Satiretegnere har ofte sat sit præg på samfundsdebatten og været med til at skabe både latter og vrede hos folk. Lixen har derfor taget en snak med avistegneren Roald Als for at høre om hans rolle som avistegner, hvad han vil med sine tegninger, og hvilke grænser der er for dem.
Hvordan får du inspiration til dine tegninger?
Inspiration er noget kunstnere bruger, og jeg er ikke kunstner, jeg er håndværker. Det er mit job at lave tegninger, og jeg skal lave det, avisen har brug for.
Ideerne har jeg folk til. Nogle gange kommer de af sig selv, andre gange må jeg ringe til min ‘idemand’. Så finder han på noget, eller også snakker jeg med journalisten, hvis det er en artikel, jeg skal illustrere. Alle spørger, hvordan man får ideerne, og der er aldrig nogen, der har kunnet give svar på det. Men når man har mit job, så er man inde i en bestemt tankegang. Jeg tænker hele tiden tegninger. Min idemand plejer at sige, at vi ikke kan se en ulykke i fjernsynet uden at tænke: »Hvad sjovt er der i det?«. Man indstiller sin hjerne på den måde.
Hvilken effekt håber du dine tegninger har på dine modtagere?
Jeg håber, at hver gang jeg laver en tegning af en eller anden politiker, især fra partiet Venstre, så skal han tænke: »Tegneren har ret. Jeg er en elendig politiker. Jeg går af«. Det er ikke så tit, at det sker. For nogle af dem tager det mange år, før de fatter pointen.
Jeg plejer at sige, at målet til enhver tid er at vælte en regering. Især den vi har nu. Jeg tror, at når man sætter sig ned og tegner, så skal man have ideen om, at det kan lykkes. Men det gør det selvfølgelig ikke. Jeg vil nok egentlig bare have folk til at grine.
Hvordan er din rolle som satiretegner?
Tegneren kan jo fortælle baggrunden for politikken. Alt det, politikerne ikke vil ud med, kan man tegne. De replikker, han ikke vil sige, kan jeg enten tegne eller lade personerne sige i tegningerne.
Vi tegnere må ting, som journalister ikke må. De skal være objektive, de skal spørge alle parter og ikke komme med deres egen holdning. Det blæser jeg på. Jeg har mine egne holdninger med hver gang. Hver dag på hver tegning. Det må journalisterne ikke, så bliver de fyret.
Som tegner, skal jeg også gøre grin med alt og alle. Selv de partier, jeg stemmer på, skal jeg gøre grin med. Jeg skal i princippet være imod alt og alle. Jeg skal hade alle politikere, jeg skal være imod alle partier, og jeg skal være imod al infrastruktur, der bliver lavet eller ikke bliver til noget. Det er en del af jobbet. Så kan man bedre gøre tingene klart for læserne, når man tegner.
Kan satiren provokere?
Det kan den ikke. Det skal den. Jeg var ikke en af Muhammedtegnerne, men de har bevist, at det kan den. Jeg har oplevet, at nogle oplever, at jeg har overskredet en grænse. Men grænsen er der ikke, eller den er der hver gang. Man skal kunne gøre grin med alt. Hvis der er sket et terrorangreb, så skal jeg gøre grin med det. Og det er jo fandeme ikke nemt, vel?
Jens Hage fra Berlingske sagde engang, at man ikke skal sparke til nogen, som ligger ned. Men jeg har det sådan, at hvis Lars Løkke ligger ned, så sparker jeg.
Så du har ikke nogen regler for, hvad du tegner?
Det kommer altså an på, hvem der ligger ned foran mig. Politikere eller andre magthavere er selv med i spillet. Men der kan være almindelige mennesker, som ikke har bedt om at blive interviewet. Der gælder nogle andre regler om, hvad man må og ikke må. Der har jeg nogle gange overskredet grænsen, og så har der været en redaktør, der har sagt: »det må du altså ikke«. Så har jeg måttet lave deres ansigt eller andet på tegningen om, så de ikke kan blive genkendt i det miljø, de går i. For de er ikke nogen, som med vilje har gjort noget forkert. De er måske bare kommet til at sige noget tåbeligt.
Måske er den første regel, at der skal være en vittighed. Tegningen skal være sjov. Man må spørge sig selv »hvornår begynder folk at grine?«. Og så er det meget vigtigt, hvis du laver grin med nogen, at du gør grin med dig selv først. Jeg-personen skal være den mest latterlige af dem alle sammen.
