Foto: Shar Mohammadi
Sahar Mohammadi har både set og oplevet undertrykkelsen, som de iranske kvinder udsættes for i hverdagen. Derfor var hun urolig for, om hjemlandet og de familiære omgivelser har ændret sig siden demonstrationerne.
Siden Mahsa Amini mistede livet i moralpolitiets varetægt den 16. september 2022, har det antændt utallige demonstrationer imod det iranske styre. 33-årige akutmedicinsk speciallæge Sahar Mohammadi immigrerede til Danmark for ni måneder siden. Hun immigrerede af samme årsager, som får de iranske borgere til at demonstrere i dag, heriblandt ekstremt dårlige levevilkår og mangel på menneskerettigheder. Hun blev mødt af et stort chok, da hun i december 2022 tog til hjembyen Teheran for at besøge sin familie.
»Omgivelserne var præcist, som jeg husker, men det, som virkelig skilte sig ud, var, at næsten alle kvinderne gik uden det obligatoriske tørklæde i offentligheden,« siger Sahar Mohammadi, som er betydeligt rørt og overrasket over oplevelsen.
De vestligt orienterede og veluddannede kvinder smider tørklædet mest
Claus Valling Pedersen, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hævder også, at flere kvinder smider tørklædet i Tehran. Han mener, at der er kommet en omvæltning i samfundet siden demonstrationerne startede.
»De glemmer frygten for straf og går bare uden tørklæde, endda også foran ordenspolitiet, som heller ikke tør at gribe ind mere, da de er bange for befolkningens reaktion,« udtaler Claus Valling.
Sahar fortæller, at især i det nordlige Teheran så hun ikke en eneste kvinde, som havde tørklæde på. Claus Valling er ikke overrasket , da han mener, at det er i denne bydel, at de unge og veluddannede befinder sig, og som historisk set har været mest vestligt orienterede og mindst religiøse.
»I de kvarterer i Teheran, hvor den lavere middelklasse boede, så man få beboere, som stadig bar tørklædet i offentligheden, men flertallet smider stadig tørklædet i Teheran,« uddyber Sahar Mohammadi.
Selvom langt over størstedelen af kvinderne har smidt tørklædet i storbyen Teheran, er det dog ikke det samme tilfælde i alle iranske byer. I de mindre byer Zanjan og Tanriz så Sahar Mohammadi færre, som havde smidt tørklædet. Her er der også flere religiøse indbyggere. Claus Valling påpeger dog, at det ikke nødvendigvis har noget med oprørerne at gøre, men fordi det altid har været tradition.
Gadebilledet I Teheran er fuldstændig ændret
Sahar Mohammadi bed især mærke i, da hun satte sig i et Food Court for at spise frokost, hvor ingen kvinder havde det obligatoriske hovedtørklæde på, at:
»Det virkede så normalt, at jeg selv fik modet til at tage mit tørklæde af. Det havde du aldrig set før demonstrationerne, det var virkelig vildt, « fortæller hun med en håbefuld stemme.
Hun var især chokeret, da hun var på politikontoret og så, at kvinderne også havde mod til at smide tørklædet der. Hun var helt mundlam over, at betjentene stadig servicerede kvinderne uden tørklæde, og det var som om betjentene lod som om, de ingenting så.
Ilden gløder stadig under asken
I Iran er de begyndt at gennemføre henrettelser af især meget unge demonstranter. Selvom det har gjort befolkningen bange for at demonstrere, så har truslen om mulige henrettelser, tortur eller lange fængselsstraffe ikke stoppet protesterne.
»I Teheran var det en generel ting, at kl 21 ville folk åbne deres vinduer og råbe slagord som ”Kvinde, liv, frihed” i 10-15 minutter,« fortæller Sahar Mohammadi, som dengang var med til at råbe slagord med resten af nabolaget.
Hun uddyber, at der også var iranere, som ofte ville mødes om aftenen. Så gik de i tavshed gennem byen i en stille protest mod styret.
Claus Valling tror dog ikke, at oprørerne kan ændre på tørklædeloven eller det islamiske styre, da regimet stadig står fast på, at landet skal styres sådan. Han mener, at det hele er en remis situation pt., altså ligesom et uafgjort spil. Demonstranterne og folket er for stort og spredt til, at regimet kan slå ned for alvor, men på den anden side har regimet militæret og sikkerhedsstyrkerne med sig.
»Det, der skal til, er, at militæret, sikkerhedsstyrker og Revolutionsgarden går over på folkets side ligesom under revolutionen i 1979, og det er der ikke tegn på endnu.« siger Claus Valling.
Han ser dog også ændringen i Teherans gadebillede som en progression.
»Jeg tror de kvinder, der har smidt tørklædet, kommer til at fortsætte, for regimet er også bange for at slå for hårdt ned på befolkningen, så vreden blusser endnu mere op.«
Han mener, at der er grund til optimisme, selvom demonstrationerne er stilnet af i Iran, og han vælger til slut at citere en iransk sociolog.
»Nu er det hele stilnet af, og der ligger en aske hen over Iran, men under asken er der en glød, så der skal ikke meget til.«
Stadig stor kærlighed til moderlandet
Selvom Sahar Mohammadi er immigreret til Danmark for at undslippe det iranske styre, så har hun stadig meget kærlighed til sit hjemland.
»Jeg vil stadig rejse til Iran, når jeg kan for at besøge min mor og andre familiemedlemmer, der stadig bor der. Jeg elsker mit land så meget. Især menneskene, der bor der, selvom det islamiske styre har ødelagt meget.«