Foto: Rita Kuhlmann
Mette Cornelius er studievært på Discovery Networks og sportsjournalist, så det brøler. Hun har altid haft en drivkraft, der har ført hende på rette vej. Hun har svært ved mennesker, der siger et og mener noget andet, og så er hun bare helt tosset med fodbold. LIXEN har talt med sportsjournalisten over Zoom, hvor vi både kommer rundt om alt fra at være 10 år og besat af landsholdet til at være 39 år og jonglere med familie og arbejde.
Mette Cornelius dukker frem på skærmen. Hun hilser med et lille vink og spørger, om hun må spise morgenmad, mens jeg interviewer hende. Selvfølgelig, svarer jeg. Håret er sat op i en stram knold, og hun har sine karakteristiske briller på, der næsten er blevet en del af hendes ansigt. Bag hende er der en væg pyntet med portrætter af hendes tre børn i sort og hvid. Det virker som en rolig morgen i privaten i København, men det går stærkt i sportsjournalistens liv:
»Tidligere var jeg rundt på samtlige superligarunder uden undtagelser, det er der blevet mindre af. Der er en gang imellem en fri søndag. Hvilket, når man har været så længe i det, som jeg har og har tre børn, så kan det faktisk være meget fedt. Men normalt starter min uge om søndagen med Superligaen.«
Mandag, onsdag og fredag er der ugentlige redaktionsmøde hjemmefra, de er kun i studiet, når der er udsendelser. Mette Cornelius er begyndt at lave et nyt program i år, hun kalder det ”Købmændenes klub” med og om danske fodboldleder.
»Det laver jeg om mandagen. Det er en times udsendelse, så den kræver faktisk en del, fordi jeg selv er redaktør og vært på det. Jeg skal selv have så meget styr på gæsten og på de dagsordener, der er interessante i forhold til denne her gæst.«
Hun synker morgenmaden og fortsætter:
»Jeg vil bare gerne være godt forberedt. Jeg vil også gerne stille de gode spørgsmål. Det er mandag, hvor jeg som regel er træt efter søndag, så den er lidt hård.«
Om torsdagen er der Europe League, der begynder 17:30 og slutter lidt over midnat. Når Mette Cornelius kommer hjem, kører adrenalinen derudaf, så det er svært at falde i søvn. Der er ikke mange fridage på en uge, for når en udsendelse slutter, skal der forberedes til den næste. De gode ideer sover heller ikke, de dukker op, når hun har puttet børnene, når hun er i bad, i de sene stunder. Hun mener, at det er en miljøskade, fordi hun altid har arbejdet på skæve tidspunkter. Det har været til stor frustration for tidligere redaktører. Men passionen for fodbold har ingen stopknap:
»For mig er fodbolden jo en passion, og det, som fik mig hen til, hvor jeg er i dag. Det er en interesse, og derfor noget, der fylder meget. Det sådan noget, som flydende kører i baggrunden, og det gør mit arbejde i princippet også, fordi jeg har to interesser og passioner kombineret i fodbold og journalistik.«
På skærmen er hun meget sig selv. Og så alligevel ikke, fordi hun tænker meget over at smile lidt mere, eller lade være med at bande så meget, som hun ellers ville gøre. En forbedret og poleret udgave af hende selv, men stadig Mette Cornelius.
»Det er der selvfølgelig også en fare ved at være en intuitiv og autentisk vært, fordi grænserne bliver flydende til den ene del af mit liv til den anden del af mit liv. Det gør også, at jeg nemt bliver stresset og overbebyrdet i mit hoved,« hun er stille for en stund, før hun fortsætter:
»Det kan jeg se på min mand, der kan vi godt have haft en forfærdelig morgen med børnene og skreget og skændtes. Så tager han på arbejde og er på arbejde. Hvor med mig, der trækker det lange spor ind i resten af min dag, og jeg tænker – hvad kan jeg gøre, så vores familie igen kommer i vater?«
Journalistik, fodbold og drivkraften
Mette Cornelius formulerede ret tidligt i sit liv, at hun ville være sportsjournalist. Hun tog ofte op til Vedbæk, når landsholdet var samlet i Danmark på træningslejr. Hun havde ikke veninder, der var fodboldinteresserede, men formåede at lokke en veninde med alligevel, og så tog de op i landsholdslejren, så træningen og fik autografer. Hun har været omkring 10 år, da hun begyndte at reflektere over, hvad hun kunne gøre for at komme endnu tættere på de danske landsholdsspillere.
»Jeg vil ikke bare stå til træning og tage billeder af dem. Jeg kunne enten blive sportsjournalist, eller jeg kunne blive kommunikationschef i DBU. Det var de to muligheder, jeg kunne se for mig. Lige siden, har jeg haft det som en drivkraft,« fortæller hun.
Efter gymnasiet, var hun tre år på et reklamebureau. Her fyldte journalistikken og fodbolden ikke lige så meget. Men drivkraften ville, at hun begyndte på sin bachelor i Journalistik på Syddansk Universitet. Verden åbnede sig pludselig for hende. Det var jo egentlig journalistikken, hun syntes, var det interessante. Hun elskede fodbold, men nu kunne hun se sig selv i forskellige facetter. Hun søgte praktik på tre dagblade, Danske Kommuner, og det der dengang hed Radiosporten på DR:
»Så ville tilfældet, at det var Radiosporten, der ringede til mig. Det var godt, at de gjorde det. Det jeg kan, og det jeg har en stor viden om, er det, som skiller mig ud fra rigtig mange andre piger. Jeg ville slet ikke have den position, og de muligheder jeg har haft i mit job, hvis jeg havde fået en praktikplads, der hvor alle de andre dygtige piger var.«
Da Radiosporten ringede, var hendes skæbne beseglet, hvis ikke den hele tiden havde været det.
En kvinde blandt mænd
Mette Cornelius har altid befundet sig bedst blandt mænd. De har altid været mindre kompliceret, synes hun.
»Jeg har en datter på 10 år, som sagde sådan til mig: det er mærkeligt mor, men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at synes, at det er meget sjovt at være sammen med drengene. Det var nok cirka samme alder, da jeg begyndte at få øjnene op for, at jeg var forfærdelig til pigefnidder og til at navigere i, at der blev sagt et og ment noget andet. På et tidspunkt i 10-12-årsalderen søgte jeg mere mod drengene, når de sad og spillede kort i frikvartererne.«
Den kvindelige sportsjournalist er kommet af en drenge- og fodboldfamilie. Hendes onkel, morfar og far var fodboldinteresserede. Og hun er opvokset med en storebror og tre fætre, så når de var hjemme hos deres mormor, stod de og spillede mur ude i gården, der kunne hun vælge at være med eller være indenfor alene. Hun var også med ude og se Roskilde spille fodbold, når de spillede hjemme. På den måde blev hun, ufrivilligt – egentlig – hevet ind i fodboldmiljøet.
Hun reflekterer højt:
»Om jeg fra starten har befundet mig bedst i det, eller om det er i det miljø, som har føltes trygt og mindede mig, om det jeg er opvokset med, det tror jeg også er en del af forklaringen. Derfor har jeg nok altid haft det godt i den jargon. Jeg vil egentlig bare gerne have show me what you got, så kan jeg bedre forholde mig til tingene.«
Da hun var i praktik hos DR, var hun til en afsluttende opgave blevet sendt til Portugal, fordi Danmark var kvalificeret til U21 EM i 2006. De var afsted i 12 dage, og der skulle gå hele 3 til 4 dage før, at hun bemærkede, at hun var den eneste kvinde, der var med. Hun tænkte slet ikke over det, før der var en som, påpegede det.
Det er dog ikke altid, at hendes køn går ubemærket hen, men hun føler sig altid accepteret:
»Der er helt klart noget i fodboldmiljøet, når du kom ud som pige, hvor du lige skulle ses an. Om du var der for at komme på fjernsyn, fordi du gerne ville være tæt på og er fascineret af fodboldspiller, eller du var der med en fagligviden og interesse og passion lig med mændene, som de nok aldrig betvivles at have. Men jeg kunne lynhurtigt mærke, at når de kunne høre på mine spørgsmål, at jeg godt vidste, hvad jeg talte om, eller der var en dybde og substans eller faglighed i spørgsmålene, så blev jeg også accepteret.«
Hun føler faktisk, at hun får lov til mere end sine mandlige kollegaer. Hun kan tillade sig at stille mere nærgående spørgsmål, på en empatisk måde. Og gå en lille smule tættere på et menneske, der måske ikke havde lyst til at tale, på grund af hendes køn. Det er fordi, at en kvinde/mand relation er mere afvæbne end mand til mand, der kan blive »hard-talk-agtig«, siger hun og banker knoerne sammen for at vise, hvad hun mener.
Panik på panikdagen
»Man brænder sin hjerne af i stress, det synes jeg i hvert fald. Det var et kæmpe gedemarked. Men det kan ikke undgås, for man ved, hvor definerende en praktikplads er for ens karriere. Det har det været for min,« fortæller Mette Cornelius, som husker panikdagen som noget af det mest stressende, den dengang uerfarne journalist nogensinde havde prøvet:
En gruppe af håbefulde journaliststuderende, med Mette Cornelius i blandt, tog til Århus dagen før panikdagen. De skulle tidligt op den næste dag, for allerede klokken seks om morgen, kunne mediehusene ringe og kalde til samtale.
»Vi boede 4-5 piger på det samme lille værelse på et eller andet crappy sted tæt på Journalisthøjskolen. Vækkeuret ringede kl. 05:30 om morgen, hvis ikke tidligere, og så havde vi lige købt en Underberg, som vi lige startede med, så vi kunne vågne. Puk Damsgaard, som jeg havde boet med i Odense det sidste år sammen med tre andre piger, var også en del af værelset. Hendes telefon begyndte bare at ringe det sekund, de åbnede for, at medierne måtte ringe. Hun var helt fantastisk dygtig allerede dengang.«
Det var lidt af et pres, da Puks telefon kimede derudaf, og de andres telefoner ligeså småt begyndte at ringe. De sad ved morgenmaden og kunne se forskellige få opkald, og Mette Cornelius’ telefon var bare helt stille stadigvæk. Det var først halvanden time efter, at det var hendes telefon, der bimlede og bamlede. Det var Radiosporten, der indkaldte til samtale.
»Til samtalen skulle jeg prøve at speake for Morten Hausborg og Ulrik Jensen (red. sportsjournalister). Efterfølgende sad jeg ude i lobbyen hos DR. Jeg tænkte, det er her jeg lægger mine æg, jeg skal ikke over på Journalisthøjskolen igen og prøve at satse på noget andet. Der var flere inde til samtale, men pludselig kommer en af mine mandlige medstuderende og sagde til mig: altså, de sagde, at jeg lå rigtig godt til, men at der var en pige foran mig. Jeg havde ikke set nogle piger gå derind efter mig, så mine forhåbninger begyndte stille at stige.«
Radiosporten ringede til den unge journalistspirer og tilbød praktikpladsen. På vej hjem i bussen, begynder hun at få det skidt. Hun var syg tre uger derefter. Med influenza og to gange mellemørebetændelse, hun er ikke i tvivl om, at der er fordi hendes krop havde været så stresset.
Det er nok ikke blevet meget bedre, svarer jeg og kommer med en lille joke om, at vi nok alle skal have timer hos psykologen, når vores praktiksøgning er overstået. Hun nikker, vi griner fra hver vores skærm.
Jeg takker for hendes tid, vi vinker farvel og ophæver Zoom-mødet.