Illustration: Agnes Rønberg
”Jeg er sådan en, der ikke har så meget lyst til sex,” tænker hun. ”Sådan en med lav sexlyst.”
Imens tænker han, at han ville ønske, sex var noget, der skete oftere, fordi han har ”høj sexlyst”.
Provokerende, stigmatiserende og med nul normkritik passer ovenstående sætninger som fod i hose på samfundet anno 2020 – og det er faktisk lige præcis det, statistikker kan fortælle os: Mænd har mere/højere sexlyst end kvinder.
Men det er lidt løgn. Og faktisk vinder vi alle sammen, hvis vi omgående stopper med at bruge termer som ”høj”, ”lav”, ”meget” og ”lidt”, når vi snakker om sexlyst.
ADVARSEL: Hvis du læser videre herfra, skal du være forberedt på en aha-oplevelse, muligvis en snert af ”ej, er det virkelig så simpelt”-følelse krydret med en fra-nu-af-trang til at oplyse enhver, der omtaler sexlyst på andre måder end den, jeg nu vil afsløre for dig.
Der findes to typer lyst: Impulsiv og responsiv.
Impulsiv fordi – ja – lysten til sex opstår impulsivt og responsiv, fordi lysten opstår som respons på noget andet. Der skal altså ske noget, før lysten mærkes ved den responsive type. Det kan være dufte, berøring (ikke nødvendigvis af kønsdele), følelsen af samhørighed – you name it.
Statistisk set er der flere mænd, der har impulsiv lyst, og derfor rapporterer de, at de oftere har lyst, og flere kvinder med responsiv – ergo oplever de ikke lige så ofte lysten til sex, hvis ikke de ved, hvad som egentlig tænder dem. (Surprise: De færreste kvinder er nogensinde blevet tændte af ”lige-til-fadet-rør-min-yoni-og-jeg-er-din”-metoden).
Statistik er tit vores ven, men den skal kun bruges til at udvide vores forståelsesramme – aldrig udskamme eller forkertgøre, så hvis du ikke lige passer ind i statistikken – congrats, du er fortsat lige så ”normal” som alle andre. Det er vigtigt at understrege, at den ene type ikke er bedre end den anden.
Det er ligesom to biler, der skal bruge to forskellige typer brændstof for at kunne køre, og hvor tit skælder du din bil ud, når du står og hælder Blyfri 95 på, fordi du ikke mener, det er det brændstof, du synes, den skal bruge?
ALLE(!) mennesker er udstyret med en ”seksuel speeder” og en ”seksuel bremse”, der individuelt varierer i sensitiviteten. Mange, der melder om manglende lyst (som man godt kan have helt uden, der er noget galt med en!), har muligvis en sensitiv bremse.
Min egen bremseliste inkluderer for eksempel vasketøj, regninger, folk, der trækker vejret, når jeg ikke kan overskue dem, folk, der ikke anerkender #MeToo, fortællesætninger, Zoom-undervisning, der alligevel aldrig virker – jeg kan nævne mange!
Speederen kan godt være aktiveret samtidig med, at bremsen er trykket for hårdt i bund til, at man kommer nogle vegne.
Jeg vil skåne jer for en lang, videnskabelig forklaring på, hvordan mekanismerne fungerer, men stol på Emily Nagoski, der har dedikeret sit liv til at udbrede den revolutionerende viden om at se sex som en bil, der kræver forskelligt brændstof og vigtigheden i at kende sin egen seksuelle speeder og bremse – og måske endda sin partners, hvis man har sådan en på lager. Så imellem Albæks sociologi-timer, Krimi-Nillers konfliktmantra og Filips SoMe-undervisning: Vær’ nysgerrig på din egen speeder, bremse og brændstof, og hvis du er læsetypen, så kast dig over Nagoskis ”Come As You Are” og vær klar på at, sexrevolutionen er 4-real, og du hermed er en del af den! ☺