EKSTERN

Sanne Cigale: ”Jeg kan ikke finde ud af særlig mange ting. Jeg kan lave mad, jeg kan spille violin, og jeg kan læse dansk og historie. Og så kan jeg samtalen.”

Foto: Magnus Nygaard

Når du ringer ind til »Hemmeligheder« på P1, dømmer Sanne Cigale dig ikke. Hun gør dig ikke til offer, og hun velsigner dig ikke. Til gengæld stiller hun spørgsmål. For Sanne Cigale er besat af at forstå, tale med og analysere andre mennesker. Derfor har hun fundet vejen ind til andre menneskers dybeste indre.

»10 sekunder.«

Sanne Cigale sidder bag ved en glasvæg på den anden side af lydstudiet. Hun sidder overfor ugens gæst, Adnan Al-Adhami. De taler om Israel, om P3-programmet »Tabu« og om de arabiske endelser »al« og »el.« Om 10 sekunder skal de snakke om hemmeligheder.  

»5 sekunder.«

I sine hørebøffer får Sanne Cigale at vide, hvor lang tid der er til, at endnu et afsnit af »Hemmeligheder« på P1 begynder.

»2 sekunder.«

Sanne Cigale bliver stille og retter på hørebøfferne. Introen til »Hemmeligheder« begynder: 

»Du har ringet til »Hemmeligheder« på P1. Tak for din hemmelighed. Vi lover at passe godt på den.«

Det nye P1

Første gang Sanne Cigale sendte Hemmeligheder var den første januar 2021. Hun skulle egentlig sende »De Konstruktive Nyheder« med Anders Lund Madsen, men i et år havde hun prøvet at få P1-cheferne til at gøre »Hemmeligheder« til et radioprogram. I stedet for at byde velkommen til »De Konstruktive Nyheder«, kunne man i stedet høre hende og Anders Lund Madsen byde velkommen til »Hemmeligheder« på P1.

Det kunne være endt galt, for P1-cheferne havde i første omgang lagt Sanne Cigales programforslag i graven. Men de kunne lide, hvad de hørte, og pludselig manglede der noget på sendefladen.

»Nogle gange skal man bare tage en sender. Det kan man blive nødt til. Så kan man altid bede om tilgivelse,« fortæller Sanne Cigale med et smil. 

Hun sidder med benene over kors i en kontorstol i et af P1’s lydstudier. Hendes lange mørke hår er slået ud, og hun har en brun ruskindsvest med frynser på ud over en hvid skjorte og cowboybukser. Hun bemærker selv, at hun ligner Pocahontas i dag. 

Pludselig slår hun ud med armene.

»Jeg tror, vi er det nye P1. Nu har jeg sagt det.«

Hun skimter ud ad ruden i den lydsikrede dør. På den anden side sidder hele P1-redaktionen. 

»Vi har fat i nogle lyttere, som P1 normalt ikke har fat i.«

Dem der lytter til »Hemmeligheder« er nemlig markant yngre, end dem der normalt lytter til P1. De beskæftiger sig også med noget andet. I »Hemmeligheder« har de blandt andet ofte soldater og håndværkere igennem som lyttere. 

»Nu siger jeg noget, som P1-cheferne nok ikke ville sige; Det er jo fordi P1’s lyttere ikke falder fra, men dør. Derfor skal de [P1 red.] jo finde en ny måde.«

»Hemmeligheder« på P1 er et meget enkelt format, hvor Sanne Cigale sammen med en gæst enten lytter til eller snakker med lytterne om lytternes egne hemmeligheder. Der er både plads til store og små hemmeligheder. En lytter har i et afsnit ringet ind og fortalt, at hun har haft sex med sin papbror. En anden lytter har ringet ind og fortalt, at hun hævner sig på sin voldelige ekskæreste ved at sende ham kuponkataloger. Men der er også en lytter, der har ringet ind og sagt:

»Jeg er pædofil.«

Og en anden lytter har ringet ind og fortalt: 

»Jeg tror, jeg har slået en mand ihjel.«

»Vi prøver at give dem det, de ikke aner, de vil have. Og som, de ikke aner, eksisterer,« fortæller Sanne Cigale. 

Med »de« mener hun P1-lytterne, men også P1-cheferne. For »Hemmeligheder« handler hverken om nyheder, kultur eller videnskab, som normalt er kutymen på P1. Det handler om mennesker og om tabuer. Om alt det forbudte, men også alt det, alle kan genkende. Men man må aldrig kunne genkende den konkrete historie. Derfor ligger der altid et stort journalistisk og etisk arbejde bag.

»Der er jo potentielt nogen, der kan sidde og genkende historien, og det ville jo være injurierende. Det er min værste frygt, jeg kan næsten vågne op badet i sved, at vi har fået en etiksag på nakken, fordi en eller anden har sagt noget, som er injurierende,« fortæller Sanne Cigale og ryster på overkroppen ved tanken.

Lytterne er derfor altid maskerede, medmindre de selv ønsker ikke at være det. Programmet er også forproduceret, så man kan nå at klippe det ud, hvis Sanne eller lytteren kommer til at sige noget, der kan gøre lytteren genkendelig. 

»De skal kunne leve præcis det samme liv før og efter,« slår hun fast.

Gennem programmets historie har mange lyttere ringet ind og fortalt, at de enten har været udsat for et overgreb, eller at de selv har begået et overgreb. Etik spiller en særlig rolle i overgrebshemmelighederne.

»Det er jo ikke en stikkerlinje, og det er ikke en politilinje,« slår Sanne Cigale fast.

Fra mennesker til mennesker

Sanne Cigale rejser sig fra kontorstolen, da emnet falder på, hvordan »Hemmeligheder« opstod. Det hele startede nemlig på Instagram, og det har hun en stærk holdning til.

»Sociale medier bliver altid beskyldt for at være asociale. Det er fucking unuanceret. Nu kan jeg mærke, jeg faktisk bliver rasende.«

Hvis der er noget, hun ikke bryder sig om, er det, når ting bliver unuancerede. Hun ville vise, at sociale medier godt kunne være sociale. Derfor tænkte hun:

»Hvad sker der, hvis man giver andre mennesker stemmen på ens egen platform?«

Hun begyndte at spørge sine følgere, hvad deres hemmeligheder var. Hurtigt vrimlede det ind med beskeder fra følgere, der fortalte, at de fortrød at have fået børn, at de var misundelige på deres veninder, eller at de havde følelser for deres kærestes bror. Hemmelighederne delte Sanne Cigale anonymt i sin story.

»Når jeg laver »Hemmeligheder« på Instagram er det alt andet end asocialt. Der er folk, der vil levere tøj og sko til folk, der ikke har. Psykologer, der vil levere gratis psykologhjælp. Folk, der vil køre tur med børn med kolik.«

På et tidspunkt skrev en ung kvinde til hende, at hun var blevet inspireret af Sanne Cigales hemmelighedsrunder på Instagram til at fortælle sin mor, at hun havde en spiseforstyrrelse. Det turde hun, fordi hun kunne se, at der var andre, der havde det på samme måde. 

»Der tænkte jeg, at det her er mindblowing.«

Hemmelighederne blev en ventil, hvor både Sanne Cigale og hendes følgere kunne få et indblik helt ind i andre menneskers hoveder. Og ofte kunne de se, at de problemer, de selv havde, havde mange andre også.

»Alle padler i livet. Og det glemmer man tit, at alle padler. Og i »Hemmeligheder« kan man høre, at alle padler. Livet er jo svært for fanden, det synes vi jo alle sammen.«

Personligt er Sanne Cigale fascineret af hemmeligheder. Det er hun, fordi hun er fascineret mennesker. For hende er »Hemmeligheder« en mulighed for at komme tættere på mennesker, end man ellers kan komme.  

»Jeg er faktisk besat af at forstå folk. Jeg er besat af at analysere folk,« fortæller hun og spørger:

»Hvor tit får man lov at komme ind i hovedet på folk? Det gør man jo aldrig.«

Vejen til hemmelighederne

Egentlig ville Sanne Cigale gerne være psykolog, men man skulle bruge matematik på c-niveau for at søge ind. Og det kunne hun ikke få. I stedet søgte hun ind på Dansk og Historie på Århus Universitet.

»Jeg kan ikke finde ud af særlig mange ting. Jeg er god til det, jeg laver, men det er meget få ting. Jeg kan lave mad, jeg kan spille violin, og jeg kan læse dansk og historie. Og så kan jeg samtalen.«

Selvom hun var god til at studere, kunne hun mærke, at det ikke var den rigtige vej for hende at gå. Hun savnede at arbejde med mennesker. Derfor startede hun i 2008 i praktik på DR Ramasjang sammen med Mikkel Kryger og Sofie Linde, som på det tidspunkt var 18 år.  

»Det var helt wack. Jeg kunne jo ingenting. Jeg kunne verdenshistorien.«

»Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne være gymnasielærer. Jeg kan ikke møde ind noget sted klokken otte, og jeg kan ikke arbejde i grupper. Jeg tror faktisk, jeg ville synes, elever var søde. Jeg kan godt lide unge mennesker. Så jeg tror bare, jeg syntes, det er der Ramasjang-noget lød sjovt.«

Efter sin tid i Ramasjang tog det for alvor fart. Sanne Cigale fik et job hos Anders Lund Madsen på »Det Nye Talkshow,« som blev hendes vej ind i mediebranchen. Senere blev hun ansat som journalist på Go’ Morgen Danmark. Hun har været vært på Radio 24/7, ansat som debattør hos Berlingske og været tv-vært på DR på sit eget program »Jøde!«. I dag laver hun »Hemmeligheder« på P1. 

»Jeg føler ikke, det her er et rigtigt job. Jeg føler bare, jeg laver hemmeligheder,« fortæller hun.

»Min mor har altid spurgt mig, hvornår jeg får et rigtigt job. Og jeg har altid tænkt, det kommer nok lige om lidt. Men det er bare aldrig sket. Og nu bliver jeg hængende.«

Selvom hun har brugt 14 år i mediebranchen, ser hun stadig ikke sig selv som journalist. Måske fordi ordet journalist er forbundet med andre ord, hun ikke kan lide. Ord som interviewteknik og genretræk. Og måske fordi, hun ikke kan lide, når ting bliver sat i kasser. Heller ikke hende selv.

»Jeg synes virkelig ikke, jeg er en journalist. Men det er jeg nok, for hvad er en journalist? Jeg har det lidt som Zlatan, som bare er Zlatan. Jeg er ikke journalist, jeg er Sanne Cigale.«

Sanne Cigales hemmeligheder

I »Hemmeligheder« skal ugens gæst fortælle sin egen hemmelighed. Sanne skal hver uge ringe til et kendt menneske og spørge: 

»Kommer du ikke ind i radioen og fortæller din hemmelighed?«

Hun er afhængig af, at de siger ja. For uden gæsterne er der ingen »Hemmeligheder.« Alligevel ville hun aldrig selv sige ja, hvis nogen spurgte hende om det samme. 

»Jeg er bare blevet lidt gammel inde i. Jeg kan ret godt lide mit privatliv,« fortæller hun og lægger vægt på ordet »ret.«

Alligevel taler hun åbent om, at hun lever med angst. Første gang, hun fortalte det, var i et interview med Alt For Damerne. Dengang skabte det overskrifter i flere tabloidaviser. I BT stod der: »Dansk tv-vært lider af psykisk sygdom.« At tale om angst ville for mange høre under kategorien »privatliv« eller måske endda være en hemmelighed eller et tabu, men det er det ikke for Sanne Cigale. 

»Det, synes jeg, jo bare ikke er en hemmelighed. Måske fordi jeg har gået til terapi i tusind år. Jeg fatter jo ikke folk, der ikke har angst. Altså hvordan fanden har du ikke angst,« siger hun og fortsætter:

»Du er sat på sådan en eller anden random jordklode, og så skal du prøve at tage nogle boliglån. Altså det giver jo ingen mening. Det er jo en syg leg, livet. Vi gør jo nogle sindssyge ting. Vi sætter os op i en flyvemaskine og fortæller os selv, at det giver mening, fordi noget om tyngdeloven. Men jeg føler, det hele er noget, vi leger. Jeg kan slet ikke forstå, man kan leve et liv uden angst.«

Angst er ikke det eneste tabubelagte emne, Sanne Cigale taler åbent om. I programserien »Jøde!« på DR, fortæller hun sammen med andre, hvordan de alle har holdt det skjult, at de har en jødisk baggrund, fordi det er forbundet med et tabu at være jøde. På sin Instagram fortæller hun ærlig om, hvordan hun oplever det at være blevet mor. Men det mest tabubrydende, hun har gjort, er at starte på arbejde igen, lige efter hun blev mor. 

»Det har jeg hørt mere lort for end for noget som helst andet. Der følte jeg mig faktisk som en tabubryder.«

Hver gang hun fortæller åbent om et tabubelagt emne, har hun oplevet, at det har haft negative konsekvenser. Hun er blevet kaldt ting, og det har skabt overskrifter i medierne. Men hun føler sig ikke generelt som en tabubryder, og hun ser heller ikke sig selv som mere ærlig eller modig end andre mennesker. Hun kan dog godt genkende, at hun er meget politisk. Nogle gange tænker hun endda, at det måske er et problem, nu hvor hun arbejder i DR.

»Jeg havde også engang en chef, der fortalte mig, at det var godt, at jeg var freelancer, så han ikke skulle tage ansvar for, hvad jeg skrev på Instagram.«

Du må gerne være et offer, men Sanne Cigale gør dig ikke til det

En lytter er med igennem telefonen. Stemmen skratter, for lytteren er maskeret. Hverken Sanne Cigale eller Adnan Al-Adhami ved, hvad lytteren skal til at sige. 

»Da jeg var 14 år, blev jeg udsat for et overgreb over platformen OFIR.«

I stedet for at fortælle lytteren, at det er synd, spørger Sanne Cigale ind til, hvad der skete. Hun spørger, hvordan lytteren følte bagefter, og hvordan lytteren har det i dag.

Sanne Cigale reagerer nemlig aldrig med medlidenhed. Hun dømmer heller ikke lytteren, og hun velsigner dem heller ikke. Selvom lytterne ofte ringer ind med hemmeligheder, der handler om, at de har været udsat for en krænkelse, er det vigtigt for Sanne Cigale ikke at tale til dem som ofre.  

»Det er jeg seriøst allergisk overfor. Når man kommer ind med sin hemmelighed, kommer man med sit eget narrativ. Man må gerne føle sig som et offer i mit program, men jeg vil fandme ikke gøre dig til det,« siger hun og uddyber:

»Hvis man er et offer, er det nemt at blive udsat for en krænkelse igen. For man står et sårbart sted. Og jeg skal ikke være den, der skubber folk derud, hvor de kan blive krænkede igen.«

Når Sanne Cigale tager på arbejde for at optage, ved hun ikke, hvad dagen bringer. Hun kan komme til at snakke med voldtægtsmænd og voldtægtsofre. Måske endda mordere. Men hun har ikke problemer med at blive for tynget af dem. Derhjemme lever hun nemlig i en »war-zone,« hvor man ikke kan tænke på andet end bleer og mad.

»Når jeg kommer hjem, har jeg et lille skrigende menneske, som bare er sindssyg. Så bliver du bare revet ud af det,« fortæller hun med dyb alvor.

Den hårde mediebranche

Outtroen til »Hemmeligheder« på P1 spiller ud af højtalerne i lydstudiet. Sanne Cigale smiler til Adnan Al-Adhami og tager hørebøfferne af. Hun har netop fået endnu et afsnit af »Hemmeligheder« i kassen. Hun ved, at hun i hvert fald skal optage »Hemmeligheder« resten af året, men så ved hun heller ikke så meget mere.  

»Jeg har ikke en plan. Jeg har aldrig haft en plan.«

Der er dog én ting, hun er ret sikker på. Hun skal ikke være i mediebranchen for evigt. 

»Jeg synes, mediebranchen er hård at være i. Jeg synes, den er rigtig hård at være i. De vinklinger, der bliver lavet. Det er sort hvidt. Der er ingen, der har tid til at høre, hvem man er, og hvad man kommer fra. Det er er hårdt mod hårdt.«

Det, hun savner allermest i mediebranchen, er tid. Tid til at se mennesket, gå i dybden og give plads til nuancerne. Derfor kunne hun godt forestille sig at vende tilbage til den oprindelige plan. 

»Jeg kan forestille mig at lave noget helt andet. Så vil jeg læse psykologi. Det gad jeg faktisk godt.«

Som det sidste siger hun:

»Hvis du ikke kan andet, så synes jeg, du skal give mediebranchen en chance. Men kan du stå på hovedet eller tale fransk, så skal du gøre noget andet. Og det mener jeg.«