Skal det være let at blive journalist?

Af Markus Nørregaard Erfurth

Peter Bro, leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet kunne i december i et LinkedIn- opslag fortælle, hvordan optagelsesprocessen for de kommende journaliststuderende bliver ændret. Samtale- og prøvedagen bliver nemlig slået sammen. ”En tidlig julegave?” starter Peter Bro sit skriv med, omend spørgende, utvivlsomt positivt ladet.

Det er jo ingen hemmelighed, at flere journalister nødsages til at tage job inden for kommunikationsbranchen. Måske i dette tilfælde Peter Bro skulle benævnes Leder for Center for Kommunikation. For sikke dog en gang mesterlig spindoktori i røgslør. For vi må jo nok forstå, at denne ændring er sket for at lette livet for ansøgere og ansatte. Hold da op! Sikke dog en genial revitalisering, der tilfældigvis udtænkes netop nu, just for at lette livet for os alle! En gylden skinnende tidlig julegave, der glimter til os under træet. Men hvis du mærker på den, så er den blød. Rigtig blød.

For det er meget let at pakke den nye optagelsesproces ind i flosklen, at det bliver lettere for alle. For sandheden er jo en hel anden. Det er en offentlig hemmelighed, at der er få ansøgere til journalistikstudiet på SDU. Eller nej, det er det faktisk ikke. Det er offentligt tilgængelig information, med tal der taler sit tydelige sprog. Tallene viser sort på hvidt, at det kun går én vej med ansøgertallet. I 2025 var der kun 236 totale ansøgere, hvoraf kun 91 havde denne som 1. prioritet. Av.

Hvad der til gengæld er en offentlig hemmelighed for de journaliststuderende, er at samtlige studerende kom videre fra den skriftlige optagelsesprøve i 2025 og videre til samtalen. Der var simpelthen for få ansøgere til at sortere nogen fra. Ergo har systemet spillet fallit. Den sagnomspundne optagelsesproces fungerer altså ikke længere i Odense.

Noget skulle altså uomtvisteligt ændres. 4,5 times skriftlig prøve, hvor man gennemgik både grammatiske færdigheder, en videnstest og analytiske færdigheder. På mange måder et rigtig stærkt udgangspunkt at frasortere uegnede kandidater ud fra. De kvalificerede skulle så herefter til samtaler med to undervisere, hvor man på 15 minutter kunne få sig en løs snak, der bekræftede, hvorvidt man stadig var egnet. I og for sig også yderst relevant at blive bedømt på, men da kun hvis det er på baggrund af en faglig ballast, der retfærdiggør, at et menneske har de kompetencer, der skal til for at blive den fjerde statsmagt.

Samtaler frem for grammatik
Ifølge Peter Bro opprioriteres den personlige samtale nu, da det, skrevet sort på hvidt, er det vigtigste for dem. Skriftlige kompetencer, sproglige finurligheder, korrekt grammatik og almen viden – alt dette er da meget fint at kunne, må vi forstå, men sammenlignet med 15 minutters løs samtale? Ja altså, så er det tilsyneladende ikke så vigtigt.

Mit højskoleophold med fokus på journalistiske færdigheder og forberedelse til optagelsesprøven, samt dygtiggørelse i grammatisk korrekthed og ekstraordinær videbegærlighed forud for en videnstest, vil jo om få år stå tilbage som et fortidslevn. Måske endda de kommende journaliststuderende vil grine af mig? Gjorde jeg dog alt dette med troen på, at jeg ville blive en dygtigere journalist. Sikke dog en naiv idiot. Jeg kunne da bare have set Pingvinerne fra Madagaskar og fulgt Skippers råd ”smil og vink drenge,” taget det store smil på, måske en frisk klipning for bedre fremtoning og med et godt glimt i øjet, så var jeg klar!

Den skriftlige del af prøven fjernes dog ikke helt. På dagen for de betydningsfulde samtaler, får man én time. Ja, én time til at skrive en kort opgave, hvor de kommende studerende skal kunne ”folde sig ud i tekst og tanke.” Og med denne korte opgave vurderes det altså at: ”På den måde kan vi også fremover sikre os, at deres viden, analyse- og formuleringsevner er på passende niveau inden studiestarten.” Hvor meget af dette kan vurderes på så kort en opgave? Det lader jeg stå til egen eftertanke. Jeg ved godt, hvad jeg synes.

Måske er det mig, der bliver lidt rørstrømsk. Måske er det bare mig, der hænger fast i en gammeldags virkelighedsopfattelse af, hvordan journalisten skal være. Måske behøver fremtidens journalister slet ikke vide, hvem der er præsident i USA, hvor man skal sætte et komma eller kunne stave. Vi har jo ChatGPT, der sagtens kan alt dette. Måske er det bare den vej journalistik går. Hvis man bare skal lære at læse den ældre generations journalisters nyhedshistorier og videreformidle dem på TikTok, jamen så er der da måske heller ikke brug for højere krav end en samtale på 15 minutter. Det virker jo dystopisk, men det er måske begyndelsen på enden af den form for journalistik, vi kender i dag?

Reducér studiepladserne
At være sortseer er jo ingen sag. Jeg kan naturligvis forstå, hvis der affødes kritik af, at en menig journaliststuderende skal sidde og spille bedrevidende, og gøre sig forklog på en uddannelsesændring foretaget af yderst kompetente fagfolk. Derfor ønsker jeg selvfølgelig også at komme med et konstruktivt indspark til debatten. At sparke opad i trods er unuanceret, vi ønsker jo alle, at vor fine erhverv skal fortsætte i bedst mulig stand.

Der er for få arbejdspladser til journalister. Der er for få praktikpladser til journaliststuderende. Der er for få ansøgere til journaliststudiet. For mig at se er der en klokkeklar simpel logisk beslutning, der er lige ud af landevejen. Reducer antallet af studiepladser. Det kan både være til 50 eller alternativt helt ned til 25. Så har du stadig mulighed for at bevare både den skriftlige prøve og samtalen, hvor man er sikker på, at man får dygtige folk ind. At insistere på at optage 100 studerende og fjerne den skriftlige prøve og på sin vis bare optage alle, der kan snakke for sin syge moster, vil have en dominoeffekt af negative konsekvenser. Endnu flere vil ikke komme i job eller få praktikplads, hvilket vil gøre studiet endnu mere uattraktivt. Samtidig vil man optage studerende, der ikke er kvalificerede til at blive journalister, hvilket vil forringe studiemiljøet og sandsynligvis have en negativ effekt på alle de studerende. Der bliver skabt en negativ spiral, hvor journalistikken taber.

Så kære Peter Bro og Center for Journalistik. Lad være med at pakke det ind som en julegave. Tag tyren ved hornene og vær ærlige. Journaliststudiet bløder og denne nye ændring er af nød og ikke for at lette livet for os alle. Om det er den rigtige løsning, kan man så altid diskutere. Jeg synes det aldeles ikke. Men vi kan som minimum være ærlige over for hinanden om, hvorfor ændringen kommer? Ellers bliver det da nogle rigtig skuffede kommende journaliststuderende, der skal åbne deres julegaver.

Svar fra Louise Kjærgaard, uddannelseskoordinator, og Peter Bro, Centerleder

“Skal det være let at blive journalist?” Sådan spørger Markus Nørregaard Erfurth i et indlæg, der inspirerer til både med- og modspil.

Først medspillet. Det er rigtigt, at vi over det meste af den vestlige verden oplever svindende interesse for at læse journalistik. I mange lande falder ansøgerantallet til journalistudannelserne. Flere og flere højskoler lukker for deres forberedende journalistforløb, fordi de simpelthen ikke har ansøgere nok. Den udvikling har mange grunde – herunder at unges interesse for nyhedsmedierne svinder.

Så modspillet. Tidligere har vi brugt skriftlige prøver til at udvælge de ansøgere, vi gerne ville have til samtale, men når vi nu har 236 bacheloransøgere og vi – ligesom DMJX – oplever, at op imod 25 procent af ansøgerne ikke dukker op til de skriftlige prøver, ja, så giver det ikke mening at afholde prøver på samme måde som tidligere. Det er derfor, at vi nu slår samtalerne og prøverne sammen på én dag.

Den øvelse letter livet for ansøgerne, fordi de så ikke skal bruge to forskellige dage på optagelsesforløbet. Mange andre uddannelser har gjort som os på Journalistik og indført egne optagelsesforløb. Det betyder, at mange unge kan få et travlt forår, hvis de søger ind på flere uddannelser.

Det nye optageforløb har også stadig tre elementer. Alle ansøgere skal skrive en motiveret ansøgning. Alle skal til en skriftlig prøve, hvor vi bedømmer sprog og evne til refleksion. Og alle skal fortsat til en samtale. Samtalerne kræver, at medarbejdere og en stor gruppe studerende sætter mange timer og flere dage af, men vi gør det fordi vi fortsat mener, at det fysiske møde er det vigtigste. Og med ansøgning, skriftlig prøve og en samtaler har vi stadig en grundigere proces end mange ansættelsesforløb, I vil opleve på arbejdsmarkedet.

Bliver det så lettere at komme ind? Tja, man skal som ansøger bruge mindre tid på selve processen, og hvis ansøgerantallet fortsat falder, ja, så kæmper man mod færre om studiepladserne. Fra i år vil der også være et minimumskrav til ansøgernes score til samtalen og den skriftlige prøve. Men vigtigst af alt: det har aldrig været et selvstændigt mål, at det skal være hverken let eller svært at komme ind på Journalistik på SDU. Det har derimod været et mål, at vi får de rigtige studerende ind på SDU, og der oplever vi heldigvis fortsat sker. Så tak til – og for – jer.

Louise Kjærgaard, uddannelseskoordinator, og Peter Bro, Centerleder