores omdømme i ruiner, og vores generation skal bruge journalistikkens værktøjer til at genopbygge tilliden. Jeg har derfor svært ved at se pointen i at give disse værktøjer til kommende sportsjournalister, når jobbet i lige så høj grad bliver besat af tidligere sportsudøvere. Med den udvikling virker journalistikkens brede skare af værktøjer lidt overflødig. Det er en smule absurd, at en hel ungdom på grønsværen giver dig samme kompetencer til at være sportsjournalist som tre år på læsebænken.
Grænsen mellem tidligere sportsudøvere og journalister er jo nærmest ikke-eksisterende. De manglende kompetencer kræver blot et kursus, og de værktøjer som den journalistuddannede har med i skuldertasken kan ikke bruges. Jovist, han kan sætte komma korrekt og formidle fint. Det er vel en præmis for jobbet uanset hvad. Men sportsjournalister har på ingen måde brug for etiske overvejelser i deres arbejde. Etiske overvejelser, som sportsudøvere ikke har. Så hvorfor overhovedet få undervisning i etik, hvis det ikke skal bruges?
Jeg vil for eksempel ikke ligefrem påstå, at der findes en objektiv dækning af landskampe. Sportsgrene er spil, der har til formål at underholde os. Det er betingelsen for, at vi overhovedet vil se det eller deltage. Vi vælger vores yndlingshold og håber på, at de vinder. Så i en landskamp vil danske kommentatorer altid vise kulør, fordi de holder med Danmark. Det giver såmænd god mening, netop fordi det er en underholdningsbranche. Jeg ser ingen grund til at overveje Nils Ufers syn på objektivitet, den nøgne journalist og en nøgtern dækning.
Derfor vil det give bedre mening at ansætte en, som selv har været inde i sporten. En, der selv har spillet. Brugen af tidligere sportsudøvere som værter, eksperter, kommentatorer og journalister er problematisk, fordi at det bevidste valg fra redaktionerne undergraver sportsjournalistens uddannelse og muligheder for et job.
Det er givetvis blevet en underholdningsbranche af spillere – for spillere.
Ekspertisen bliver jo nedprioriteret, når jobbet sagtens kan udføres en af udefrakommende. Det undergraver såvel også muligheden for mere dybdegående journalistik, der ellers var et af sportsjournalistikkens bedste kort på hånden. Ingen journalister har mere viden om fodboldklubberne, organisationerne og spillerne end sportsjournalisterne selv. De er de eneste, som har det nødvendige netværk af kilder og viden for at kunne afsløre forvrængede arbejdsforhold eller korruption i sportens verden.
De kan opfange de dybe historier, som de resterende fagområder ikke kan. Men hvad hjælper det, hvis graverjournalistikken bespares igen og igen på bekostning af hurtige nyheder.
Identitetskrise i rubrikkerne
I starten af april måtte BT´s nu tidligere sportschef Morten Crone i TV2-programmet Presselogen stå på mål for bladets brug af clickbait i deres sportsartikler. Han erkendte, at bladet skulle tjene nogle annoncekroner, så derfor har det været uundgåeligt at bruge de stærkt kritiserede rubrikker. Brugen af clickbait er en ret stor indikator på, at mediet mangler penge og viser et blad i krise, som ellers lever og ånder for deres sportssektion.
Det er i forvejen sørgeligt nok, at nogle dagblade og tabloidmedier er tvunget til at bruge clickbait for at overleve. Men det er ikke fordi, at sportssektionen mangler noget at skrive om. Tværtimod er sportsjournalister velsignet med, at der altid vil være historier foran næsen på dem. Men dette clickbait-format handler ikke engang om sport. Det handler om dem, der dyrker sporten; en sensationsdreven sladderbladsjournalistik om kendisser, hvor personen er i fokus frem for sporten, som eksempelvis Caroline Wozniacki. Men selvfølgelig vil sportens aktører blive drevet ind i sportens journalistik. Det er en del af stofområdets substans. Det er de økonomiske forhold i fodboldklubberne i øvrigt også.
De mange udfordringer er et fingerpeg om, at sportsjournalistikken mangler mere substans for at kunne følge med tiden
Men begge dele ville også kunne finde plads i blandt Ekstra Bladets sladderspalter og dagbladenes erhvervssektioner. Så hvorfor skal eksempelvis en skandale om korruption i organisationen FIFA bringes i en sportssektion – og ikke i en erhvervssektion? Jeg har førhen skrevet om fodboldklubbers opkøb af eSport-hold, og det kunne lige så godt have hørt under finans som sport. Dækningen af klubber som virksomheder kunne såvel tilskrives andre sektioner, selvom klubbers og organisationers økonomi ganske vist har en stor rolle i fodboldverden. De mange udfordringer er et fingerpeg om, at sportsjournalistikken mangler mere substans for at kunne følge med tiden, når både regnskaber og kendisser sniger sig ind blandt resultater og transferopdateringer. Men det er vel ikke så underligt, når sportsjournalisterne mister deres levebrød langsomt i takt med medieudviklingen.
Inden længe vil teknologien, de traditionelle mediers fjende, trække stikket for mange arbejdspladser på det sportslige fagområde. Der vil ikke længere være plads til personer ved tasterne, når slutfløjtet lyder i Champions League-finalen. Der vil ikke længere være plads til skribenter, der kan rapportere om de seneste transferopdateringer. Alt det kan teknologien klare, og som et resultat vil efterspørgslen på sportsjournalisterne naturligvis falde.
Husk nu, hvad I har lært os
Så kære akademiske uddannelse; er det ikke tid til at indse, at sportsjournalistikken er tabt? De rette kompetencer er blevet skiftet ud med ufaglært arbejde fra grønsværen. Der behøves ikke længere et etisk kompas og en videregående uddannelse i journalistik for at dække sport. Branchen mangler penge. Teknologien har overhælet mennesket indenom, og de ellers stærke gravergrupper er blevet sat på bænken.
Med de observationer taget i betragtning, burde I ikke stræbe efter at uddanne flere med ambitioner inden for sportens verden.
I har selv lært os, hvor presset mediebranchens fremtid er. I har selv lært os, at det er vigtigere end nogensinde at tjekke fakta, sortere falske nyheder og forbedre tilliden til vores læsere. I har selv lært os, hvordan vi skal nytænke journalistikken. Så brug nu krudtet på studerende, der rent faktisk vil gøre det. Lad nu vær med at bruge flere ressourcer på studerende, der ikke har brug for kvalifikationerne. Lad nu vær med at uddanne studerende til en ensporet og forvirrende verden af sportsjournalistik, som ikke har brug for de værktøjer, I så nøje har givet til de selekterede få.