I Danmark bliver der i gennemsnit myrdet 12 kvinder om året og grunden er udelukkende at de er kvinder. Og når medierne bringer den slags historier, så er det typisk ud fra gerningsmandens perspektiv.
Det er en sen sommernat. Du har hygget dig til havefest med nogle venner i løbet af dagen og stemningen har været festlig. Til festen blev der serveret bobler og kolde øl, hvilket betyder, at du er nødt til at gå hjem. Solen er gået ned og med langsomme, lidt bølgende skridt bevæger du dig gennem gaden. Gadelysene er for længst slukket, så det eneste lys, du kan klamre dig til, er lyset fra din telefon. Du føler dig tryg, for der har aldrig været et tilfælde af overfald i din by, og derfor skænker du det heller ikke en tanke, da en bil holder ind til siden et par meter foran dig.
Næste morgen lyder overskriften i medierne: »Beruset kvinde iført sommerkjole voldtaget og myrdet« . Og den slags overskrifter er ikke unormale. Og det er heller ikke kun kvinder, som det går ud over. Typisk beskrives overfald med begrundelser som, at personerne kendte hinanden, at personen havde et eller andet på sig, som den anden ville have, eller blot at en beklædning kan anses som »provokerende« eller »for fremtrædende« . Faktisk kan man gå tilbage til Mia-sagen, som blev brutalt myrdet i 2022, hvor medierne dengang begik hvad der i 2024 anses som åbenlyse fejl ved at lægge vægt på beklædning.
I en artikel fra B.T. står for eksempel skrevet:
»Selvom termometret på dette tidspunkt viser små to grader, er Mia Skadhauge Stevn kun iklædt en mørk top, bukser og hvide sneakers, viser overvågningsbilleder fra stedet«.
Og i en artikel fra Nordjyske lyder overskriften på en artikel således:
»Vidner beskriver Mia som fuld og flirtende den morgen hun forsvandt«.
Uopmærksomme journalister
Det fremstiller gerningsmanden i et bedre lys. Det kaldes victimblaming. For at få et større indblik i, hvor udbredt fænomeneter, har vi kontaktet Sanne Søndergaard, der med sine mange titler som forfatter, feminist, journalist og komiker, har beskæftiget sig med netop denne problemtik. Både på sine sociale medier, men også i hendes bog »F-ordet«, som blev udgivet i 2021.
»Overordnet set burde det være det, vi lærer på Journalisthøjskolen. Jeg er selv uddannet for 20 år siden, og husker også undervisningen om interviewteknik, hvor man deler kilderne op i tre kategorier. Og der virker det især til, at journalister ikke er opmærksomme på, om det er en case-person eller en partskilde, man har med at gøre.«
Sanne Søndergaard mener altså, at journalister generelt set ikke er opmærksomme på, at de kilder, som der interviewes, også er mennesker. At det handler mere om at få en god historie i hus end at tage hånd om det menneske, der har turdet at stå frem med sin historie. Og at det er det, som også kommer til udtryk i de artikler, der udgives. Når Sanne Søndergaard nævner case-personer i denne sammenhæng, menes der kilder, som har været udsat for en voldsom oplevelse. Partskilder kan være organisationer, foreninger med videre.
»Man bør ikke møde en case-person med samme kritiske metode som partskilder, for så er det her, at det retraumatiserende kommer ind. Og man må heller aldrig insinuerer at vedkommendes historie ikke passer,« fortæller Sanne Søndergaard.
8 råd til medier
Vi taler også med hende om de otte råd, som seks organisationer –Danner, Landsorganisation af Kvindekrisecentre, Mødrehjælpen, Dialog Mod Vold, Mandecentret og Lev Uden Vold– er gået sammen om at udarbejde til medierne. De otte råd lyder:
- Fortæl tydeligt, hvad præmissen for historien er
- Lav en klar aftale om anonymitet eller fuld identitet
- Vær opmærksom på, at case-personer kan retraumatiserede af at fortælle deres historie
- Husk, at en historie om vold kan dokumenteres på mange måder
- Vælg dine ord med omhu, og undgå utilsigtet victimblaming
- Vær tydelig om, hvornår case-personen udtaler sig til citat
- Underbyg gerne med faglig viden, og oplys hvor det er muligt at få hjælp
- Hold styr på kommentarsporet
Specielt råd 3 og 5 bliver vendt, og Sanne Søndergaard giver sit synspunkt på både hvordan, man som case-person (offer i denne sammenhæng) kan reagere på et kritisk interview, og hvordan, man som journalist burde forholde sig inden, under og efter mødet med en sårbar case-person. Sanne Søndergaard har selv oplevet at blive udsat for et kritisk interview, hvor hun fungerede som case-person.
»Som case-person, er det ekstremt voldsomt at blive kritisk interviewet om sin oplevelse. Man prøver at forsvare sig og er egentlig i sine følelsers vold. Og det er der, at medierne har et kæmpe ansvar. Man føler hjertet sidder oppe i halsen og man kan blive kropsligt triggered – så slukker kameraet, og så sidder journalisten bare og snakker til én helt normalt, fordi de jo har en haft en rolle på sig. Det har man bare ikke som case-person. Så jeg vil opfordre journalister til at tænke over, hvilken kilde de har med at gøre.«
Hun lægger også vægt på gaslighting i journalisternes kritiske interviewmetode. At man som offer bliver spurgt til, om man nu er sikker på, at det man er blevet udsat for virkelig er sket. Her uddyber hun en af sine egne oplevelser på live-tv, hvor der blev spurgt kritisk ind til hendes personlige historie vedrørende psykisk vold.
»Jeg har selv prøvet det, og så har jeg prøvet det på live-tv. At folk siger, at man nok har misforstået det, eller ikke kan tage en joke eller sådan noget. Og journalisten vil til hver en tid retfærdiggøre sine spørgsmål med, at man jo skal stille de her kritiske spørgsmål. Hvis man vil være kritisk omkring præmissen for interviewet, så skal man ikke hente en case-person ind.«
For Sanne Søndergaard handler det altså om, at journalister skal se længere ud end blot deres rolle og job.
Gernings-personens perspektiv?
I Mia-sagen, som en lang række medier dækkede, er der flere narrativer, og et af dem, som er blevet beskrevet flere gange, er gerningsmandens. Det er selvfølgelig ikke muligt at dække offerets synspunkt i netop den sag, men det kan ifølge Sanne Søndergaard ikke være den korrekte måde at dele en historie på.
»Det største problem er, når journalister fører gerningsmandens narrativ. Offeret er der ikke altid til at fortælle sin version, men hvis man absolut skal have begge sider af sagen, så er det jo fuldstændig vanvittigt at gå med gerningsmandens version, år offeret jo er væk netop på grund af en gerningsmand.«
Netop dét med at føre gerningsmandens narrativ, kan være med til at skabe uorden i kommentarsporene på sociale medier og dermed også gå imod det ottende råd. Det skaber en giftig debat, som en journalist har været med til at skabe, som udelukkende skyldes journalistens angst for ikke at være objektiv.
»Journalister er pissebange for at komme til at virke subjektive. Så de hopper med på den der, hvor man skal høre begge sider, eller ved at skrive ordet »påståede« foran offerets personlige beretning. Hvis I er så bange for at tage offerets synsvinkel, så skal I ikke fortælle den her historie.«
Victimblaming er direkte oversat til »offerskyld« og betyder at man tillægger offeret skyld for den forbrydelse som er begået imod dem.
Gaslighting: Det at manipulere med en anden person ved at sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes virkelighedsopfattelse i et sådant omfang at han eller hun ender med at betvivle sin egen fornuft og egne oplevelser.
(Ordnet.dk)