Solaf Masoud flygtede fra Syrien til Danmark som 14-årig. I dag skriver hun autografer til de børn, der kender hende som nyhedsvært på DR Ultra. Hun glæder sig over den voksende diversitet i mediebranchen – men mener, at den først bliver reel, når minoritetsetniske også får magtpositioner bag skærmen.
TV-skærmens lysende billeder spejler sig i de store, brune øjne. Med blikket fastlåst på den syriske nyhedsvært, der er i færd med at bagatelliserer omfanget af protesterne og regimets brutalitet, ved 11-årige Solaf Masoud godt, at det langt fra er sandheden.
Hun kan nemlig bare dreje hovedet, rulle gardinerne op og kigge ud ad vinduet. Så ser hun virkeligheden udfolde sig på gaden lige foran hendes hoveddør.
Fra borgerkrig på barndomsgaden til børnenyheder i øjenhøjde.
Året er 2011, og det arabiske forår spirer i byens gader.
»Ligesom mig var der mange andre børn, der så, at folk gik på gaden og forlangte frihed, og at regimet skulle væk. Der var nogle børn, der havde hørt de her slogans i den by, jeg boede i, og så havde de skrevet det på en væg i skolegården. De børn blev anholdt. Det startede en revolution, hvor folk ville have deres børn tilbage. Da børnene kom tilbage, var de blevet tortureret, blandt andet ved at de havde fået fjernet deres negle. Vi var hele tiden bange for at gøre noget forkert.«
Allerede fra barnsben blev Solaf opmærksom på, at man altid skal forholde sig kritisk til det billede, medierne tegner. Det var noget, hendes far lærte hende.
Så længe hun kan huske, har han været enormt politisk engageret – dog under hemmelige forhold, da spørgsmålstegn ved den politiske situation ikke ligefrem var kærkomment i det daværende Syrien. Imens strømmede det arabiske forår ind over hendes land som en stor revolutionistisk bølge.
»Det var en meget spændende tid at være i – også som barn – for man kunne mærke, at befolkningen ønskede forandring og bedre rettigheder. Det var historisk. De her mennesker går på gaden og ofrer deres liv for at ændre på det samfund, vi lever i. Jeg kunne mærke, at det her kommer jeg aldrig til at glemme.«
Flugten til Danmark og spirende journalistdrømme
Netop oplevelsen af, at medierne ikke var til at stole på i en tid, der var så definerende for landets fremtid, vakte Solafs interesse for journalistik. Som 14-årig flygtede hun og familien til Danmark.
Hun drømte om at rapportere fra Mellemøstens brændpunkter som korrespondent, da hun med sin baggrund og den dybe forståelse af regionen, som den førte med sig, følte sig bedre rustet og mere troværdig end en, der blot havde tilegnet sig viden gennem studier eller hurtige Google-søgninger.
For at styrke sine chancer for at forfølge sin drøm begyndte hun på uddannelsen Mellemøstens sprog og samfund, men da faget ikke viste sig at være den rette vej for hende, valgte hun at stoppe i løbet af tredje semester. I tiden efter nåede hun at få erfaring med en bred vifte af jobs – hun arbejdede for Røde Kors, på et plejehjem, underviste børn i arabisk, podede for corona og stod bag disken på både café og bar.
Men en dag faldt hun over et jobopslag fra DR Ultra. De søgte en ny nyhedsvært, der kunne formidle komplekse emner som bruttonationalprodukt, forsvarsforlig og klimakrise til børn i øjenhøjde. Uden en journalistisk uddannelse i bagagen får Solaf i maj 2023 det opkald, der skal ændre hendes arbejdsliv og karriere for altid.
Den 11-årige pige, der sad og så falske nyheder under den opblussende borgerkrig, fik nu selv muligheden for at formidle nyheder – og så endda til børn.
Programmet Ultra-Nyt ruller over diverse skærmtavler rundt om i landets folkeskoleklasser. Og frem toner Solaf Masoud med vigtige nyheder, som de danske børn skal vide noget om. At kunne gribe reporter-mikrofonen og være den stemme, hun selv manglede, fuldender på mange måder Solaf.
»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være international korrespondent og rejse, udforske verden og snakke med mennesker. Jeg havde aldrig tænkt på børn som en målgruppe, før jeg så det jobopslag og tænkte: Ej, hvor lyder det meningsfuldt! Det var slet ikke min plan, at jeg skulle lave børneindhold, men jeg elsker det.«
Det var slet ikke min plan at jeg skulle lave børneindhold, men jeg elsker det. – Solaf Masoud, Vært på DR Ultra
På mediebranchens hvide gange
Da Masoud første gang trådte ind i DR-bygningen i Aarhus, blev hun overrasket over, hvor få personer, der lignede hende. Faktisk var det tæt på nul. Alle – lige fra rengøringsassistenten til chefredaktøren – var etniske danskere. Det havde hun aldrig før oplevet på nogen af sine tidligere jobs.
For hvert skridt, Solaf tog på den danske mediebranches hvide, bonede gulve, føltes det pludselig meget ensomt at gå rundt der med sine mellemøstlige rødder. Bevidstheden om, at Solaf egentlig har en ret anderledes baggrund end hendes kollegaer, bliver et emne og en udfordring, der er svær at slippe for den unge vært.
»Nogle gange kan man godt føle, at man som minoritetsetnisk person skal kæmpe ekstra hårdt for ikke at blive opfattet som biased, når man for eksempel dækker nyheder fra den arabisktalende region.«
Når man har minoritetsbaggrund, kan man komme til at overtænke, og have fordomme om andres fordomme om en selv. Det kan til tider være en bekymring for Solaf, om denne følelse kan afskrække andre som hende selv fra at tage springet ind i branchen.
»Man kan jo spørge sig selv: Har den hvide mand ikke også bias? Når man er en etnisk minoritet, ved man, at man bliver set på med andre øjne. Man er for følelsesladet eller for emotionelt investeret (i visse emner, red.). Som om etnisk danske journalister, der for eksempel dækker folketingsvalget, ikke også har nogle holdninger.«
Når du sidder med din telefon solidt plantet i hånden og scroller op og ned i dit Instagram-feed, kan tanken måske strejfe dig: “Vi er sgu da rimelig godt med, hvad angår diversitet i den danske mediebranche!”
Den tanke kommer sandsynligvis efter, at du har set Adnan Al-Adahmi fra P3 rende i hælene på de danske folketingspolitikere med kritiske, men satiriske spørgsmål.
Eller efter du har fået et godt grin fra DR Talentholdets Helin Erdem, der både serverer selvudleverende SoMe-underholdning, men også gør sig gældende som vært i programmer som Helin bliver venner med.
Man kan jo spørge sig selv: Har den hvide mand ikke også bias? Som om etniske danske journalister, der for eksempel dækker folketingsvalget, ikke også har nogle holdninger. – Solaf Masoud, Vært på DR Ultra
Dette er ifølge Solaf megafedt og vigtigt, især for børn og unge, så de har nogen at se op til. Men det er ikke definitiv repræsentation, at der findes en håndfuld værter med minoritetsbaggrund i den danske mediebranche.
»Det er rigtig fedt, at vi har Helin, Adnan og mig selv i mediebranchen, men problemet er, at der ikke rigtigt er nogen repræsenteret bag skærmen. Det er det, jeg synes er problematisk.«
Jeg vil se en minoritetsetnisk chefredaktør
Ifølge Masoud burde der være diversitet hele vejen rundt i mediebranchen. I 2020 var det kun 5,6 procent af de ansatte i danske medievirksomheder, der havde en anden etnisk herkomst end dansk.
»Når man ser fjernsyn, tænker man: ‘Vi er på rette vej’, og det er vi 100 procent også, men det går rigtig langsomt, og der er ikke nok minoritetsetniske unge, der uddanner sig til journalister.«
Solaf mener, at repræsentationen i mediebranchen i Danmark kun er gældende udadtil.
»Det er det, man kalder tokenism. Jeg ved, at der er nogle, der snakker om, at de føler sig som en token, når de bliver ansat, og det forstår jeg godt.«
Tokenism refererer til at inkludere en minoritet på et symbolsk niveau for at give indtryk af mangfoldighed, uden at det nødvendigvis fører til reel inklusion eller ændringer. Hvis der reelt er et ønske om en mere mangfoldig mediebranche burde vi starte med journalistuddannelserne: De skal arbejde på at tiltrække flere forskellige mennesker, så vi kan få uddannet flere minoritetsetniske journalister.
»Når de så er færdiguddannede, så er det næste skridt, at vi ikke bare ansætter dem som værter, men i stedet i stillinger, hvor de har mere magt i forhold til dagsordenen,« udtaler Masoud.
Ifølge Solaf er mediearbejdspladser rimeligt hierarkiske, og derfor er det vigtigt med minoritetsetniske personer i magtpositioner, så de har større indflydelse i processen, når det kommer til vinkling og formidling. Dette gælder i lige så høj grad minoriteter fra forskellige samfundsklasser. På denne måde kan de gængse fordomme og stereotyper samtidig bekæmpes, mener hun.
»Jeg vil gerne se en minoritetsetnisk chefredaktør eller chef i et mediehus snart. Nogen, der kan bestemme og lægge en strategi.«
Fra at sidde foran tv-skærmen i Syrien og se nyheder, hun vidste var usande, til selv at formidle nyheder for børn i Danmark, insisterer Solaf på, at repræsentation handler om mere end synlighed – det handler om reel magt og indflydelse.
Hvis mediebranchen virkelig skal afspejle det samfund, den dækker, kræver det ikke kun ansigter foran kameraet, men også minoritetsetniske stemmer bag kulisserne: i redaktionslokalerne, på chefkontorerne og dér, hvor beslutningerne træffes.
»Jeg synes, det er fint nok, at man har en vært eller to med brune øjne og mørkt hår, men for mig er det ikke rigtig repræsentation. Den repræsentation, jeg ønsker, er bag skærmen.«
Jeg synes, det er fint nok, at man har en vært eller to med brune øjne og mørkt hår, men for mig er det ikke rigtig repræsentation. – Solaf Masoud, Vært, DR Ultra
