Foto: Shutterstock/Annie Spratt
Det er ikke til at vide, hvordan nogle studerende formår at rejse til Thailand i Vinterferien, Val Thorens i Påskeferien og så også lige kan høste op med en betaling på en all-inclusive ferie til Grækenland i sommerferien. Måske har de pitchet en idé til et lokalt medie, der gav
dem grønt lys til at lave reportage fra en liggestol i sydens varme, eller også har de bare været super dygtige til at købe tilbudsvarer og genbrug det sidste års tid.
Hvis intet af ovenstående gør sig gældende for dig, så læs videre her og få inspiration til en nogenlunde SU-venlig ferie syd for Kongeriget Danmark.
Det er sommer, det er sol, og det er søndag snart sommerferie, men du er stadig fattig som en kirkerotte og har absolut ingen penge at rejse sydpå for. Jovist, det er da skønt at bruge et par dage på at læse en god bog og flette tæer med græsset i sine forældres baghave, men i to måneder? Nej tak. Du har brug for at rejse langt væk! Til et sted, hvor der er siesta-pause kl. 12:00 og vandaerobic i poolområdet kl. 15:00 – og hvor dét, at du bestiller en Margarita til morgenmaden, ikke er et bekymrende tegn på et muligt alkoholmisbrug.
Selvfølgelig har det sin charme at drikke øl og spille brætspil med sine venner i et feriehus på Ishøj Strand og Camping. Faktum er bare, at det ikke er et lækkert hotel i Sevilla med brede, hvide sandstrande, og lige meget hvor ihærdigt du og dine venner prøver at skabe en spansk tropestemning med paella og hjemmelavede sangrias, kan I ikke se bort fra DMI’s danske regnprognose. Ikke engang et slag minigolf i tørvejr kan det danske sommervejr byde jer,
Tid til at ty til alternativer
Så hvad gør du lige, hvis du gerne vil sende et postkort til dine forældre fra en feriedestination, som bare er lidt længere sydpå end Lolland-Falster? Fortvivl ej, mulighederne er der! Her får du tre bud på, hvordan du kan holde ferie i udlandet, så du for eksempel kan kaste dig ud i at øve italienske gloser i støvlelandet eller spise østrigsk käsespätzle i Wien – uden at gå helt fallit vel og mærke! Du skal jo også have råd til en billet til studiestartsfesten, de nye studiebøger og et generhvervet pendlerkort, når kalenderen siger september.
Work-away: Få en lokal indsigt i samfundet og kulturen
- Var det noget med at plukke vindruer på en vinmark i det nordlige Italien?
Med WorkAway kan du tilbringe et par timer om dagen med at hjælpe til på en mark eller en gård, hvor ejerne har brug for ekstra hænder til at plukke grøntsager, vindruer eller noget helt tredje. I bytte får du kost og logi, så den udgift er du sparet for. Desuden får du en mindeværdig og lærerig rejse, fordi du kommer til at få en lokal indsigt i et sted, du sandsynligvis ellers ikke ville besøge. Der er rig mulighed for, at du kan lære om den lokale livsstil og samfund – og hvem ved, måske møder du en masse cool mennesker fra alle mulige andre lande. Det er da den perfekte måde at networke på! Afsti-afsted!
Interrail: Det bæredygtige togeventyr
- Skulle du måske overveje en togtur, der tog dig ned gennem det europæiske landskab?
Med et Interrail Pass får du adgang til uforglemmelige oplevelser i hele Europa. Hvad end du har lyst til at udforske hektiske storbyer, nyde smukke sandstrande eller gå på opdagelse i charmerende bjerglandsbyer, så er det bare et spørgsmål om, hvilket tog du skal hoppe på. Der er desuden flere økonomiske fordele at hente her også. Hvis du er mellem 12-27 år, får du rabat på interrail-passet, og som Interrail-rejsende får du adgang til en lang række rabatter – herunder til indkvartering, turistattraktioner og øvrig transport. Du skal dog lige huske, at der er krav om pladsbillet i perioden 18. juni til 21. august, til og fra Hamborg. Men ellers så er du good to go! Nogle af jer læsere er erfarne togpendlere, så I ved sikkert, at togtoiletter kan være en værre krigszone. Men her kommer lige en fælles announcement, så alle er indforstået med følgende: Husk desinfektionsservietter, håndsprit og jeres eget toiletpapir!
Tomle: Den modige og spontane rejse
- Hvad med at rejse med tomlen og lade dig føre uventede steder hen?
En improviseret blaffetur er en rejseform, der virkelig kan give dig anderledes oplevelser og sjove møder. Når du skifter flybilletten ud med et papskilt, og slipper tidsplanen og kontrollen, så overlader du din ferie til tilfældighederne. Du er garanteret en sommerferie, hvor du vil møde spændende mennesker, udforske steder, du måske ikke engang vidste eksisterede, og du kommer nok også hjem både klogere på dig selv og med en masse god rejseerfaring. Hvis du ikke har prøvet den alternative blafferejse før, er det dog en god idé, at du gør det med en ven, så du ikke er helt alene på udebane. Et andet godt råd er at droppe solbrillerne og have det store smil på. Det kan nemlig godt skabe utryghed hos bilisten, hvis de ikke kan se dit venlige ansigt, og så kører de jo bare videre. Desuden skal du være opmærksom på, at det både er forbudt at tomle på motorvejen og at stoppe køretøjer, hvis du er påvirket af alkohol. So don’t drink and blaff, guys.
Hvis du beslutter dig for at tage på WorkAway, interrail, blafferejse eller noget helt fjerde denne sommer, så håber jeg, at du vil skrive din oplevelse ned og sende den ind til Lixen. Jeg er sikker på, det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling.
Hav en rigtig god sommerferie og pas på hinanden!