Da Frederik Dirks Gottlieb pitchede idéen til podcasten Flyvende tallerken, var han bange for, hvordan DR-cheferne ville reagere. Ville han blive stemplet som ham den skøre UFO-fyr? Ville de grine af ham? Var det overhovedet et emne, som DR var klar til at lægge platform til?

Han ville lave et program om UFOer. Et program, hvor det helt fagligt, sagligt og underholdende skulle afdækkes, hvad der var op og ned i spørgsmålet om besøg fra det ydre rum på jorden.

»Jeg var jo lidt bange for, om jeg allerede i program 2 ville sidde med en fuser.«

I samarbejde med hans medvært, Anja C. Andersen, har han afdækket emnet over 2 sæsoner på DR. Programmet er blevet gæstet af jagerpiloter, direktører for UFO-enhederne i stater verden over og andet godtfolk med forstand på emnet.

I sin levetid har podcasten opnået to millioner downloads, to producerede sæsoner og en tredje på vej. Men den er også en del af en bevægelse, hvor UFOer pludseligt er blevet et legitimt emne at berøre, både journalistisk og folkeligt.

Times’ sneboldeffekt

Tilbage i 2017 rullede The New York Times de første artikler om UFOer ud. Det skulle vise sig at blive startskuddet på den før og efter-æra, man snakker om inden for UFO-journalistikken.

The New York Times udgav tre videoer, der alle viste hændelser med uforklarlige, hurtigtbevægende objekter på himlen. Optagelserne var filmet af amerikanske jagerpiloter, og videoerne var lækket af Luis Elizondo, som er tidligere direktør for USAs hemmelige UFO-program kaldet AATIP.

Den 6. juli 2021 udkom Pentagons 9 siders-rapport om UFOer. Rapporten var kort og synes ved første øjekast at være undervældende. Der blev ikke sagt noget, inkarnerede UFO-fans ikke allerede vidste. Men det var ikke det vigtige ved rapporten.

Rapporten bekræftede endelig for første gang fra højeste embede, nemlig USAs forsvarsministerium, at der findes objekter i luften, vi ikke ved, hvad er. Objekter, som man hverken kan be- eller afkræfte stammer fra det ydre rum. Ydermere bekræftede rapporten den mistanke, UFO-entusiaster havde; nemlig, at videoerne kom fra Pentagons egne rækker.

The New York Times lancerede en række artikler i sommeren 21 om Pentagons rapport, og det skabte ifølge Frederik Dirks Gottlieb en journalistisk legitimitet omkring emnet. Det var noget, man nu kunne snakke om.

»I og med, at New York Times vælger at skrive om det, og enkelte piloter havde valgt at stå frem, så begynder det inden for flåden at være okay at tale om, og så ruller den jo for alvor.«

Succes blandt kollegaer og lyttere

På det tidspunkt havde Frederik Dirks Gottliebs podcast allerede kørt i et halvt års tid. Podcasten havde hurtigt opnået høje lyttertal, og beskeder væltede ind i indbakken.

»Jeg kunne generelt mærke fra folk, der skrev til mig, at der var behov for det her. At rigtig mange har savnet noget om det her emne og savnet, at man kan have den her snak. Uanset hvad man tror.«

Kollegaerne lyttede til programmet, selvom det ikke er en selvfølge, når man har så mange kollegaer, der laver så meget forskelligt.

»Her kan jeg mærke, at de lytter fandme. De synes, det er spændende, og de vil sindssygt gerne invitere mig med i deres programmer eller skrive om det. Og nu er det pludseligt okay at gøre det.«

Journalistik eller underholdning?

En af de vigtigste ting, da Frederik Dirks Gottlieb skulle lave podcasten, var balancen mellem formidling og underholdning. Programmet skulle både kunne underholde, men det måtte under ingen omstændigheder gå på kompromis med den høje faglighed.

»Der er ingen tvivl om, at Flyvende tallerken ligger i et spændingsfelt mellem journalistik og underholdning,« siger han.

Derfor var det vigtigt, at han fandt en kompetent modpol. En, der kunne repræsentere det videnskabelige og det faglige. Frederik Dirks Gottlieb er fast akkompagneret af sin medvært, Anja C. Andersen, som har en baggrund i astronomi og astrofysik. 

»Hun er ikke bange for at snakke om emnet, og det smitter af, når en person af hendes status tør,« fortæller han.

Noget af det vigtigste for Frederik Dirks Gottlieb var, at de mennesker og kilder, han havde med i programmet, skulle være så lidt forudindtagede som overhovedet muligt. Programmet måtte under ingen omstændigheder blive et program, der handlede om, hvorvidt man troede på emnet eller ej.

»Næsten ligegyldigt hvad for et emne, du sætter dig ind i, så vil du lære alt muligt andet om verden omkring dig.«

Programmet skulle ved hjælp af nogle af de klogeste hoveder indenfor hver deres respektive felter afdække emnet så sagligt som muligt, og resten måtte være op til lytteren.

»Jeg er jo ikke sådan en diehard-believer. Jeg vil gerne høre argumenterne for og imod, og så må folk danne sig sin egen mening,« konstaterer Frederik Dirks Gottlieb og fortsætter:

»Vi frister lidt med en UFO, som lyder spændende og sexet, og så håber vi, folk går derfra med lidt mere viden.«

UFOer gennem modersmælken

Frederik Dirks Gottliebs interesse for emnet har været der on and off i mange år. Hans far var formand for foreningen SUFOI, der i 50’erne og 60’erne var en forening for hardcore UFO-believers

»Jeg kan godt se, når jeg kigger tilbage nu, så har der drypvis været mange tegn på, at jeg kunne ende, hvor jeg er nu.«

Faren gav ham flere bøger om emnet. Om mændene i sort. Om UFO-styrtet ved Roswell. Og emnet har gennemsyret ham, som han selv siger.

Om programmet har rykket noget ved den almene dansker ved Frederik Dirks ikke, men han mener, at hele dækningen af emnet har i hvert fald igangsat en bevægelse, der er ved rykke på nogle fundamentale ting. Han har blandt andet været i Go’morgen Danmark og diskutere emnet og skal snart tale ved Forskningens Døgn.

»Man bliver stadig mødt af den der, hvor folk spørger: “Hvad laver du program om?” – “Jeg laver det her Flyvende tallerken”, og så griner folk lidt.«