Foto: Emilie Kiilerich
Nysgerrig og eftertænksom. To ord, der beskriver journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen. LIXEN mødte Nørrebro-manden til en snak om alt fra drama i tennissporten, til hvad det vil sige at starte i gymnasiet uden hår på pikken.
Jeg møder Anders på Nørebro i en lejlighed på 4. sal, et bofællesskab som han deler med to venner og en 5-årig på deltid. Måske det skyldes min jyske opvækst eller det faktum, at jeg bor i en studiebolig i Odense, men for mig lyder idéen om et bofællesskab for voksne på Nørrebro yderst eksotisk. Fjernt fra den verden jeg selv er vokset op i, hvor voksne mennesker, der har krydset 40-års grænsen er sådan nogle, der bor i parcelhuse og møder på arbejde hver dag fra 08:00 til 16:00.
For tiden har Anders Haahr Rasmussen været optaget af at kommentere tennisturneringen US Open på Eurosport i nattetimerne. Måske er det derfor, at han i mine øjne virker en anelse søvndrukken, men på en varm og hyggelig måde. Som når jeg i mine barneår kom hjem fra skole og fandt min storebror i nattøj foran fjernsynet.
Selv er Anders klædt i en hvid skjorte med opsmøgede ærmer, shorts og strømpesokker. Med sænkede skuldre og langsomme bevægelser, viser han mig rundt i den rummelige lejlighed med højt til loftet. Genbrugsmøbler og arvestykker.
»Lad min orgasme være i fred«
Anders Haahr Rasmussen er uddannet cand.public fra Syddansk Universitet. I sin journalistiske karriere har han blandt andet skrevet for Dagbladet Information og netmediet Zetland, hvor han i 2016 udgav singlen Mikkels Pik: En beretning om venskab og kønsorganer. Derudover arbejder Anders Haahr Rasmussen som freelance tenniskommentator for Eurosport.
Selv stødte jeg første gang på journalisten, da jeg for cirka et år siden scrollede ned ad mit facebook-feed og stødte på en video lagt op af Zetland.
I den cirka 13 minutter lange video fortæller journalisten om et forhold, han havde til en kvinde, der hed Hanne.
Hanne syntes, det var problematisk, at Anders ikke kom hver gang, de havde sex, og orgasmen – den var altså ikke så meget for Anders’ skyld. Næh, den var mest af alt for Hannes skyld, så hun kunne føle sig sexet og ’god’ i sengen.
»Kunne vi ikke blive enige om, at vi lod min orgasme være lidt i fred? For hele det her præstationsræs, det gør det faktisk kun sværere at komme.« fortæller journalisten, mens han ser ind i kameraet.
Elfenbenstårnet på Nørrebro
Vi går videre ind i Anders Haahr Rasmussens arbejdsværelse. En lille hems på 2. sal i lejligheden, oppe under tagryggen, hvor der kun lige er plads til en stol og et skrivebord. For at komme op på hemsen skal man klatre op af en spinkel stige, der er hæftet fast på væggen.
»Jeg havde en idé om, at det skulle være besværligt at komme derop, for så ville det også være besværligt at komme ned,« fortæller journalisten, der bruger det meste af sin arbejdstid under de skrå vægge.
Jeg kan ikke lade vær med at finde det lille arbejdsværelse en smule komisk. Fjernt fra naboernes hektiske hverdag, med ture til og fra arbejde, forældresamtaler og børnepasning. Et slags elfenbenstårn på toppen af Nørrebro, hvor Anders Haahr Rasmussen varmt og trygt kan bruge timer på at sidde og gruble over alt fra kærestesorger og kønsroller til racisme i tennissport.
For tiden er det et bogprojekt om den afroamerikanske tennisstjerne Serena Williams, der optager journalisten. En bog som Anders Haahr Rasmussen blev inspireret til at skrive, da han i 2018 kommenterede US Open finalen mellem Williams og japanske Naomi Osaka. En kamp som Williams endte med at tabe, hvor hun undervejs ’gik verbalt amok’ på en mandlig dommer og beskyldte ham for sexisme.
»Jeg kommenterede denne her tenniskamp som eksploderede fuldstændig. Den delte ligesom den offentlige opinion i to. Der var dem, der så racisme, sexisme, en gammel hvid sport med patriarkalske normer, og så var der dem, der så en mega dårlig taber, som smed offer-kortet og klynkede.«
For Anders Haahr Rasmussen er det vigtigt, at folk generelt bliver bedre til at diskutere svære emner på en mere konstruktiv måde. Emner, som normalt kan polarisere mennesker i grupper, hvor man enten mener A eller B. Nuancerne skal simpelthen blandes, så debatten ikke kun fyldes af kompromisløse ekkokamre.
»Jeg vil finde en måde at snakke om, hvad der skete i den tenniskamp, som hverken falder i den ene eller den anden grøft. Det er sat´me blevet så svært at have konstruktive, nysgerrige, lyttende, videbegærlige dialoger og diskussioner,« lyder det fra journalisten.
Kønsstudier og havremælk – en introduktion til den moderne mand
Vi forlader lejligheden til fordel for en nærliggende park. På vejen stopper vi ved en smart café, hvor de serverer økologisk kaffe to go. Jeg bestiller en sort kaffe, Anders en café latte.
»Har i OATLY?« spørger han, da pigen bag disken skal til at lave hans kaffe. Hun svarer, at de desværre kun har havremælk fra NATURLI’.
De næste minutter går med, at de to diskuterer forskellige mærker inden for havremælk. Hvordan de adskiller sig fra hinanden i smag. Hvordan nogle skummer mere end andre og så videre.
Med kaffe i hånden finder vi en bænk, hvor vi kan fortsætte samtalen.
Efter at have færdiggjort sin kandidat i journalistik rejste Anders Haahr Rasmussen til USA for at studere sociologi med fokus på kønsstudier på The New School for Research i New York. Et fag, som typisk ikke tiltrækker særligt mange heteroseksuelle mænd.
»På sådan et studie er der rigtig mange kvinder, og de mænd, der er har ofte en eller anden form for queer-baggrund. Det, med at læse kønsstudier kommer meget af, at man lidt allerede er blevet frataget muligheden for bare at være i sit køn u-refleksivt. Hvis du for eksempel er ung bøsse i provinsen, bliver du meget hurtigt bevidst om, at ”Hov, jeg føler mig forkert og falder ved siden af«, fortæller han.
Noget af det, som går igen i Anders Haahr Rasmussens journalistiske værker, er hans evne til at reflektere over sig selv og sit eget liv, når det kommer til spørgsmål inden for køn og seksualitet. Et behov der ifølge journalisten opstod i teenageårene, som et resultat af at være ekstremt sent udviklet, hvilket udelukkede ham fra at blive en del af det ’spil’, der foregik mellem andre piger og drenge.
»Jeg begyndte i gymnasiet med en barnekrop – altså jeg ved ikke, hvad jeg lignede. Jeg havde endnu ikke fået hår på pikken, og derfor var jeg slet ikke en del af spillet. Jeg blev derfor til sådan en lille antropolog i den verden, fordi så måtte jeg jo prøve at forstå det med mit hoved, nu hvor jeg ikke kunne være med på den gren. For de andre var det jo bare det vand, de svømmede rundt i, og det synes jeg var enormt frustrerende især nu, hvor jeg var en del af fællesskabet, og derfor syntes, at det havde noget med mig at gøre.«
I dag er Anders Haahr Rasmussen 41 år og har en kæreste, som han har kunnet fejre 4-års dag med, men interessen for kønsidentitet hænger ved, og som 39-årig udgav journalisten debatbogen En Fandens Mand. Et selvbiografisk værk, hvor Anders Haahr Rasmussen i essayistisk stil inddrager oplevelser og erfaringer fra sit eget liv, kombineret med længere interviews med diverse meningsdannere og forskere, der beskæftiger sig med kønsidentitet.
»I En fandens mand var det lidt vigtigt for mig, at fortælleren i bogen, som selvfølgelig er mig, blev en person som en nogenlunde average dude kunne relatere til. Jeg havde brug for at skrive den del af mig op, som var en fodbolddreng fra Frederiksværk, fordi der er rigtig mange mænd, som ikke kan finde en vej ind i de her debatter. Som regel er de tavse eller sidder pligtskyldigt og gentager feministiske pointer, de har læst et eller andet sted,« fortæller han.
(Overgrebs)manden
Noget jeg hæftede mig ved efter at have læst En Fandens Mand var, at bogen indeholdt et virvar af modstridende følelser. På den ene side ønsker fortælleren at udleve sine dyriske drifter og score damer samtidigt med, at han også gerne vil fremstå som en flink fyr, der ikke har nogen hensigter om at ’lokke’ kvinder med hjem. Derudover giver flere af kapitlerne udtryk for en tilbagevendende frygt for at komme til at fremstå som overgrebsmand, for tænk nu hvis det skete, selvom man ikke havde nogen intentioner om at overskride den anden parts grænser?
»Som mand er det meget nemt at tolke sine handlinger og se sig selv som mulig overgrebsmand. Jeg skriver blandt andet om en ven, der bor i New York, og som har lejet et værelse ud til en kvinde, som en nat kommer fuld hjem fra byen. Hun lægger sig ind til ham i hans seng, hvorefter han rejser sig for at gå ind og sove i stuen, fordi han er bange for, hvordan hun kommer til at opfatte det morgenen efter.«
Men er det ikke ubehageligt at skulle tænke sådan om sig selv?
»Jo, det er da super træls, men jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at man i de her snakke undgår at se det som en dårlig ting, hvis man som mand er bevidst om sit eget potentiale som overgrebsmand. Jeg synes, det er vigtigt, at man er sig selv bevidst om, hvad det er for et samfund, vi lever i. Hvilken historik er det, vi har, hvordan ser kønsrollefordelingen ud og hvad kan min adfærd tricke af ubehag hos andre,« fortæller Anders Haahr Rasmussen.
At skrive er at tænke
På trods af at have brugt det meste af sin karriere på at skrive bøger og lange nuancerede artikler for Information og Zetland, var tanken om et arbejdsliv som skrivende journalist ikke noget, der tiltalte Anders Haahr Rasmussen, da han var yngre. Noget af det værste, man kunne sætte ham til i skolen var at skrive stil i dansk.
»Det kunne ødelægge en hel weekend for mig, hvis jeg havde stil for, og jeg kan huske, jeg tænkte: Gud, journalist må være det mest forfærdelige arbejde, for der har man stil for hver dag! Det er måske også derfor, jeg ikke er endt i et fast job, for jeg kunne hurtigt se, at jeg ikke skulle have en fast stilling som skrivende journalist, for det er jo som at have stil for hver dag, og så synes jeg ikke, det er sjovt at skrive.«
Det skal altså være lystbetonet og sjovt, før Anders Haahr Rasmussen har lyst til at kaste sig over en tekst. I sin tid hos Dagbladet Information fandt journalisten derfor hurtigt ud af, at han skulle tjene sin løn ved at sidde i redaktionssekretariatet og redigere andres tekster og layoute sider. En beskæftigelse, der trak ham uden om det travle nyhedsræs med pressede deadlines, som gav en følelsen af at være tilbage på skolebænken og have danskaflevering for. Men skriveglæden, den er der.
»Jeg kan enormt godt lide at skrive, fordi jeg synes, det er spændende, og jeg er god til det. At skrive for mig, det er at tænke. Jeg finder ud af, hvad jeg synes om ting ved at skrive om dem. Jeg finder ud af, hvad det stærke egentlig var ved en oplevelse ved at formulere den. Det er en opdagelse, og jeg synes, det er skægt at lære, hvad sprog kan, og hvordan man kan gøre ting levende for andre gennem sproget. Men det er ikke noget, jeg overhovedet er interesseret i at gøre med venstre hånd.«
Gennem hele vores møde kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget lidt drenget over Anders Haahr Rasmussen. Som om han går gennem tilværelsen iført pyjamas og god tid. En blanding af Peter Pan – den evige dreng og Tintin, den gode reporter. Måske det er hans evne til at leve et liv drevet af lyst uden alt for mange forpligtelser. Hans opmærksomhed på ikke at krænke. Men også hans nysgerrige og legende tilgang til verden, hvor der skal være tid til fordybelse, hvad enten det gælder store spørgsmål inden for køn og identitet eller havremælkens mange facetter.
Vi skilles hen på eftermiddagen. Anders har travlt. Han skal i Tivoli med sin nevø.